umindeværdig

Svag og tør, men unægtelig også momentvis elegant krimidrama, hvis småkomiske undertoner ikke trækker fokus væk fra intrigerne og den interne dramatik. Instruktøren Joh McTiernan, der tidligere har beriget filmverdenen med actionklassikeren Die Hard, er ikke det mest åbenlyse valg som iscenesætteren af denne genindspilning af Norman Jewinsons Thomas Crown og Co., og selvom han får fremhævet nogle fine kvaliteter sine steder i filmen (blandt andet en meget klassisk og fornem visuel side), så kunne man ønske, at producenterne havde hyret en anden og mere psykologisk drevet instruktør. Thomas Crown Affæren markerede sig som endnu et skridt ned af kvalitetsstigen for McTiernan, der ramte bunden med et øredøvende brag med den terrible Rollerball (der også var en genindspilning af en Jewinson-film).

Pierce Brosnan er trådt ud af James Bond rollen, og dette nyder han tydeligvis, da karakteren Thomas Crown er en del mere sofistikeret og psykedreven end den uhøjtidelige og tilsyneladende udødelige actionhelt. Brosnan har haft så stort en tiltro til projektet, at han også har ageret producent, men narcissismen er ikke faldet over ham, da historien fokuserer mere på Rene Russos karakter. Russo er desværre ikke særlig overbevisende som den integritetsfyldte og uafhængige kvinde, der falder for Brosnan og hans luksuriøse livsstil. Det er naturligvis behageligt at se en amerikansk film, der ikke kreeres ud fra evig klimakssøgning men i stedet ud fra karaktererne, men da personkarakteristikken er så uspændende og flad, som tilfældet er her, er der ikke meget seværdigt over Thomas Crown affæren, hvis uophidsende og småkedelige historie kun byder på enkelte spændende og raffinerede momenter.

Denis Leary, der er en af mine yndlingskomikere, forsøger sig med en mere seriøs og dramatisk rolle, og han kan gå hjem med en tilfredsstillende præstation in ´mente. Man savner dog hans skarpe og sarkastiske kant og hans ekstrem hurtigsnakkende og velartikulerede eskapader. Leary løfter filmen en smule, og dette gør den veliscenesatte slutning ligeså, hvor McTiernan på blændende vis akkompagnerer begivenhederne med Nina Simomes fabelagtige sang Sinnerman. Man forvirres en smule over Thomas Crown Affærens eksistensgrundlag, da intentionerne tydeligvis har været i den ambitiøse ende, men ultimativt har hverken filmen eller bagmændene rigtig noget på hjerte at fortælle. En film, der ikke byder på andet end uophidsende tidsfordriv.