meningsfuldt destrueringsorgie
4.0
Når den overfladiske, men æstetiske overlegne filmmager Michael Bay er krediteret som instruktør, så ved man med sikkerhed, at den givne films ingredienser indbefatter overdreven og bombastisk action, en gennemført stiliseret billedside, hundrede procent manipulerede følelser, endimensionale og uudviklende karakterer og et til tider overentusiastisk spændingsjageri. Hvis man tilnærmer sig Bays film uden anden forventning end tanketom, men absolut velproduceret underholdning, så har han dog altid leveret varen med en stilsikker kompetence. Spillefilmdebuten Bad Boys var en herlig omgang drengerøvsaction af den brutale og politisk ukorrekte slags. Bays følgende The Rock var utvivlsomt en medrivende og uhyggelig velafbalanceret actionfilm, men hans største kommercielle succes (og Bay har da heller aldrig lagt skjul på, at han ikke går efter andet end netop dette. Ikke ligefrem ædle intentioner) kom først med Armageddon, en multikulturel, uanstødelig og hamrende forudsigelig dommedagsfilm, der på trods af et højt publikumsleflende niveau (der momentvis smadrede al spænding og indlevelse), bød på storslået underholdning af en unægtelig fængende kvalitet. Pearl Harbor blev et berettiget semi-flop hos publikum (mens filmkritikerne var konsekvente i deres had til filmen), da dens alt for konstruerede romantiske side underminerede publikums intelligent. Bay tog derefter den sikre succes med en vellykket, om end hamrende uoriginal efterfølger til Bad Boys, der besad en så himmelråbende flot og tiltrækkende billedside, at man nemt kunne tilgive filmen dens mange fejl, betiser og mangler. Fællesnævner for Bays fem første film har været den magtfulde blockbustermogul Jerry Bruckheimer, som i tilfælde med The Island dog ikke har ageret producent af uforklarlige årsager. Uden Bruckheimers dominerende indladenhed i projektet, har Bay kunnet kaste sig fri fra de skabelonskårede lænker, og han serverer med The Island en overraskende uforudsigelig, ambitiøs og intelligent sci-fi actionfilm, der basalt set ikke er nær så tåbelig, som hans tidligere film. Det er derfor en smule paradoksalt, at The Island, der må siges at være Bays mest helstøbte, oprigtige og alvorlige film til dato, har fået ret middelmådige anmeldelser og ikke nær så stor publikumssucces som forventet og fortjent. Måske er folk bare blevet trætte af disse storslåede og monumentale produktioner, som den amerikanske filmindustri har leveret til overflod denne sommer. Det er så en skam, at det skal gå udover The Island og ikke en film som eksempelvis De Fantastiske Fire.
Den spekulative handling i The Island (der for en gang skyld ikke er baseret på en historie af Phillip K. Dicks, men nærmere en ukendt Robert S. Fiveson film fra 1979) bygger et fremragende fundament for teknologisk kontemplation, samtidig med at den leverer plausible karakterskildringer. Kommerciel succes har utvivlsomt været en faktor i den karismatiske Ewan McGregors rollevalg, men der er også mere kød på hans rolle end først forventet. McGregor er som altid velspillende, og hans portræt af en undertrykket og meningssøgende rebel er gennemført og seværdigt. Sammen med en stor flok hjernevaskede mennesker lever han i et isoleret og fuldstændig kontrolleret samfund, hvor masserne klædes i hvidt, der normalvis symboliserer renhed og uskyldighed, men i dette tilfælde nok nærmere uvidenhed (selvom Bay indikerer med et par kommentarer fra ’udenforstående’ i den virkelige verden, at uvidenhed er en velsignelse). De kontrollerede mennesker er mere eller mindre frivilligt isoleret i troen på, at store dele af verdensbefolkning er blevet udryddet af en dødelig kontamination. Scarlett Johansson er uglamourøs og superdejlig, men får ellers ingen skuespilmæssig udfordring som en af de indsatte, der har opbygget et venskab med McGregor, som dog ikke kan udvikles til et komplet kærlighedsforhold, da seksualdriften nedtrykkes (hører man Freud skrige i ren frustration?). Bay er overraskende tålmodig og kompetent i hans klaustrofobiske skildring af det meningsløse samfund, og der langes kritiske slag ud til diktaturstyringsformen og visse religiøse levemåder (at ens liv er baseret på et fremtidigt håb, hvorved man forblindes og ikke lever i øjeblikket), især gennem en meget morsom og mindeværdig replik af altid seværdige Steve Buscemi. De kritiske undertoner i filmens første halvdel har været inkorporeret elementer i det velskrevne manuskript, men Bays indsigtsfulde (et ord jeg ellers ikke ville bruge i kontekst med Bay) behandling af dette skal dog ikke undermineres. Præmissen er naturligvis ikke synderlig originalt, og man kan mærke tydelige associationer til inspirationskilder som The Matrix, Kurt Wimmers undervurderede Cubic og ikke mindst Andrew Niccols skamløst oversete og helt igennem sublime Gattaca.
Den første halvdel i The Island er tilpas mystificeret, hvor Bay holder kortene tæt til kroppen, og afslører kun den virkelige sandhed gradvist og meget spændingsfyldt. Det undertrykte samfund (der i virkeligheden er kloner, hvorved der også er enkelte eksistentialistiske og etiske problemstillinger at finde i The Island) er blevet kreeret på grund af menneskers forfængelighed. Den nysgerrige McGregor (det flyvende insekt er nærmest for symbolsk) ophæver sig naturligvis til individualist og flygter sammen Johansson for at oplyse omverdenen for sandheden. Efter den velkomponerede, spændingsfyldte og kaotiske flugt (eminent fotograferet!), skifter The Island dog fuldstændig stil, og Bays signaturiske elementer visualiseres. Den rolige opbygning fra første halvdel udskiftes med et opulent og lidt for hurtigt tempo, der efter et lille stykke tid efterlader publikum åndeløs. Man har det med The Island som om, at man har bevidnet to forskellige film, der ikke deler en konsekvent rød tråd. Den ene del er en veliscenesat og stramt og fokuseret fortalt sci-fi, og den anden en decideret actionfilm, hvor Bay ikke har været nær så selektiv i hans iscenesættelse. Dette går udover den illustrerende karakterplausibilitet, hvor McGregor og Johansson kæmper en hård og brav kamp for at overdøve de mange effektbaserede og til tider overlæssede actionsekvenser. Her går det kun godt for Buscemi (selvom Sean Bean gør en habil indsats som videnskabsmand med et gud-kompleks), der er en sand fornøjelse i denne film.
Man kunne have ønsket, at de adrenalinfyldte actionscener havde været en mere integreret del af denne futuristiske film, for isoleret set er de absolut fremragende og forrygende medrivende, uden dog at give hovedhistorien ordentlig og signifikant fremdrift. Bay plagierer både fra sig selv og andre (den Heat-inspirerede sekvens er nærmest for evident), men får til gengæld også fuld udbytte i actionorgierne. Bay er på hjemmebane her og er virkelig superb i hans visuelle stil, der er langt mere eksperimenterende (og desto mere overrumplende!) end sædvanligvis. Sammen med fotografen Mauro Fiore bydes der på æstetiske lækkerier i massevis, og op til flere kan ikke undsige sig at være ren billedmagi- og poesi. Sammen med den følelsesladede, men ikke sentimentale musik af Steve Jablonksy, løftes flere sekvenser til de mindeværdige og smukke, og slutningens frelse giver virkelig en myrekryb. Her glemmes de talrige ulogiske plothuller, den overlange spilletid, den indskrænkede, men alligevel tilpas romantiserede kærlighedshistorie, og Bays lidt for højtidelige actionfokusering, og man nyder hvert minut og sekund i biografen med en storladen amerikansk produktion på godt og ondt.
The Island er en overraskende god og kvalitativ film fra Bays hånd, der tilsyneladende er mere alsidig, end han oftest krediteres for. Velproduceret og superunderholdende, der i tilgift også byder på intelligente videnskabelige betragtninger og overvejelser. Desværre er overgangen i filmens midte ikke formfuldendt flydende, og dette trækker ned i helhedsbedømmelsen. Jeg håber, at Bay med hans næste film endnu engang lukker Bruckheimer ude i kulden, da han klarer sig meget bedre og respektindgydende uden ham.
Das, jeg tænkte nok, at chancen for skuffelse fra din side var minimale :-)
Den spekulative handling i The Island (der for en gang skyld ikke er baseret på en historie af Phillip K. Dicks, men nærmere en ukendt Robert S. Fiveson film fra 1979) bygger et fremragende fundament for teknologisk kontemplation, samtidig med at den leverer plausible karakterskildringer. Kommerciel succes har utvivlsomt været en faktor i den karismatiske Ewan McGregors rollevalg, men der er også mere kød på hans rolle end først forventet. McGregor er som altid velspillende, og hans portræt af en undertrykket og meningssøgende rebel er gennemført og seværdigt. Sammen med en stor flok hjernevaskede mennesker lever han i et isoleret og fuldstændig kontrolleret samfund, hvor masserne klædes i hvidt, der normalvis symboliserer renhed og uskyldighed, men i dette tilfælde nok nærmere uvidenhed (selvom Bay indikerer med et par kommentarer fra ’udenforstående’ i den virkelige verden, at uvidenhed er en velsignelse). De kontrollerede mennesker er mere eller mindre frivilligt isoleret i troen på, at store dele af verdensbefolkning er blevet udryddet af en dødelig kontamination. Scarlett Johansson er uglamourøs og superdejlig, men får ellers ingen skuespilmæssig udfordring som en af de indsatte, der har opbygget et venskab med McGregor, som dog ikke kan udvikles til et komplet kærlighedsforhold, da seksualdriften nedtrykkes (hører man Freud skrige i ren frustration?). Bay er overraskende tålmodig og kompetent i hans klaustrofobiske skildring af det meningsløse samfund, og der langes kritiske slag ud til diktaturstyringsformen og visse religiøse levemåder (at ens liv er baseret på et fremtidigt håb, hvorved man forblindes og ikke lever i øjeblikket), især gennem en meget morsom og mindeværdig replik af altid seværdige Steve Buscemi. De kritiske undertoner i filmens første halvdel har været inkorporeret elementer i det velskrevne manuskript, men Bays indsigtsfulde (et ord jeg ellers ikke ville bruge i kontekst med Bay) behandling af dette skal dog ikke undermineres. Præmissen er naturligvis ikke synderlig originalt, og man kan mærke tydelige associationer til inspirationskilder som The Matrix, Kurt Wimmers undervurderede Cubic og ikke mindst Andrew Niccols skamløst oversete og helt igennem sublime Gattaca.
Den første halvdel i The Island er tilpas mystificeret, hvor Bay holder kortene tæt til kroppen, og afslører kun den virkelige sandhed gradvist og meget spændingsfyldt. Det undertrykte samfund (der i virkeligheden er kloner, hvorved der også er enkelte eksistentialistiske og etiske problemstillinger at finde i The Island) er blevet kreeret på grund af menneskers forfængelighed. Den nysgerrige McGregor (det flyvende insekt er nærmest for symbolsk) ophæver sig naturligvis til individualist og flygter sammen Johansson for at oplyse omverdenen for sandheden. Efter den velkomponerede, spændingsfyldte og kaotiske flugt (eminent fotograferet!), skifter The Island dog fuldstændig stil, og Bays signaturiske elementer visualiseres. Den rolige opbygning fra første halvdel udskiftes med et opulent og lidt for hurtigt tempo, der efter et lille stykke tid efterlader publikum åndeløs. Man har det med The Island som om, at man har bevidnet to forskellige film, der ikke deler en konsekvent rød tråd. Den ene del er en veliscenesat og stramt og fokuseret fortalt sci-fi, og den anden en decideret actionfilm, hvor Bay ikke har været nær så selektiv i hans iscenesættelse. Dette går udover den illustrerende karakterplausibilitet, hvor McGregor og Johansson kæmper en hård og brav kamp for at overdøve de mange effektbaserede og til tider overlæssede actionsekvenser. Her går det kun godt for Buscemi (selvom Sean Bean gør en habil indsats som videnskabsmand med et gud-kompleks), der er en sand fornøjelse i denne film.
Man kunne have ønsket, at de adrenalinfyldte actionscener havde været en mere integreret del af denne futuristiske film, for isoleret set er de absolut fremragende og forrygende medrivende, uden dog at give hovedhistorien ordentlig og signifikant fremdrift. Bay plagierer både fra sig selv og andre (den Heat-inspirerede sekvens er nærmest for evident), men får til gengæld også fuld udbytte i actionorgierne. Bay er på hjemmebane her og er virkelig superb i hans visuelle stil, der er langt mere eksperimenterende (og desto mere overrumplende!) end sædvanligvis. Sammen med fotografen Mauro Fiore bydes der på æstetiske lækkerier i massevis, og op til flere kan ikke undsige sig at være ren billedmagi- og poesi. Sammen med den følelsesladede, men ikke sentimentale musik af Steve Jablonksy, løftes flere sekvenser til de mindeværdige og smukke, og slutningens frelse giver virkelig en myrekryb. Her glemmes de talrige ulogiske plothuller, den overlange spilletid, den indskrænkede, men alligevel tilpas romantiserede kærlighedshistorie, og Bays lidt for højtidelige actionfokusering, og man nyder hvert minut og sekund i biografen med en storladen amerikansk produktion på godt og ondt.
The Island er en overraskende god og kvalitativ film fra Bays hånd, der tilsyneladende er mere alsidig, end han oftest krediteres for. Velproduceret og superunderholdende, der i tilgift også byder på intelligente videnskabelige betragtninger og overvejelser. Desværre er overgangen i filmens midte ikke formfuldendt flydende, og dette trækker ned i helhedsbedømmelsen. Jeg håber, at Bay med hans næste film endnu engang lukker Bruckheimer ude i kulden, da han klarer sig meget bedre og respektindgydende uden ham.
Das, jeg tænkte nok, at chancen for skuffelse fra din side var minimale :-)
20/08-2005
