forrygende flirt
4.0
Charmerende og anderledes komedie, hvis lave budget ikke har forhindret de høje komiske ambitioner i at blive indfriet. Flirting With Disaster er auteuren David O’Russells bare anden spillefilm, og filmen fungerer som endnu et bevis på, at O’Russell er en af den amerikanske filmindustris mest originale, selvstændige og kunstnerisk visionære filmmagere, der ligger højt på min beundringsliste. Han scorede et solidt kommercielt hit med antikrigsfilmen og det ubestridte mesterværk Three Kings (hvis flerlagede historie og geniale visualisering fortjente en meget større anerkendelse, end det, som filmen nu fik), mens hans seneste film, den eksistentialistiske komedie I Heart Huckabees, tilsyneladende ikke er faldet i god jord hos den danske anmelderstab, men jeg glæder mig nu alligevel umådeligt meget til at se filmen.
Det helstøbte og underfundige manuskript til Flirting With Disaster har tiltrukket en del velkendte ansigter, der tydeligvis har nydt at indspille denne atypiske road-movie. Ben Stiller er udmærket, men ikke videre velspillende eller sympativækkende, som det lettere frustrerede adoptivbarn, der sammen med sin kone og en repræsentant fra et adoptionsbureau tager ud på en rejse for at finde sine rigtige forældre. Man kan ikke andet end at holde af simpliciteten i præmissen, der uundgåeligt leder til en ultimativ selvrefleksion for O’Russells hovedkarakter. Selvom filmen handler om søgningen efter noget eksistentielt og fundamentalt, så er det ikke en decideret eksistentialistisk film, men nærmere historien om opvækkelsen til realiteterne, de sande familieværdier. O’Russell postulerer, at generne er usignifikante, det er den psykiske opdragelse, der skaber den specifikke identitet. Dette indser Stiller naturligvis slutteligt (serveres uden gumpetung og tanketom sentimentalitet), og han genfinder derved sin glæde og tilfredsstillelse ved sin hustru, naturlig spillet af en attraktiv Patricia Arquette, der er den eneste afklarede person i filmen. I løbet af filmen bevidner vi standard ægteskabsproblemstillinger, der dog behandles med humoristisk og menneskelig indsigt.
O’ Russell har overbefolket Flirting With Disaster med excentriske, men konstant fascinerende og gennemførte karakterer, hvor især Richard Jenkins er fænomenal som stivstikkerbetjent, der får selvindsigt via eurofriske stoffer. Humoren er lettere bizar, men stilen er naturalistisk, og da O’Russell er konsekvent i hans raffinerede og sofistikerede humoristiske sans, understøtter denne hovedhistorien på sublim vis. Specielt mindeværdig er den sindssyg morsomme opvisning i fordomsfuld misforståelse og den skarpe satire, når moderen siger, at de ’ægte’ forældres hus udstråler all-American (Lily Tomlin og Alan Alda er forrygende som de dobbeltmoralske, skæve og besynderlige forældre). Flirting With Disaster byder på elegant underholdning, der er uhøjtidelig uden at miste dramatikken, og sød og sjov uden at underminere den troværdige alvor. En begavet og til tider original komedie, der illustrerer David O’Russells beundringsværdige og respektindgydende talent.
Det helstøbte og underfundige manuskript til Flirting With Disaster har tiltrukket en del velkendte ansigter, der tydeligvis har nydt at indspille denne atypiske road-movie. Ben Stiller er udmærket, men ikke videre velspillende eller sympativækkende, som det lettere frustrerede adoptivbarn, der sammen med sin kone og en repræsentant fra et adoptionsbureau tager ud på en rejse for at finde sine rigtige forældre. Man kan ikke andet end at holde af simpliciteten i præmissen, der uundgåeligt leder til en ultimativ selvrefleksion for O’Russells hovedkarakter. Selvom filmen handler om søgningen efter noget eksistentielt og fundamentalt, så er det ikke en decideret eksistentialistisk film, men nærmere historien om opvækkelsen til realiteterne, de sande familieværdier. O’Russell postulerer, at generne er usignifikante, det er den psykiske opdragelse, der skaber den specifikke identitet. Dette indser Stiller naturligvis slutteligt (serveres uden gumpetung og tanketom sentimentalitet), og han genfinder derved sin glæde og tilfredsstillelse ved sin hustru, naturlig spillet af en attraktiv Patricia Arquette, der er den eneste afklarede person i filmen. I løbet af filmen bevidner vi standard ægteskabsproblemstillinger, der dog behandles med humoristisk og menneskelig indsigt.
O’ Russell har overbefolket Flirting With Disaster med excentriske, men konstant fascinerende og gennemførte karakterer, hvor især Richard Jenkins er fænomenal som stivstikkerbetjent, der får selvindsigt via eurofriske stoffer. Humoren er lettere bizar, men stilen er naturalistisk, og da O’Russell er konsekvent i hans raffinerede og sofistikerede humoristiske sans, understøtter denne hovedhistorien på sublim vis. Specielt mindeværdig er den sindssyg morsomme opvisning i fordomsfuld misforståelse og den skarpe satire, når moderen siger, at de ’ægte’ forældres hus udstråler all-American (Lily Tomlin og Alan Alda er forrygende som de dobbeltmoralske, skæve og besynderlige forældre). Flirting With Disaster byder på elegant underholdning, der er uhøjtidelig uden at miste dramatikken, og sød og sjov uden at underminere den troværdige alvor. En begavet og til tider original komedie, der illustrerer David O’Russells beundringsværdige og respektindgydende talent.
23/08-2005
