My Guide to Disappointment
2.0
Måske var mine forventninger højere end de burde være, men jeg mener bestemt ikke, at der er kommet en god filmatisering ud af Douglas Adams vanvittige og komiske mesterværk.
Bogen/bøgerne kører langt ud på de absurde tangenter med store filosofiske tanker vendt på hovedet i nogle komplekse underkommentarer til en vanvittig historie, der egentlig mest af alt fungerer som en undskyldning for at vende alting på hovedet. Historier om rumvæsener og galaktisk overlevelse er i det hele taget absurd, og Douglas Adams formår at bringe sin historie en stor portion charme og underfundighed ved at beskrive de mest langt ude situationer og omstændigheder med en knastør, stille britisk sarkasme.
I denne filmatisering af Garth Ennings er denne stille sarkasme udskiftet med et bombastisk og larmende overdrive, der ikke giver os plads til at nyde nogle sarkastiske detaljer. Man kunne måske sige at "Hitchhiker's Guide" i sig selv er en lang sarkastisk detalje, men i denne film serveres den med et højlydt overdramatisk score, en superhurtig klipning og en bombardering af grafiske effekter. Filmen glemmer helt at introducere og opbygge sine karakterer, da den har alt for travlt med at lave jokes over deres quirks og galskaber.
Den følger bogen pænt med en historie om vatnissen Arthur Dent (Martin Freeman), der slæbes med på en galaktisk blaffertur med sin alienven Ford Prefect (Mos Def), da jorden udslettes for at give plads til en galaktisk omfartsvej. De ender på et rumskib med Arthurs store forelskelse Trillian (Zooey Deschanel) og galaksens præsident Zaphod Beeblebrox (Sam Rockwell), og sammen tager de ud for at finde det store spørgsmål om livet og verden og alt det der.
Det store spørgsmål er om bogen overhovedet kan filmatiseres. Det er ikke en let opgave, men det kunne være gjort bedre end i denne film. Hvis manuskript forfatteren og instruktøren havde givet skuespillerne lidt mere ro til at gøre deres absurde karakterer til lidt mere end firkantede tegneseriefigurer, så ville filmen have et langt større dramatisk og sikkert også komisk impact.
Filmen har alt for travlt med at vise, hvad den teknisk formår. Det er også en flot film, men absolut ikke en dragende eller specielt sjov film. I stedet for at grine eller småklukke indvendigt brugte jeg tiden i biografsædet på at undgå at få hovedpine over filmens larmende visuelle og slapstick komiske stil.
Bogen/bøgerne kører langt ud på de absurde tangenter med store filosofiske tanker vendt på hovedet i nogle komplekse underkommentarer til en vanvittig historie, der egentlig mest af alt fungerer som en undskyldning for at vende alting på hovedet. Historier om rumvæsener og galaktisk overlevelse er i det hele taget absurd, og Douglas Adams formår at bringe sin historie en stor portion charme og underfundighed ved at beskrive de mest langt ude situationer og omstændigheder med en knastør, stille britisk sarkasme.
I denne filmatisering af Garth Ennings er denne stille sarkasme udskiftet med et bombastisk og larmende overdrive, der ikke giver os plads til at nyde nogle sarkastiske detaljer. Man kunne måske sige at "Hitchhiker's Guide" i sig selv er en lang sarkastisk detalje, men i denne film serveres den med et højlydt overdramatisk score, en superhurtig klipning og en bombardering af grafiske effekter. Filmen glemmer helt at introducere og opbygge sine karakterer, da den har alt for travlt med at lave jokes over deres quirks og galskaber.
Den følger bogen pænt med en historie om vatnissen Arthur Dent (Martin Freeman), der slæbes med på en galaktisk blaffertur med sin alienven Ford Prefect (Mos Def), da jorden udslettes for at give plads til en galaktisk omfartsvej. De ender på et rumskib med Arthurs store forelskelse Trillian (Zooey Deschanel) og galaksens præsident Zaphod Beeblebrox (Sam Rockwell), og sammen tager de ud for at finde det store spørgsmål om livet og verden og alt det der.
Det store spørgsmål er om bogen overhovedet kan filmatiseres. Det er ikke en let opgave, men det kunne være gjort bedre end i denne film. Hvis manuskript forfatteren og instruktøren havde givet skuespillerne lidt mere ro til at gøre deres absurde karakterer til lidt mere end firkantede tegneseriefigurer, så ville filmen have et langt større dramatisk og sikkert også komisk impact.
Filmen har alt for travlt med at vise, hvad den teknisk formår. Det er også en flot film, men absolut ikke en dragende eller specielt sjov film. I stedet for at grine eller småklukke indvendigt brugte jeg tiden i biografsædet på at undgå at få hovedpine over filmens larmende visuelle og slapstick komiske stil.
24/08-2005
