Keaton makes contact

Ordinær, men moderat underholdende metafysisk gyser, der anvender et nyere overnaturligt fænomen, hvor afdøde mennesker kontakter de levende på en lettere abstrakt måde gennem elektroniske apparater, som grobund for at fortælle historien om en enkemand, der ikke kan finde ro i sindet efter sin kones mystificerede død, hvorefter han derved hægter sig i håbet om at kunne få kontakt med hende gennem E.V.P. Den debuterende instruktør Geoffrey Sax er dog slet ikke interesseret i filmens hovedperson og dennes bagvedliggende motiver. Der fokuseres i stedet ukongruent meget på selve fænomenet, der efter min viden ikke før er blevet skildret i fiktionsfilmen.

White Noise er tydeligvis inspireret af Nakatis japanske horror-hit The Ring, men filmens handling (hvor man ikke kan undgå at associerer til Shadyacs kedelige Dragonfly, hvor White Noise dog er langt mere grusom og usentimental end førnævnte) er lidt for søgt, på trods af ivrige forsøg på at faktuelisere hændelserne gennem ældgamle citater og nyere undersøgelser (der ikke er andet end spekulerende postulater). E.V.P. er teknologiseret clairvoyance, og dette bliver en hel besættelse for hovedpersonen i White Noise, der tilsidesætter sit virkelige liv for at søge efter kontakt fra efterlivet. Hovedpersonen spilles tilpas afdæmpet af den altid fremragende, karismatiske og seværdige Michael Keaton, der med sin bare medvirken kan løfte en film betydeligt (og det kommer han til med White Noise). Desværre er det alt for sjældent, at vi ser Keaton i filmroller, og man kan kun ærgre sig over, at når han endelig påtager sin en nyere rolle, at den så er så uudfordrende og flad som tilfældet er her. Den indledende konstruering af familielykke- og idyl er utroværdig (Sax får til gengæld også nådesløs lidt tid til at opbygge dette aspekt plausibelt), og der gives heller ikke nok tid til at dvæle ved Keatons sorg og livsfrustration efter konens død, hvorved hovedpersonen aldrig for alvor bliver menneskelig. Personkarakteristikken er derved mangelfuld, og der er absolut ingen facetter at finde her. Desuden skøjtes der overfladisk henover signifikante plotelementer og filmiske nødvendigheder til at White Noise kan løfte sig op over det middelmådige, og handlingsfremdriften føles til tider ret fragmentarisk med et ujævnt tempo.

Når kritikken nu er blevet affyret, så kan White Noise ikke undsige sig at være en til tider ret effektiv og ferm gyser, som er rig på skræmmende gode chokmomenter, der for alvor overrumpler publikum. Især den intense finale er uhyre stemningsfyldt og uhyggelig, og Sax viser en sikker hånd over gysergenrens virkemidler. White Noise er en stabil og virkningsfuld gyser med en attraktiv visuel side, men helhedsindtrykket tynges dog af karikerede og unaturalistiske personer.