a Merlot?

Instruktøren Alexander Payne høstede stor international anerkendelse, både anmelder- og publikumsmæssigt, med det fine og humoristiske voksendrama About Schmidt, hvis afvæbnende humor dog distancerede publikum fra optimal emotionel indlevelse og udbytte. Payne korrekturer dette nogenlunde med hans seneste værk Sideways (der er bygget over en roman af Rex Dickett), der ligeledes har erhvervet sig massive lovprisninger overalt, blandt andet med en velfortjent Oscar for bedste adapterede manuskript. Sideways er da også superior sat i perspektiv med Paynes tidligere film, men efter endt spilletid kan man ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at Payne ikke har været dybdegående og kontemplativ nok i sin behandling af de væsentlige tematikker, som manuskriptet omhandler, og personligt må jeg sige, at jeg blev en smule skuffet over Sideways og føler, at filmen er lettere overvurderet, de massive rosende ord taget i betragtning. Fornem og underfundig humoristisk såmænd, men heller ikke noget, der for alvor overrumpler publikum med originalitet eller humanisme. Ikke decideret potentialespilde, men heller ikke så god, som oplægget fortjente.

Selvom jeg ikke er enig i den positive kritik af de filmiske kvaliteter, så kan man ikke komme udenom, at Sideways er en i særklasse (verdensklasse!) velspillet film af de sjældne. En af nyere tids mest begavede og talentfulde skuespillere (der heldigvis er rykket op fra de mindeværdige biroller til mere udfordrende personkarakteristikker) Paul Giammati leverer endnu en absolut pragtpræstation som den følelsesmæssigt hæmmede vin-entusiast, der kun udstråler ægte passion, når han filosoferer over forskellige vines oprindelse og endelige smag. Giammati præsenteres som en lidt ynkelig og menneskelig utroværdig karakter, der er kalkulerende i sit forsøg på ikke at opnå inderlig kontakt med sine medmennesker. Han er tydeligvis intelligent og grundlæggende også en charmerende herre, men pessimismen har fået overtaget. Giammati tager på en speciel polterabend (nærmere uge) med en kommende husbond, eminent spillet af en meget levendegørende Thomas Harden Church, hvor man straks føler det varmende venskab mellem disse to. Man fornemmer dog også hurtigt, at Giammati og Church grundlæggende har kontrasterende personligheder og værdier. På trods af Giammatis negative verdensopfattelse, så er han gennemført oprigtig, mens Church er en tidligere skuespillere, der tydeligvis lyver både for andre og sig selv i hans iver efter at finde seksuel tilfredsstillelse inden sit bryllup. Et af de tyngende problemer i Sideways er, at man først finder genuin empati for de to hovedkarakterer efter Giammatis selvdestruktive fuldmandstelefonopkald til ekskonen, der er en påmindelse om, hvor lidt Giammati har fået ud af livet, og dette er egentlig et godt stykke tid inde i filmen. Først herfra udfoldes det konkrete omdrejningspunkt, og det er desværre for sent.

Sideways er grundlæggende en meget realistisk kærlighedshistorie, hvor Payne tydeligvis postulerer unaivt, at mennesker er skabt for at være sammen, som et par. Dette indikeres allerede under indledningcredits, hvor filmens cast og crew præsenteres to ad gangen. Den todelte symmetri går igen senere i filmen (blandt andet under den underlig uintegrerede splitscreen-sekvens), men en del af kærligheden indbefatter jo også, at man kaster sig ud i det. Sideways er derved ligeledes en film, der omhandler det at gribe chancen og livet, og selvom dette lyder håbløs banalt, så visualiseres det med en uovertruffen sans for finesser og under en anderledes ramme. Giammati finder en selvindsigt og endda drømmerealisering (på et mere menneskeligt og signifikant plan), selvom slutningen naturligvis er åben for fortolkninger (og fremragende og ukonkluderende, om end forløst, på grund af dette). Når Giammati intenst beretter om sin forkærlighed for Pirot-vinen, så erklærer han naturligvis ubevidst sin egen personlighed overfor kærlighedsinteressen (en superb Virginia Madsen), og vi som publikum får ligeledes indsigt i en kompleks karakter, der slutteligt ender mere storsindet og livsglad. Man savner mere af denne afdæmpede tvetydighed i Sideways, og selvom det er en elegant og interessant måde at illustrerer det at leve livet og i kærligheden på gennem de to kontrasterende karakterer, der tilsyneladende ikke kan finde det rette balancepunkt, så løfter dette ikke filmen op på et for alvor mindeværdigt niveau. Som Sideways står nu er det en skuespillerfilm af de store, hvor dialogen er sublim skrevet og leveret med stor karakterindsigt, men heller ikke meget mere.

Den visuelle side i Sideways er hamrende ordinær, tangerende til det kedelige, og musikken overeksponeres uden at være rørende understøtter. Filmen er dog overordnet ukompliceret og lettilgængelig, og som et par timers medrivende underholdning i et til tider smukt drama, fungerer den fint. Forvent dog ikke det åbenbarende mesterværk, som den er blevet ophævet til at være.