fortabt i en drøm

Instruktøren Jean Pierre Jeunet spillefilmsdebuterede med Delikatessen, en visuel, såvel som historiemæssig genistreg, der grundlagde en meget unik signatur for den stærke visionær. Delikatessen blev kreeret i kollaboration med Marc Caro, der også blev krediteret som medinstruktør på den efterfølgende De Fortabte Børns By, der var mindst ligeså kvalitativ og fascinerende som debuten. Herefter begik Jeunet dog et stort fejltrin ved at takke ja til det utaknemlige job som iscenesætter af den fjerde installation i Alien-serien, der endte som noget af et personligt flop for Jeunet. Han medbragte og udviste naturligvis sit specielle europæiske touch (samt velkendte skuespilleransigter fra sine tidligere film, blandt andet Ron Pearlman og Dominique Pinon), og set fra et visuelt aspekt var Alien: Genopstandelsen da også en særegen nydelse, men Jeunets unikke stil og den amerikaniserede historie blev ikke en succesfuld og velafbalanceret blanding, hvorved filmen ultimativt var genreforvirret og underlig ufokuseret. Jeunet vendte derefter tilbage til den franske filmindustri, hvor han udformede Frankrigs største internationale hit, den dybt originale, livsbekræftende og ubeskrivelig vidunderlige Den Fabelagtige Amélie fra Montmartre, der var en emotionel berigende oplevelse af de meget sjældne og største. En sådan personlig, kunstnerisk og kommerciel succes har uundgåeligt været svær for Jeunet at leve op til (bare forventningerne må have været uhyre tyngende), der med ambitiøs mine har kastet sig over filmatiseringen af Sébastian Japrisots roman En Lang Forlovelse, hvor den fantasifulde og optimistiske fortælling om Amélies menneskelige medhjælp er skiftet ud med en mere alvorlig, tungere og dramatisk historie, der dog stadig appellerer til både hjernen og hjertet. Der er ligeså visse tematiske paralleller, der kan trækkes mellem Den Fabelagtige Amélie fra Montmartre og En Lang Forlovelse.

Jeunet har atter allieret sig med skuespillerinden Audrey Tautou, der for alvor blev sat på verdenskortet med deres første stærke samarbejde (hun er i øjeblikket i gang med indspilningerne af Ron Howards konvertering af Dan Browns sensationelle Da Vinci Mysteriet). Tautou er endnu engang fremragende i den dominerende hovedrolle som den lettere handicappede unge dame, der nægter at tro, at hendes elskede er blevet dræbt under Første Verdenskrig. Jeunet er symptomatisk i hans skildring af krigens grusomme og bestialske væsen, men En Lang Forlovelse er ikke en decideret antikrigsfilm, da filmen i stedet vægter den dybfølte kærlighedshistorie, der er blevet ramt af krigens ofre. Man ænser den påtagede pessimisme og kynisme fra Jeunets side, når han indleder En Lang Forlovelse med et billede af et ødelagt krucifiks, der indikerer, at der intet håb er for psykisk frelse eller forløsning. Jeunet er dog en gennemført optimist, og dette præger tydeligvis En Lang Forlovelse, hvor slutresultatet langtfra er så drivende sentimentalt eller ensporet, som oplægget ellers antyder.

De tematiske ligheder mellem Jeunets to sidste film ligger i virkelighedsdistanceringen hos hovedkarakteren, hvor Tautous indædte forhåbninger langsomt udvikles til decideret virkelighedsfornægtelse (hendes mange selvkreerede hvis-dette-nu-sker-så… er en hjerteskærende genistreg fra Jeunets side), og dette eksplorerer Jeunet med en nærmest filosofisk indsigt i den latente tragedie. Personkarakteristikkerne over det brede og excentriske persongalleri er absolut eminente og nuancerede, og endnu giver Jeunets visualiserede og detaljerede baggrundshistorier en uhyre menneskelig effekt. Herudfra fremhæves den meningsløse tragedie, som krigens konsekvenser fremmaner, men som sagt er En Lang Forlovelse ikke en realistisk krigsskildring, men anvender vanviddet som grotesk historieunderstøtter. Tautous stærke sind insisterer på en sjælsmæssig kontakt med sin udkårne, hvor kærligheden mellem disse to løftes op til et højere plan. Handlingen er fascinerende, følelsesladet og ekstrem medrivende, men man kunne godt have ønsket, at Jeunet ville have været en smule mere bredtfavnende, da dampen ikke holdes konstant oppe under hele dette to timer lange storværk. Jeunet udtrykker, at stædighed ikke må udformes til tåbelighed, og at håbet ligeledes heller ikke må blive selve livet når de kolde, men deprimerende faktums og realiteter tilsyneladende præsenteres evidente. Jeunet lader dog alligevel Tautou genfindes med sin elskede i slutningen efter en begivenhedsrig og ret så speciel og mindeværdig (for publikum ligeledes) odysse, hvor lyksaligheden og forløsningen dog er tvetydig. Hukommelsestabet udraderer de forfærdelige krigsminder, men ligeså kærligheden. Jeunet antyder dog forhåbningsfuldhed, når han lader den ungdommelige Gaspard Ulliel gentage velkendte ord, der illustrerer, at kærligheden findes i hjertet og ikke hjernen. Jeunet viser dog tydelig bevidsthed om, at En Lang Forlovelse er en romantiseret (men ikke oversentimental og konstrueret) fiktionsfilm, gennem den overliggende fortællerstemme i tredjeperson.

Jeunet har med En Lang Forlovelse endnu engang begået et æstetisk og psykedelisk (men desværre ikke historiemæssigt) mesterværk, der er en billedskøn sanseoplevelse af de store. De smukke og maleriske billeder er ren poesi for øjnene, og man kan simpelthen ikke undgå at forelske sig dybt i den bedårende visuelle side. Farvesammensætningerne er originale, scenografien ekstraordinær og kameraføringen af Bruno Delbonnell er ubeskrivelig superb. Disse mesterlige kvaliteter understøttes tillige af den rørende musik af Angelo Badalamenti. Jeunet udviser et i særklasse kunstnerisk og virtuost overblik på dette område, og hans egenrådige og bizarre stil umuliggøre imitation fra andre mindre originale plagiatorer. Den nærmest absurde humor føles ikke forceret, men er en integreret del i Jeunets specielle og anderledes fortælling, der besidder en indiskutabel bagvedliggende intelligens. Det er en storslået, raffineret og uovertruffen visualisering, som Jeunet beriger publikum med, men desværre besidder En Lang Forlovelse ikke den samme emotionelle og monstrøse gennemslagskraft som Den Fabelagtige Amélie fra Montmartre, og filmen overrumpler derved heller ikke publikum i samme omfang. Jeunet beviser dog med En Lang Forlovelse, at han er en alsidig og meget personlig filmmager, der ikke bryder sammen under tårnhøjt forventningspres, da filmen er umådelig vellykket og seværdig. 4 af de største og mest anbefalelsesværdige stjerner herfra.