retrospektiv postmodernisme
5.0
Wes Anderson er en af nyere tids mest opsigtsvækkende, unikke og talentfulde auteurer fra den amerikanske filmindustri, som trækker publikum velvilligt ind i hans originale og nærmest surrealistiske universer, hvor han behersker den intelligente og sofistikerede humor, mageløse historieudfoldelse og formidable karakterinstruktion med et nærmest uhørt overblik. I tilgift er han en distingverende visuel visionær med hang til en uhyggelig velvalgt lydside. Debuten Bottle Rocket (der af den notoriske og legendariske filmmager Martin Scorsese blev celebreret som en af 90’ernes allerbedste film) var et seværdigt og humoristisk anslag for Andersons personlige signaturer, der blev mere raffinerede og intelligente med den helt igennem fantastiske og anderledes komediedrama Rushmore. Anderson er blevet lovprist af både kritikere og en bredtfavnende publikumsmasse, og han scorede da ligeledes også sin største kommercielle succes med den vidunderlige og hjertegribende excentriske familieskildring The Royal Teenembaums. Herefter havde Anderson frie hænder til at realisere et hvilket som helst projekt, som hans geniale hjerne kunne kreere, og valget faldt på dette ambitiøse drømmeprojekt The Life Auqatic, der er kraftig inspireret (og dedikeret til) undervandsfilmmageren Jacques-Yves Cousteau, der efter sin død i 1997 er blevet lidt af en legende. Desværre var kritikerne ikke helt overbeviste om de filmiske kvaliteter i The Life Auqatic, og publikum valfartede ikke ligefrem i biograferne for at overvære Andersons seneste genistreg. Set fra et objektivt perspektiv er dette muligvis forståeligt, da The Life Auqatic ikke rigtig lever op til de tårnhøje forventninger, som filmen lider under, og Anderson virker også underlig ufokuseret i sin fortælling, der ikke har den samme universelle appeal, som hans foregående film besad i så rigelige mængder. Dog fandt jeg som ekstrem Anderson-fan alligevel tilfredsstillelse i The Life Auqatic, der utvivlsomt er en mærkværdig, men også uhyre charmerende og seværdig film, der dog ikke ligefrem sprudler af kunstnerisk helgardering.
Anderson har allieret sig med et beundringsværdigt ensemblecast i sin simple historie om en menneskelig charlatan, der tager ud på et hævnfyldt havtogt, samtidig med at han er en participant i en ganske ømtålelig og skæv familieskildring. Oceanografen Steve Zissou er et selvcentreret og manipulerende menneske, der kun træder ind i det sympatiske lys takket være en veloplagt Bill Murrays komiske underspil og absolut brillante portrættering af en i bund og grund dysfunktionel og konsekvent selviscenesættende mand uden identitetssøgning, men med masser af ægteskabelige- og omverdenskomplikationer. The Life Auqatic er desværre (og faktisk ganske overraskende) fattig på kontemplativ subtekst, men filmens virkningsfulde simplicitet må nu heller ikke undermineres. Murrays hævntogt er naturligvis mere en indre odysse, der ultimativt leder til selverkendelse og forbedring af menneskelige kvaliteter, men på trods af dette aspekts forudsigelighed (et ord man i hvert fald ikke kan bruge om resten af filmen!) medrives man og beriges i tilgift emotionelt. Katalysator for opvækkelsen er en vens død (som Murray forsøger at udnytte til egen finansiel vinding) og opdagelsen af en mulig søn, fornemt spillet af Owen Wilson (der denne gang ikke her fungeret som medaktør på manuskriptsiden, hvorved dialogen er knap så frisk og lattervækkende), der endnu engang cementerer sin position som Hollywoods mest alsidige og intelligente komikere, der er ligeså formfuldendt når det omhandler seriøs dramatik. Dette opståede far/søn forhold bliver fokuspunkt i The Life Auqatic, der dog til tider ikke føles særlig sammenhængende, men som fungerer mere som en opvisning i fragmenterede humoristiske sekvenser. Andersons film har altid haft en attraktiv, anderledes og unik visuel stil, der dog aldrig har taget fokus fra det originale interiør (stil med substans), men med The Life Auqatic er der ingen dybere lag, man kan eksplorere. Heldigvis er filmen dog rig på lattervækkende absurditeter og tonsvis af detaljerige finesser, der kan aflede publikums opmærksomhed fra den flade historie.
Anderson indleder The Life Auqatic med en teaterforestilling (et personligt signatur), der bevidst og forceret erkender og påminder en om, at dette foregår i et fiktionsunivers, hvor realisme (ikke at forveksle med plausibilitet) ikke er en nødvendighed og selvfølge. Mementoet indikeres igen med Henry Selicks fantasifulde og bevidst kluntede stop-motion, der understøtter både fiktionsfornemmelsen og hovedpersonens selvindbildning. Rundt om Murray er der et bredtfavnende, bizart og excentrisk persongalleri, hvor de individuelles distingverende personlighedssubstans er gennemført og plausibelt. Skuespillerne har tydeligvis moret sig under indspilningerne, hvor især en morsom og veloplagt Jeff Goldblum som nemesis og en scenestjælende og uforglemmelig William Dafoe som jaloux tysker (der får nogle af filmens allerbedste jokes) skiller sig ud. Anjelica Huston og Cate Blanchett er dog også ret velspillende i deres respektive roller, og det eneste, man kan beklage sig over på skuespillersiden er, at den altid mesterlige Noah Taylor desværre underanvendes i sin beskedne rolle.
Hvis man ikke distanceres på grund af Andersons aparte fortællerstil, så er der virkelig fuldt udbytte at finde i hans film. Anderson er et ubestridt geni med en meget underfundig humor, der især vækkes til live i de mange detaljer. Personernes enslignende tøj er ubeskrivelig komisk, og scenografien er ganske idérig. Desuden byder The Life Auqatic på et par sindssygt morsomme skuddueller og en overrumplende original iscenesat helikopterstyrt. Den visuelle side er endnu engang absolut eminent, og især husker man de mindeværdige visuelle skildringer af skibet Belafonte, vist som et tværsnit. På musiksiden fortjener Mark Mothersbaugh endnu engang lovprisning gennem hans originalitet. Musikken er forrygende og absolut superb, hvor hovedbestanddelen består af akustiske David Bowie sange på portugisisk. Det lyder måske underligt og nærmest grotesk, men det fungerer fremragende!
Det er først i filmens sidste halve time, at man tydeligvis mærker den klassiske Anderson (med en ganske rørende og smuk slutning, efterfølgende genkendelig slo-mo), og dette trækker lige filmen op på den femte stjerne. The Life Auqatic har sine strålende og magiske momenter, hvor der også bydes på suveræn og overlegen virkningsfuld underholdning, men mange vil nok betragte filmen som en blandet landhandel. Mine fem givne stjerner skal da også tages med en smule forbehold, siden jeg er umådelig stor beundrer af Andersons filmiske talent og kan derfor se igennem fingrer med nogle af de større fejl, der er at finde i filmen. Selvom de fem stjerner derfor er ret så subjektive, så skal der dog alligevel lyde en klar anbefaling herfra, og selvom The Life Auqatic langtfra er Andersons bedste film, så er det en seværdig og anderledes oplevelse, som man ikke burde snyde sig selv for.
Anderson har allieret sig med et beundringsværdigt ensemblecast i sin simple historie om en menneskelig charlatan, der tager ud på et hævnfyldt havtogt, samtidig med at han er en participant i en ganske ømtålelig og skæv familieskildring. Oceanografen Steve Zissou er et selvcentreret og manipulerende menneske, der kun træder ind i det sympatiske lys takket være en veloplagt Bill Murrays komiske underspil og absolut brillante portrættering af en i bund og grund dysfunktionel og konsekvent selviscenesættende mand uden identitetssøgning, men med masser af ægteskabelige- og omverdenskomplikationer. The Life Auqatic er desværre (og faktisk ganske overraskende) fattig på kontemplativ subtekst, men filmens virkningsfulde simplicitet må nu heller ikke undermineres. Murrays hævntogt er naturligvis mere en indre odysse, der ultimativt leder til selverkendelse og forbedring af menneskelige kvaliteter, men på trods af dette aspekts forudsigelighed (et ord man i hvert fald ikke kan bruge om resten af filmen!) medrives man og beriges i tilgift emotionelt. Katalysator for opvækkelsen er en vens død (som Murray forsøger at udnytte til egen finansiel vinding) og opdagelsen af en mulig søn, fornemt spillet af Owen Wilson (der denne gang ikke her fungeret som medaktør på manuskriptsiden, hvorved dialogen er knap så frisk og lattervækkende), der endnu engang cementerer sin position som Hollywoods mest alsidige og intelligente komikere, der er ligeså formfuldendt når det omhandler seriøs dramatik. Dette opståede far/søn forhold bliver fokuspunkt i The Life Auqatic, der dog til tider ikke føles særlig sammenhængende, men som fungerer mere som en opvisning i fragmenterede humoristiske sekvenser. Andersons film har altid haft en attraktiv, anderledes og unik visuel stil, der dog aldrig har taget fokus fra det originale interiør (stil med substans), men med The Life Auqatic er der ingen dybere lag, man kan eksplorere. Heldigvis er filmen dog rig på lattervækkende absurditeter og tonsvis af detaljerige finesser, der kan aflede publikums opmærksomhed fra den flade historie.
Anderson indleder The Life Auqatic med en teaterforestilling (et personligt signatur), der bevidst og forceret erkender og påminder en om, at dette foregår i et fiktionsunivers, hvor realisme (ikke at forveksle med plausibilitet) ikke er en nødvendighed og selvfølge. Mementoet indikeres igen med Henry Selicks fantasifulde og bevidst kluntede stop-motion, der understøtter både fiktionsfornemmelsen og hovedpersonens selvindbildning. Rundt om Murray er der et bredtfavnende, bizart og excentrisk persongalleri, hvor de individuelles distingverende personlighedssubstans er gennemført og plausibelt. Skuespillerne har tydeligvis moret sig under indspilningerne, hvor især en morsom og veloplagt Jeff Goldblum som nemesis og en scenestjælende og uforglemmelig William Dafoe som jaloux tysker (der får nogle af filmens allerbedste jokes) skiller sig ud. Anjelica Huston og Cate Blanchett er dog også ret velspillende i deres respektive roller, og det eneste, man kan beklage sig over på skuespillersiden er, at den altid mesterlige Noah Taylor desværre underanvendes i sin beskedne rolle.
Hvis man ikke distanceres på grund af Andersons aparte fortællerstil, så er der virkelig fuldt udbytte at finde i hans film. Anderson er et ubestridt geni med en meget underfundig humor, der især vækkes til live i de mange detaljer. Personernes enslignende tøj er ubeskrivelig komisk, og scenografien er ganske idérig. Desuden byder The Life Auqatic på et par sindssygt morsomme skuddueller og en overrumplende original iscenesat helikopterstyrt. Den visuelle side er endnu engang absolut eminent, og især husker man de mindeværdige visuelle skildringer af skibet Belafonte, vist som et tværsnit. På musiksiden fortjener Mark Mothersbaugh endnu engang lovprisning gennem hans originalitet. Musikken er forrygende og absolut superb, hvor hovedbestanddelen består af akustiske David Bowie sange på portugisisk. Det lyder måske underligt og nærmest grotesk, men det fungerer fremragende!
Det er først i filmens sidste halve time, at man tydeligvis mærker den klassiske Anderson (med en ganske rørende og smuk slutning, efterfølgende genkendelig slo-mo), og dette trækker lige filmen op på den femte stjerne. The Life Auqatic har sine strålende og magiske momenter, hvor der også bydes på suveræn og overlegen virkningsfuld underholdning, men mange vil nok betragte filmen som en blandet landhandel. Mine fem givne stjerner skal da også tages med en smule forbehold, siden jeg er umådelig stor beundrer af Andersons filmiske talent og kan derfor se igennem fingrer med nogle af de større fejl, der er at finde i filmen. Selvom de fem stjerner derfor er ret så subjektive, så skal der dog alligevel lyde en klar anbefaling herfra, og selvom The Life Auqatic langtfra er Andersons bedste film, så er det en seværdig og anderledes oplevelse, som man ikke burde snyde sig selv for.
27/08-2005
