Ultimativ Bergman

Dette er måske Ingmar Bergmans største film. Ud over at være en visuel og symbolsk tour de force, indeholder den tematiske elementer fra de største af instruktørens tidligere film. Blandt disse intertekstuelle referancer ses den lette festscene i starten, der viser tilbage til lystspillet, Sommernattens smil, scenerne i jødens hus, hvor der stilles spørgsmålstegn ved Alexanders identitet, er et ekko fra Persona, og den modbydelige biskop kan i visse tilfælde sammenlignes med Hets, som Bergman skrev for Sjöberg.
Disse referancer, og utallige flere, gør Fanny og Alexander til et eminent værk, den opmærksomme filmseer kan se igen og igen. Det tvetydige skuespil af især Bertil Guve som Alexander er en suveræn børneskuespillerpræstation, der ikke er overgået nogensinde.
Filmen er selvbiografisk og viser Bergmans barndom, hans verden og hans store fantasi. Man er i mange scener i tvivl om, hvorvidt begivenhederne er genstand for denne fantasi, eller om de rent faktisk finder sted. Derfor giver filmen et indgående indblik i auteur-instruktørens psyke og derved hans tidligere produktioner. Derfor er der ingen tvivi: er du til Bergmans film, er der ingen vej uden om, og uanset om du ser Fanny og Alexander før eller efter hans andre film, vil den enten ses som en introduktio eller en opsummering af hans unikke univers.