At overleve
5.0
Det stilfærdige, historiske drama om venskab og forskellige former for overlevelse er muligvis Kurosawas mest oversete film. Den blev indspillet i Sovjetunionen midt i 70erne og er fortsat enten et sjældent eller dyrt bekendtskab på DVD.
Filmen begynder med en russisk kortlægningsekspedition, der i 1905 er rejst til den fjerne sibiriske provins Jakutsk for at blive klogere på de dengang uudforskede områder af det store land.
Ekspeditionen farer naturligvis vild men støder på den indfødte Dersu, som virkelig "gør en forskel" - især for ekspeditionslederen, som knytter et personligt venskab til den stolte, lille mand, der kender den barske natur bedre end nogen anden. Han er en uovertruffen jæger og læremester.
Men end ikke Dersu lever evigt, så efter kanp 20 år, da hans syn er blevet for dårligt til at kunne begå sig som jæger, forsøger ekspeditionslederen at få ham til at flytte til byen. Mødet med civilisationen viser sig selvsagt umuligt, og Dersu forlader til sidst byen for aldrig mere at vende tilbage.
Billedsiden er filmens største force. Naturen er en meget aktiv med- og modspiller. Sent vil jeg glemme Dersus og vor hovedperson og fortællers kamp for at få samlet siv sammen ude i den tilfrosne mose inden snestormens komme.
Der er stort set kun anvendt naturens egne lyde i hele filmen. Kombineret med den sparsomme dialog er der tale om en meget usædvanlig filmoplevelse, som vil kede den utålmodige men fascinere den modtagelige dybt.
Filmen begynder med en russisk kortlægningsekspedition, der i 1905 er rejst til den fjerne sibiriske provins Jakutsk for at blive klogere på de dengang uudforskede områder af det store land.
Ekspeditionen farer naturligvis vild men støder på den indfødte Dersu, som virkelig "gør en forskel" - især for ekspeditionslederen, som knytter et personligt venskab til den stolte, lille mand, der kender den barske natur bedre end nogen anden. Han er en uovertruffen jæger og læremester.
Men end ikke Dersu lever evigt, så efter kanp 20 år, da hans syn er blevet for dårligt til at kunne begå sig som jæger, forsøger ekspeditionslederen at få ham til at flytte til byen. Mødet med civilisationen viser sig selvsagt umuligt, og Dersu forlader til sidst byen for aldrig mere at vende tilbage.
Billedsiden er filmens største force. Naturen er en meget aktiv med- og modspiller. Sent vil jeg glemme Dersus og vor hovedperson og fortællers kamp for at få samlet siv sammen ude i den tilfrosne mose inden snestormens komme.
Der er stort set kun anvendt naturens egne lyde i hele filmen. Kombineret med den sparsomme dialog er der tale om en meget usædvanlig filmoplevelse, som vil kede den utålmodige men fascinere den modtagelige dybt.
28/08-2005
