Ukunstfærdigt mesterværk
6.0
Det er det kommunistiske Kinas jævne indbyggeres glæder og sorger fra midten af 1940rne og godt 20 år frem, som Zhang Yimou hér har skildret.
Omdrejningspunktet er en ikke alt for spids familiefar, der til at begynde med spiller sin families formue bort, så familien må gå fra hus og hjem (bedstefaderen dør i et raserianfald over sønnens uduelighed!)
Men hans dybe armod og ringe talent for at tjene penge bliver hans redning, da Maos revolution ruller gennem landet få år senere og udrenser alle "spekulanter" og "klassefjender".
Nu må han og familien til at lære at begå sig som gode og nøjsomme kommunister. Omfordelingspolitikken sikrer mad på bordet, men andre ting fungerer til gengæld slet ikke, og de nærmest vilkårlige arrestationer er med til at sprede frygt for at falde udenfor.
Filmisk er der gjort meget for at undgå melodramatiske effekter og andre store armbevægelser. Yimou insisterer på, at billedernes, handlingens og skuespillets stemning af virkelighedsnær ægthed gør et større indtryk. Og det har han så afgjort ret i.
- Mesterværker kan man altid finde. Men de færreste er ligeså uprætentiøse, ukunstfærdige, og troværdige som Yimous(!)
Det er såvel historisk film, humor og socialrealisme, når det fungerer allerbedst. Resultatet er intet mindre end mageløst vellykket.
I mine øjne er "At Leve" dels Yimous bedste værk og dels - ganske enkelt - én af det 20. århundredes bedste og vigtigste film (som alle og enhver naturligvis burde se).
Omdrejningspunktet er en ikke alt for spids familiefar, der til at begynde med spiller sin families formue bort, så familien må gå fra hus og hjem (bedstefaderen dør i et raserianfald over sønnens uduelighed!)
Men hans dybe armod og ringe talent for at tjene penge bliver hans redning, da Maos revolution ruller gennem landet få år senere og udrenser alle "spekulanter" og "klassefjender".
Nu må han og familien til at lære at begå sig som gode og nøjsomme kommunister. Omfordelingspolitikken sikrer mad på bordet, men andre ting fungerer til gengæld slet ikke, og de nærmest vilkårlige arrestationer er med til at sprede frygt for at falde udenfor.
Filmisk er der gjort meget for at undgå melodramatiske effekter og andre store armbevægelser. Yimou insisterer på, at billedernes, handlingens og skuespillets stemning af virkelighedsnær ægthed gør et større indtryk. Og det har han så afgjort ret i.
- Mesterværker kan man altid finde. Men de færreste er ligeså uprætentiøse, ukunstfærdige, og troværdige som Yimous(!)
Det er såvel historisk film, humor og socialrealisme, når det fungerer allerbedst. Resultatet er intet mindre end mageløst vellykket.
I mine øjne er "At Leve" dels Yimous bedste værk og dels - ganske enkelt - én af det 20. århundredes bedste og vigtigste film (som alle og enhver naturligvis burde se).
29/08-2005
