I got the power

Hypotetisk set burde Dear Wendy som slutresultat have været en fejlkonstruering, da blandingen mellem Danmarks enfant terrible Lars von Trier og den mere optimistiske og talentfulde Thomas Vinterberg godt kunne opfattes som besværlig, hvis ikke decideret selvmodsigende. Triers insisterende misantropi kontra Vinterbergs mere humanistiske eksploration i tragedier, der føles hudløst ægte. Narcissistiske von Trier (hvis film for mit vedkommende ikke har været andet end udbyttefattige prøvelser) har som alle nok ved leveret manuskriptet til Dear Wendy, men valgte af tidsmæssige årsager at træde fra instruktørjobbet, som Vinterberg i stedet overtog. Efter spillefilmsdebuten med De Største Helte og ikke mindst den allerførste Dogme-film, den berettiget prisbelønnede Festen, blev Vinterberg udråbt som Danmarks nye filmiske håb og erhvervede sig nærmest gudestatus. Hårdt presset af tårnhøje forventninger tog han den diametrale modsatte vej med den visuelt smukke og poetiske It’s All About Love, der på handlingspunktet dog besad fatale mangler. Filmen blev en delvist fortjent kæmpefiasko, og navnet Vinterberg glimrede ikke længere så lyst og skinnende. Vinterberg har dog heldigvis kunnet frakaste sig det enorme forventningspres med Dear Wendy, der føles langt mere vellykket end It’s All About Love, da den ikke besidder førnævntes strangulerende prætentiøse overtoner.

Dear Wendy er en lettere obskur dramatisering over begrebet våbenbesiddelse og den destruerende og farlige magtposition, som denne medfører. Da von Trier som sagt agerer manuskriptforfatter blev Dear Wendy straks kategoriseret som kontroversiel og kritisk overfor den amerikanske levemåde (filmen har da ligeledes også skabt forargelse ’over there’), nærmere bestemt deres våbenfascination, høje mordstatistik og hykleriske indstilling overfor sammenhængen mellem disse. Der er surrealistisk satiriske undertoner at finde i Dear Wendy, men historien er langt mere universal, bredtfavnende og flerlaget end bare overfladisk kritik af Amerika. Denne kvalitet kan kun skyldes Vinterbergs fornemme historiehåndtering, for selvom både von Trier og Vinterberg utvivlsomt er intellektuelt begavede herrer af højeste habitus, så er Vinterberg mere sober og fordomsfri i hans kontemplative anskuelse og behandling. Det kunstneriske aspekt i Dear Wendy er desværre blevet undermineret betydeligt via kritikernes filistrøse fokusering på ’amerikaner-nedværdigelsen’, for selvom filmen ikke er et innovativt storværk, så har den sine originale momenter og visualiseringer.

Jamie Bell, der fik sig noget af et gennembrud med rollen i Daldrys livsbekræftende Billy Elliot, er fremragende som den pacifistiske hovedkarakter, der fascineres af et våbens magt. Allerede her fremvises det kontrasterende og paradoksale, men lige under studiet i desillusionerede idealer og destrueringen af disse, leveres der et følsomt, indsigtsfuld og nuanceret portræt af rastløse unge i et isoleret samfund. Bell er en outsider, der bryder det planlagte fremtidige mønster, og finder i selskab med andre utilpasse unge psykologisk udvikling i kærligheden og tilbedelsen af det materielle, i dette tilfælde våben. Den første halvdel af Dear Wendy er et reflekterende og intelligent nærstudie i ungdoms- og menneskelig usikkerhed (Vinterbergs ekspertise), mens den i slutningen koncentrerer sig mere omkring menneskets svaghed og forandring overfor et magtgivende element (her personificeret i det dødelige våben naturligvis). Her falder interessen en smule fra publikums side, selvom overgangen godt kan forsvares tematisk og analytisk. Vinterberg er mere sociologisk orienteret end von Trier, samtidig med en han bevarer en befriende sorthumoristisk kant. Den velkomponerede akkompagnerende musikside understøtter de unges transformation fra individualister med lavt selvværd til zombier (Dear Wendy er fyldt med ældre The Zombies-sange og referencen Wendy er Bells våben), der bliver våbnets medium, og ikke omvendt, og definerer deres eget værd gennem denne. Deres selvophøjende og virkelighedsfjerne opførsel bliver momentvis en smule for bizar, og visse aspekter af handlingen føles for konstrueret. Dear Wendy er dog hovedsagelig en original, medrivende, spændende og sofistikeret film, der på en anderledes måde beretter om den korrumperende magt.

Æstetisk set er Dear Wendy ikke overraskende en unik og vidunderlig nydelse, hvor Anthony Dod Mantle (der også stod for den mageløse og uovertrufne fotografering af Danny Boyles 28 Days Later) serverer nogle virkelig flotte og intense billeder. Især de berettende visualiseringer af kuglers ødelæggelse i kroppen, der indklippes under skudduellerne, understøtter det groteske på innoverende vis. Dear Wendy er en forbavsende helstøbt og meningsfuld satirisk affære, som rummer mere emotionel force end forventet. Vinterberg opnår ikke fordums ære og ophævende ros, men han beviser her, at han er en alsidig filmmager med stort talent for spændende og tvetydig subtekst.