cool and Chili
3.0
Stjernebesat, men overflødig og tynd fortsættelse til Barry Sonnenfelds ligeledes umindeværdige krimikomedie fra 1996, Get Shorty, der var baseret på en roman af Elmore Leonard, men som desværre ikke ramte den samme humoristiske elegance eller stil som bogen i overflod besad. Efter premieren på Get Shorty skrev Leonard en opfølger til bogen, og Be Cool skulle naturligvis også filmatiseres. Sonnenfeld er blevet udskiftet med den garvede F. Gary Gray, der åbenlyst mangler en selvstændig indfaldsvinkel til en Leonard-filmatisering (tydelig inspiration hentes hos kollegerne Soderbergh og Tarantino, der utvivlsomt har stået bag de bedste adaptioner), men hans filmgengivelse af Be Cool føles mere vellykket og seværdig end Sonnenfelds, om end den er noget fragmenteret og løst fortalt. Gray har tidligere udvist sin habile kompetence som en solid underholdere (med The Italian Job som højdepunkt) uden forpligtende kunstneriske ambitioner, og det matcher fint med denne uforpligtende og uhøjtidelige komedie med et smittende humør.
Efter en del identiske og flade roller nyder John Travolta tydeligvis at vende tilbage til rollen som den hårdtslående og nonchalante Chili Palmer, der denne gang udfolder sine atypiske arbejdsmetoder i musikindustrien. Indledningen i Be Cool lover rigtig godt, hvor der selvironisk og satirisk mediteres over de uoriginale fortsættelser, som Hollywood finder obligatoriske at producere. Den indikerede selvironi og indforståede leg med sequels er dog langtfra konsekvent under filmen, og indledningen kommer til at stå som en selvstændig joke uden rigtig historiemæssig signifikans. Altid seværdige James Woods er dog herlig overgearet og veloplagt, og han står endda bagerst i rækken af alle de store stjerner, der er at finde i Be Cool. Handlingen er, på trods af et bredt persongalleri og masser af sidespring, ganske simpel og lettilgængelig. Travoltas karakter tilsidesættes flere gange for at gøre plads til velbesatte og varierede bifigurer, hvor Dwayne ’The Rock’ Johnson glimrer med en storslået karisma som homoseksuel bodyguard. The Rock er utvivlsomt den største fornøjelse at finde i Be Cool, hvor ellers altid morsomme Vince Vaughn desværre overspiller ukomisk som raceforvirret manager. Vaughn bibringer ikke den ellers altid nærværende charme, og hans karakter føles til tider ret anstrengende og humortyngende. Uma Thurman har ikke meget at lave som sorgløs enke, og, som rollen påkræver, agerer hun intet andet end tiltrækkende kærlighedsinteresse. Harvey Keitel er noget nær forfærdelig (ligeså i sit kommercielle rollevalg) som musikproducent, hvor man krummer tæer over hans pinlige rap-udfoldelser. Personerne er rendyrkede karikaturer, der aldrig for alvor vækkes til live af skuespillerne, der dog tydeligvis har moret sin under indspilningerne. Den excentriske og ret humoristiske Cedric the Entertainer er dog rigtig god blød voldsmand, og André 3000 (fra fantastiske Outkast, hvis fornemme musikvideo til Mrs. Jackson er instrueret af Gray) får da også en udmærket morsom filmdebut.
Be Cool er spækket med både åbenlyse og mere skjulte filmiske referencer, hvor der til tider også dyrkes meta-film i stor stil. At overføre handlingen til musikindustrien er ikke den værste idé, men lidt for ofte føles Be Cool som ren propaganda for Christina Milians sangtalenter og ikke en helstøbt film. Gray har hverken været synderlig kreativ eller selektiv i sin iscenesættelse, og til tider mister han også kontrol over den ellers relative enkle handling. Be Cool fungerer bedst ved de alenestående jokes og humoristiske sekvenser (især afslutningsjoken er helt forrygende!), da den overlange spilletid gør komikken lettere trættende. Be Cool besidder dog en uhyre velskrevet, lattervækkende og skarp dialog, der byder på en i særdeleshed morsom og velargumenteret monolog om de etniskes indflydelse på den amerikanske kultur.
Kun Hollywood kan levere en så flad og grundlæggende ligegyldig affære, og så stadig opløfte det til en forrygende, glamourøs og overordnet elegant nydelse. Be Cool er en attraktiv og popkulturel bagatel, der tilhører kategoriseringen ’guilty pleasure’. Uskyldig eskapisme, der fortjener tre rigtig store stjerner.
(Som altid sindssyg spændende læsning fra din side af, Sandmand. Fremragende og berigende indlæg)
Efter en del identiske og flade roller nyder John Travolta tydeligvis at vende tilbage til rollen som den hårdtslående og nonchalante Chili Palmer, der denne gang udfolder sine atypiske arbejdsmetoder i musikindustrien. Indledningen i Be Cool lover rigtig godt, hvor der selvironisk og satirisk mediteres over de uoriginale fortsættelser, som Hollywood finder obligatoriske at producere. Den indikerede selvironi og indforståede leg med sequels er dog langtfra konsekvent under filmen, og indledningen kommer til at stå som en selvstændig joke uden rigtig historiemæssig signifikans. Altid seværdige James Woods er dog herlig overgearet og veloplagt, og han står endda bagerst i rækken af alle de store stjerner, der er at finde i Be Cool. Handlingen er, på trods af et bredt persongalleri og masser af sidespring, ganske simpel og lettilgængelig. Travoltas karakter tilsidesættes flere gange for at gøre plads til velbesatte og varierede bifigurer, hvor Dwayne ’The Rock’ Johnson glimrer med en storslået karisma som homoseksuel bodyguard. The Rock er utvivlsomt den største fornøjelse at finde i Be Cool, hvor ellers altid morsomme Vince Vaughn desværre overspiller ukomisk som raceforvirret manager. Vaughn bibringer ikke den ellers altid nærværende charme, og hans karakter føles til tider ret anstrengende og humortyngende. Uma Thurman har ikke meget at lave som sorgløs enke, og, som rollen påkræver, agerer hun intet andet end tiltrækkende kærlighedsinteresse. Harvey Keitel er noget nær forfærdelig (ligeså i sit kommercielle rollevalg) som musikproducent, hvor man krummer tæer over hans pinlige rap-udfoldelser. Personerne er rendyrkede karikaturer, der aldrig for alvor vækkes til live af skuespillerne, der dog tydeligvis har moret sin under indspilningerne. Den excentriske og ret humoristiske Cedric the Entertainer er dog rigtig god blød voldsmand, og André 3000 (fra fantastiske Outkast, hvis fornemme musikvideo til Mrs. Jackson er instrueret af Gray) får da også en udmærket morsom filmdebut.
Be Cool er spækket med både åbenlyse og mere skjulte filmiske referencer, hvor der til tider også dyrkes meta-film i stor stil. At overføre handlingen til musikindustrien er ikke den værste idé, men lidt for ofte føles Be Cool som ren propaganda for Christina Milians sangtalenter og ikke en helstøbt film. Gray har hverken været synderlig kreativ eller selektiv i sin iscenesættelse, og til tider mister han også kontrol over den ellers relative enkle handling. Be Cool fungerer bedst ved de alenestående jokes og humoristiske sekvenser (især afslutningsjoken er helt forrygende!), da den overlange spilletid gør komikken lettere trættende. Be Cool besidder dog en uhyre velskrevet, lattervækkende og skarp dialog, der byder på en i særdeleshed morsom og velargumenteret monolog om de etniskes indflydelse på den amerikanske kultur.
Kun Hollywood kan levere en så flad og grundlæggende ligegyldig affære, og så stadig opløfte det til en forrygende, glamourøs og overordnet elegant nydelse. Be Cool er en attraktiv og popkulturel bagatel, der tilhører kategoriseringen ’guilty pleasure’. Uskyldig eskapisme, der fortjener tre rigtig store stjerner.
(Som altid sindssyg spændende læsning fra din side af, Sandmand. Fremragende og berigende indlæg)
30/08-2005
