- Den fatale kærlighed -

4.0
Efter den underholdende men lidt legesyge debut ”Sexy Beast”, kommer nu den næste film fra engelske Jonathan Glazer. ”Birth” skuffer heller ikke, og Glazers fortælling er dybere denne gang.

Et meget afdæmpet drama der gådefuldt udvikler sig langsomt men sikkert. Handlingen er en smule kryptisk, og filmen holder nok kortene lidt for tæt ind til kroppen, da første halvdel er lige ved at sætte filmen helt i stå med et sneglende tempo og en dramatisk påholdenhed.

Heldigvis afsluttes filmen på glimrende vis, og essensen i fortællingen giver sig pludselig til kende i slutfasen. Og hvilken en. En tragisk historie om smerteligt tab der ikke alene udelukker lykken men også medfører det, der er værre – falsk lykke. Filmens overnaturlige element erstattes med metafor, og den lille dreng der dukker op på vores hovedpersons dørtærskel og hævder, han er hendes afdøde mand, bliver et billede på hendes savn og den kærlighed, hun så inderligt ønsker at føle igen men ikke kan få i sit nuværende liv og forhold. Dermed bliver det afsluttende bryllup blot en facade og en dårlig erstatning for den ægte vare, hvilket sidste scene glimrende illustrerer, hvor vores hovedperson midt i ”glædens dag” må sande, at den kærlighed er tabt for evigt. En tragisk men flot afslutning, hvor filmen således hiver sin fjerde stjerne hjem.
Birth