- A Lovestory -
4.0
Med Lars von Trier som manuskriptforfatter og Thomas Vinterberg som instruktør er man indstillet på en kontroversiel film, når ”Dear Wendy” går i gang. Særligt når man på forhånd ved, at filmen er lavet ud fra tesen ”pacifister med våben”.
Men søger man en klar stillingtagen til emnet, bliver man højst sandsynlig skuffet her. Filmen overrasker nemlig ved ikke at være interesseret i (blot) at være en politisk film, men nærmere en ransagelse af begrebet våbenkærlighed og menneskets naturgivne fascination af våben gemt bag vores skræmmebillede af samme.
Man fristes oven i købet til at sige, at filmen ligefrem forherliger denne fascination (eller i hvert fald bifalder den), men også dette tager filmen i sidste ende afstand fra. Den tager ganske enkelt ikke entydigt stilling til temaet, men bevæger sig derimod på grænsen mellem dets sygelighed og menneskelighed.
Emnet er selvsagt spændende, og filmen formår også at udforske det således. Der er flere gode scener, der fint illustrerer den ambivalens, som Vinterberg og von Trier lader til at føle, og som de gerne vil fremhæve filmisk. Det ene øjeblik er det en uskyldig barneleg, vi oplever, det andet øjeblik er det ramme alvor. At vores hovedpersoner så ikke indser denne alvor, som de er en del af, tilfører filmen den smule kritiske sans, den behøver, men giver den samtidig også et anstrøg af surrealisme, som gør den særdeles attraktiv. Hidtil har Vinterberg nemlig sørget for at bygge det hele op i realistiske rammer og arbejde meget med troværdigheden i fortællingen og karaktererne. Og det er således når Vinterbergs naturalisme og Triers abstrakthed krydser hinanden, at filmen er bedst, hvor det bedste eksempel herpå vel er slutningen.
Men selvom ”Dear Wendy” formår at granske sit emne godt og på spændende vis, så bliver det aldrig den helt fantastiske filmoplevelse, man undervejs sidder og venter på. Mest af alt fordi filmen aldrig bliver mere end et tankeeksperiment og en frugtesløs undersøgelse, og selvom det omvendt også er befriende, at filmen ikke er et opstillet standpunkt der har en grydeklar morale parat, så savner man noget konkret ved historien og nogle resultater af den forskning, som filmen beskæftiger sig med i sin fulde spillelængde. ”Dear Wendy” arbejder dog også med et svært tabu, og for det skal den have ros, da den også formår at ramme den tvetydighed, der kendetegner det, og som filmoplevelse er det derfor absolut en af de bedre, og ikke mindst en af dem, der er med til at gøre Danmark til et attraktivt filmland.
Men søger man en klar stillingtagen til emnet, bliver man højst sandsynlig skuffet her. Filmen overrasker nemlig ved ikke at være interesseret i (blot) at være en politisk film, men nærmere en ransagelse af begrebet våbenkærlighed og menneskets naturgivne fascination af våben gemt bag vores skræmmebillede af samme.
Man fristes oven i købet til at sige, at filmen ligefrem forherliger denne fascination (eller i hvert fald bifalder den), men også dette tager filmen i sidste ende afstand fra. Den tager ganske enkelt ikke entydigt stilling til temaet, men bevæger sig derimod på grænsen mellem dets sygelighed og menneskelighed.
Emnet er selvsagt spændende, og filmen formår også at udforske det således. Der er flere gode scener, der fint illustrerer den ambivalens, som Vinterberg og von Trier lader til at føle, og som de gerne vil fremhæve filmisk. Det ene øjeblik er det en uskyldig barneleg, vi oplever, det andet øjeblik er det ramme alvor. At vores hovedpersoner så ikke indser denne alvor, som de er en del af, tilfører filmen den smule kritiske sans, den behøver, men giver den samtidig også et anstrøg af surrealisme, som gør den særdeles attraktiv. Hidtil har Vinterberg nemlig sørget for at bygge det hele op i realistiske rammer og arbejde meget med troværdigheden i fortællingen og karaktererne. Og det er således når Vinterbergs naturalisme og Triers abstrakthed krydser hinanden, at filmen er bedst, hvor det bedste eksempel herpå vel er slutningen.
Men selvom ”Dear Wendy” formår at granske sit emne godt og på spændende vis, så bliver det aldrig den helt fantastiske filmoplevelse, man undervejs sidder og venter på. Mest af alt fordi filmen aldrig bliver mere end et tankeeksperiment og en frugtesløs undersøgelse, og selvom det omvendt også er befriende, at filmen ikke er et opstillet standpunkt der har en grydeklar morale parat, så savner man noget konkret ved historien og nogle resultater af den forskning, som filmen beskæftiger sig med i sin fulde spillelængde. ”Dear Wendy” arbejder dog også med et svært tabu, og for det skal den have ros, da den også formår at ramme den tvetydighed, der kendetegner det, og som filmoplevelse er det derfor absolut en af de bedre, og ikke mindst en af dem, der er med til at gøre Danmark til et attraktivt filmland.
31/08-2005
