brutal og stiliseret
3.0
Personligt har jeg aldrig haft mulighed for at se John Carpenters originale Assault on Precint 13 (der efter sigende basalt set var en genindspilning af Howard Hawks Rio Bravo), men efter hvad jeg har forstået, så er Carpenters kultfilm ikke ligefrem en innoverende klassiker, og den amerikanske genindspilning og modernisering kan kun irritere undertegnede på grund af den store mangel på originalitet og nemme vej til lettjente penge. Ligesom Zack Snyders nyfortolkning af Romeros Dawn of the Dead, så har Jean-Franqois Richets (der i filmiske sammengænge ikke ligefrem sprudler af offentlig kendt erfaring) Assault on Precint 13 dog en god del underholdning at byde på, samtidig med at den sagtens kan stå på egne ben. Det er mere end man kan sige om eksempelvis Marcus Nispels plagierende og fundamental håbløse nyere The Texas Chainsaw Massacre, der for alvor urespektløst massakrerede en sand gyserklassiker.
Det fine ved Assault on Precint 13 er den atypiske helte/skurkeopdeling, der er mere nuanceret, end hvad vi er vant til at se i de fleste Hollywood standardactionfilm. Personkarakteristikken og den efterfølgende indre udvikling er naturligvis flad og klichefyldt, men Richet er blevet velsignet med et velspillende og velvalgt cast i det forholdsvis brede persongalleri. Indledningen er helt suveræn og frakaster sig al politisk korrekthed (meget befriende), tillige med at der opbygges en naturalistisk stil, som dog ikke holdes konsekvent, desværre. Ethan Hawke er en smule rutinepræget, men hovedsagligt god og karismatisk som den traumatiserede undercoverbetjent, der under fængselsbelejringen naturligvis genetablerer sig som handlekraftig og samvittighedsfuld helt. Omkring ham leveres der over-middel præstationer af Maria Bello som lettere neurotisk psykiater, rapperen Ja Rule som pibende forbryder, John Leguazimo som stenet og nihilistisk konspirationsfreak, og den sexede Drea de Matteo som, ja, sexet publikumstiltrækker. Substansen er til at overse, men skuespillerne yder et fint stykke arbejde. Desværre formår Richet hverken at opretholde den knap så distingverende karakteropdeling (cirka halvvejs i filmen pointeres der utvetydigt og bastant, hvem vi skal holde med) eller de interne intriger mellem de tilfangetagende, som den spændende præmis ellers ligger stærkt op til. Gabriel Byrne spilder sit talent i en nærmest ikke-eksisterende rolle, mens Laurence Fishburne fortsætter med det sagte og pseudofilosoferende image, der blev grundlagt i Wachowski-brødrenes Matrix-film.
Richet iscenesætter Assault on Precint 13 med et visuelt overskud, og der er både nydelser og decideret genistreger at finde i filmen. I sidste halvdel løber han dog tør for visuelle originaliteter, og det hele bliver ganske konventionelt. Hovedbestanddelen af filmen foregår om natten (nytårsnat, nærmere bestemt), og mørket understøtter fint den dyster stemning. Assault on Precint 13 besidder nogle medrivende og velkomponerende actionscener, der ikke undertrykker brutaliteterne i censurens navn, og det er netop dette aspekt, som løfter filmen op over mængden (sammen med spændingseffektiviseringen og uforudsigeligheden). Desværre er man ikke optimalt fanget under hele forløbet, så selvom Assault on Precint 13 er en værdig og selvstændig genindspilning, bliver den aldrig for alvor mindeværdig. Effektiv, klaustrofobisk og velproduceret underholdning ikke desto mindre.
Det fine ved Assault on Precint 13 er den atypiske helte/skurkeopdeling, der er mere nuanceret, end hvad vi er vant til at se i de fleste Hollywood standardactionfilm. Personkarakteristikken og den efterfølgende indre udvikling er naturligvis flad og klichefyldt, men Richet er blevet velsignet med et velspillende og velvalgt cast i det forholdsvis brede persongalleri. Indledningen er helt suveræn og frakaster sig al politisk korrekthed (meget befriende), tillige med at der opbygges en naturalistisk stil, som dog ikke holdes konsekvent, desværre. Ethan Hawke er en smule rutinepræget, men hovedsagligt god og karismatisk som den traumatiserede undercoverbetjent, der under fængselsbelejringen naturligvis genetablerer sig som handlekraftig og samvittighedsfuld helt. Omkring ham leveres der over-middel præstationer af Maria Bello som lettere neurotisk psykiater, rapperen Ja Rule som pibende forbryder, John Leguazimo som stenet og nihilistisk konspirationsfreak, og den sexede Drea de Matteo som, ja, sexet publikumstiltrækker. Substansen er til at overse, men skuespillerne yder et fint stykke arbejde. Desværre formår Richet hverken at opretholde den knap så distingverende karakteropdeling (cirka halvvejs i filmen pointeres der utvetydigt og bastant, hvem vi skal holde med) eller de interne intriger mellem de tilfangetagende, som den spændende præmis ellers ligger stærkt op til. Gabriel Byrne spilder sit talent i en nærmest ikke-eksisterende rolle, mens Laurence Fishburne fortsætter med det sagte og pseudofilosoferende image, der blev grundlagt i Wachowski-brødrenes Matrix-film.
Richet iscenesætter Assault on Precint 13 med et visuelt overskud, og der er både nydelser og decideret genistreger at finde i filmen. I sidste halvdel løber han dog tør for visuelle originaliteter, og det hele bliver ganske konventionelt. Hovedbestanddelen af filmen foregår om natten (nytårsnat, nærmere bestemt), og mørket understøtter fint den dyster stemning. Assault on Precint 13 besidder nogle medrivende og velkomponerende actionscener, der ikke undertrykker brutaliteterne i censurens navn, og det er netop dette aspekt, som løfter filmen op over mængden (sammen med spændingseffektiviseringen og uforudsigeligheden). Desværre er man ikke optimalt fanget under hele forløbet, så selvom Assault on Precint 13 er en værdig og selvstændig genindspilning, bliver den aldrig for alvor mindeværdig. Effektiv, klaustrofobisk og velproduceret underholdning ikke desto mindre.
02/09-2005
