Platfodet papirnusseri
1.0
Der kommer lidt spoilers...
I går havde jeg en spøjs oplevelse. Da filmen havde været i gang i ca. 1 time begyndte jeg at lægge mærke til, hvor mange mennesker, der sad i biografen, hvor varmt der var i biografen, hvad jeg mon skulle lave i morgen og mange andre klare og tydelige indikationer af, at jeg var stået helt af på filmen.
Hvorfor? Filmen er ganske enkelt elendig. Plottet er så tyndt at man skulle tro det var løgn. En tidligere succesfyldt bussinessmand (med speciale i forarbejdning - og fremstilling - af genbrugspapir) mister sit job på grund af out-sourcing. Her prøver filmen at aktualisere et emne, der rammer stadig flere mennesker i vores del af verden. Men lykkes det? Nej - på ingen måde! I stedet følger vi hovedpersonens (Bruno) tiltagende neurose, som starter den dag, han får den idé, at hvis han etablerer et pro-forma firma og slår et job op som det han selv vi have, får han et overblik over, hvem han er oppe i mod. Her starter så en virkelig triviel (der er vist 4-5 stykker af dem) forestilling, hvor Bruno - halvvejs intenderet, halvvejs i affekt - skyder sine konkurrenter med sin fars (han var nemlig soldat) gamle Luger-pistol. På sidelinjen står familien, hvis eneste rolle tilsyneladende er, at de skal komme ud og tage i mod Bruno når han, under dække af at have været til jobsamtale, kommer hjem fra nedslagtningerne. Desuden skal familien give et billede af det vanskelige i, at en "breadwinner" pludselig mister jobbet så den vante levestandard ikke længere kan opretholdes. Fair nok (måske?), men heller ikke det fungerer og konen vil, fordi hun har været utro, faktisk godt gå ned i levestandard, hvis bare hun kan få sit gode, gamle liv med Bruno tilbage (hvorfor de naturligvis må gå i par-terapi)....
Midt i det hele bliver sønnen anholdt for noget med noget softwaretyveri og min kæreste og jeg forlader biografsalen i utide, mens vi går og undrer os over, hvorfor papirmandens platfodede papirnusseri har fået anmelderne til at falde på halen?
Temaet er reelt nok, men det virker som om filmen forsøger at gå på flere ben end den magter. Den tager et (halv)alvorligt emne op, men forsøger at være en komedie (nok mest af alt det) men ingen af delene fungerer efter min mening. Et fransk (eller bare vestligt) hverdagsdrama krydret med parforholdskriser, teenagebørnskriser, midtvejskriser og en gang falden-på-halen-komik i en, efter min mening, uskøn blanding.
I går havde jeg en spøjs oplevelse. Da filmen havde været i gang i ca. 1 time begyndte jeg at lægge mærke til, hvor mange mennesker, der sad i biografen, hvor varmt der var i biografen, hvad jeg mon skulle lave i morgen og mange andre klare og tydelige indikationer af, at jeg var stået helt af på filmen.
Hvorfor? Filmen er ganske enkelt elendig. Plottet er så tyndt at man skulle tro det var løgn. En tidligere succesfyldt bussinessmand (med speciale i forarbejdning - og fremstilling - af genbrugspapir) mister sit job på grund af out-sourcing. Her prøver filmen at aktualisere et emne, der rammer stadig flere mennesker i vores del af verden. Men lykkes det? Nej - på ingen måde! I stedet følger vi hovedpersonens (Bruno) tiltagende neurose, som starter den dag, han får den idé, at hvis han etablerer et pro-forma firma og slår et job op som det han selv vi have, får han et overblik over, hvem han er oppe i mod. Her starter så en virkelig triviel (der er vist 4-5 stykker af dem) forestilling, hvor Bruno - halvvejs intenderet, halvvejs i affekt - skyder sine konkurrenter med sin fars (han var nemlig soldat) gamle Luger-pistol. På sidelinjen står familien, hvis eneste rolle tilsyneladende er, at de skal komme ud og tage i mod Bruno når han, under dække af at have været til jobsamtale, kommer hjem fra nedslagtningerne. Desuden skal familien give et billede af det vanskelige i, at en "breadwinner" pludselig mister jobbet så den vante levestandard ikke længere kan opretholdes. Fair nok (måske?), men heller ikke det fungerer og konen vil, fordi hun har været utro, faktisk godt gå ned i levestandard, hvis bare hun kan få sit gode, gamle liv med Bruno tilbage (hvorfor de naturligvis må gå i par-terapi)....
Midt i det hele bliver sønnen anholdt for noget med noget softwaretyveri og min kæreste og jeg forlader biografsalen i utide, mens vi går og undrer os over, hvorfor papirmandens platfodede papirnusseri har fået anmelderne til at falde på halen?
Temaet er reelt nok, men det virker som om filmen forsøger at gå på flere ben end den magter. Den tager et (halv)alvorligt emne op, men forsøger at være en komedie (nok mest af alt det) men ingen af delene fungerer efter min mening. Et fransk (eller bare vestligt) hverdagsdrama krydret med parforholdskriser, teenagebørnskriser, midtvejskriser og en gang falden-på-halen-komik i en, efter min mening, uskøn blanding.
08/09-2005
