Vigtig film!

6.0
Det mest bemærkelsesværdige ved denne følelsesmæssigt rammende film er, at temaet er så vigtigt. Alle de ellers mesterlige film om anden verdenskrig og jødeforfølgelse (Schindlers liste, som denne film til dels kan sammenlignes med, er det ypperligste værk i denne kategori) står stærkt i filmhistorien, mens mange andre forfærdelige begivenheder ofte bliver overset.

Folkedrabene i Rwanda er en af disse. Hvordan kan en million mennesker blive slagtet uden verdenssamfundet så meget som blinker? Det er frygteligt men sandt, og jeg giver denne film en ekstra stjerne, fordi den skildrer et emne, som mange instruktører ikke ville røre med en ildtang. Det er 2004s bedste og vigtigste film, som i min bevidsthed står klarere end både Million Dollar Baby og Der Untergang - måske fordi disse films emner er set før og ikke skilder sig ud fra mængden.

Som film fungerer Hotel Rwanda også glimrende. Don Cheadle spiller formidabelt, og som biroller er både Nick Nolte og Sophie Okonedo velvagte. Filmen er nogle gange fortalt i en pæn og sober tone, hvilket i visse tilfælde skifter og bliver til en knugende spænding og modbydelig stemning. Dette gør, at de spændingsmættede scener overrasker endnu mere og rammer hårdere.

Skulle man nævne det svageste ved filmen, er det den lidt sukkersøde slutning, men den undgår Schindlers liste jo heller ikke. Alt i alt en fremragende film og den vigtigste i mange år!
Hotel Rwanda