Freddy's coming for you

5.0
Den første A Nightmare on Elm Street-film fra 1984 er en effektiv påmindelse om Wes Craven’s evne til at genopfinde en genre.
En genre, der på daværende tidspunkt var aldeles overfyldt af morderiske galninge af alle slags, hvad enten de myrdede løs i blandt stupide og liderlige teenagere med økser, knive eller lignende skarpe genstande og som regel iført de obligatoriske ishockey- eller karnevalsmasker.

Selvfølgelig myrder Freddy Krueger også løs, men i hans tilfælde er der næsten altid et lille twist.

For det første slagter Freddy sine ofre i deres drømme og det sure er, at når man dør i sine drømme, dør man også i virkeligheden.
Denne drejning på hele "slasher"-genren virker ideelt som et storslået skræmmebillede og Wes Craven bruger det på optimal vis.

Adskillige af drømmesekvenserne er desuden udarbejdet på så gennemtænkt og fantastisk vis, hvilket medvirker til at gøre dem så mindeværdigt skræmmende.

Dette koncept udgør Craven’s fikse ide og det er den ide og det koncept, der har gjort Freddy Krueger til et udødeligt ikon indenfor ”slasher”-genren og som har gjort at han indtil videre er dukket op i 7 efterfølgere til denne film, en (om end meget dårlig) tv-serie samt computerspil.
For et par år siden dukkede Freddy såmænd også op i en ”ny” franchise, der bestemt heller ikke slutter efter blot en film; nemlig Freddy vs. Jason.
A Nightmare on Elm Street er en absolut must-see for enhver gyserfan med bare den mindste smule respekt for sig selv og for denne fantastiske genre.
(5½ stjerner)
Morderisk mareridt