Vel nok den bedste.
6.0
Første gang jeg satte mig ned i sofaen og trykkede 'play' havde jeg i forvejen kendskab til filmens handling. En mand. En Kvinde. En forelskelse. En klinik. Én der bliver slettet, og en anden der følger med. - En underlig historie, tænkte jeg. "Den er jo så meget fiction som noget har lov til at blive", men jeg giver den en chance.
Efter at have været vidne til en film der fik mig til at beundre en mand ved navn Charlie kaufman, måtte jeg overgive mig til denne oplevelse.
Det originale manuskript. Skuespillet. - Jim Carrey. En mand der e n g a n g fik mig til at krumme tæer, hver gang hans ansigt dukkede op på skærmen. Billederne. Fortælle-stilen (håret!) Musikken. Stemningen. Og til sidst sad man bare og følte alt og ingenting.
Denne film er nok ikke for det publikum der ønsker at få sine visuelle ønsker bragt ud på et sølvfad. Overhovedet. Der er så meget man selv må holde styr på. Billeder man ikke må gå glip af. Ting man må huske, og ting man må glemme.
Jeg kan vel nok kalde den for min 'yndlingsfilm'. Selvom jeg hader det ord. Hmm. Men det er den eneste film jeg har set 50 gange, og stadig har lyst til at se igen. Den eneste film jeg vagt kan huske billederne fra, men bare stemningen som gør at jeg nok ikke er helt færdig med den. - Og så gør det egentlig ikke noget. Langtfra.
Christina/Scopofil
Efter at have været vidne til en film der fik mig til at beundre en mand ved navn Charlie kaufman, måtte jeg overgive mig til denne oplevelse.
Det originale manuskript. Skuespillet. - Jim Carrey. En mand der e n g a n g fik mig til at krumme tæer, hver gang hans ansigt dukkede op på skærmen. Billederne. Fortælle-stilen (håret!) Musikken. Stemningen. Og til sidst sad man bare og følte alt og ingenting.
Denne film er nok ikke for det publikum der ønsker at få sine visuelle ønsker bragt ud på et sølvfad. Overhovedet. Der er så meget man selv må holde styr på. Billeder man ikke må gå glip af. Ting man må huske, og ting man må glemme.
Jeg kan vel nok kalde den for min 'yndlingsfilm'. Selvom jeg hader det ord. Hmm. Men det er den eneste film jeg har set 50 gange, og stadig har lyst til at se igen. Den eneste film jeg vagt kan huske billederne fra, men bare stemningen som gør at jeg nok ikke er helt færdig med den. - Og så gør det egentlig ikke noget. Langtfra.
Christina/Scopofil
16/09-2005
