the Force is right

1.0
Kultinstruktøren Sam Raimi har med sit nyetablerede produktionsselskab fokuseret på kunstlette horrorfilm, lidt i stil med Joel Silver og Robert Zemeckis’ selskab Dark Castle, der har ’specialiseret’ sig i debile gysere af meget tvivlsom kvalitet. Raimis producentstatus kan man, efter at have set denne latterlige og fuldkommen dillettantiske gyser, dog kun kategorisere som pengebagmand, da Raimis overlegne filmbehandling ikke anes i dette dybt overflødige og grinagtige makværk. Den amerikanske genindspilning af The Grudge (som Raimi ligeså producerede) fremstår som et banebrydende mesterværk i forhold til Boogeyman.

Instruktøren Stephen Kay stod bag den udskældte genindspilning af Mike Hodges hævndrama Get Carter fra 1971, som måske ikke kun kaldes videre vellykket, men som debutfilm var den nu alligevel en udmærket bedrift. Med Boogeyman udviser Kay dog en absolut mangel på talent, da man skal lede længe efter så rodet, overgearet og stilforvirret en film. Selve omdrejningspunktet (uhyre i skabet, hvor originalt...) er så søgt, at det bliver ufrivillig komisk, og man skulle tro, at producenterne har antaget, at Boogeyman skulle have været selvironisk affære, men i stedet er den endt som en højtidelig og terrible film, der af uforståelige årsager har fået dansk biografpremiere.

Den unge Barry Watson forsøger desperat at bringe lidt liv til hovedpersonen, der dog er så karikeret, ulogisk handlende og gennemgående uplausibel, at man som publikum nærmest ønsker ham ’slugt af skabet’ allerede 10 minutter inden i filmen. Karaktererne i gyserfilm er normaltvis ikke synderlig gennemførte, men Watsons person er i særklasse endimensional og skrækkelig skildret. Rundt om ham serveres der tonstunge gyserklicheer, hvor Kay muligvis kender den konventionelle genres virkemidler, men han kan til gengæld ikke realisere og visualisere dem med forståelse eller finesse. Kay har forsøgt at peppe historien op med en masse visuel lir, der dog forekommer så fragmentariske og uintegrerede, at de ødelægger spændingen og gyset i stedet for at understøtte disse.

Boogeyman er en imbecil og forfærdelig gyser, der på intet tidspunkt formår hverken at fænge eller skræmme publikum. Den fungerer ikke engang som tanketom og uforpligtende søndagsunderholdning, hvor hovedet ikke ønsker andet end netop dette, og det er virkelig lang tid siden, at en film har irriteret mig i så stort et omfang, som Boogeyman formår.

(God og berettiget nedsabling, Force. Skulle dog alligevel se, om film var så elendig, som du havde beskrevet. Det var den!)
Boogeyman