Rystende!
5.0
Gå og se er i sandhed en rystende oplevelse. Jeg så filmen til Buster-festival i Cinemateket, og jeg havde godt nok læst i omtalen, at der skulle være nogle voldsomme scener, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle være så slemt.
Her er børn, der bliver brændt i et hus, bunker af lig bag et hus og væmmelige dokumentariske klip af udmagrede jødiske kz-fanger. Ikke lige den børne- og ungdomsfilm, jeg havde forventet at se. Festivalarrangøren begrundede valget med, at historien foregår igennem øjnene på en fjortenårig dreng, hvilket var ét af kriterierne for, at den kunne kaldes en børne- og ungdomsfilm.
Hovedrollen som Florya spilles således af den unge Aleksei Kravchenko, som gennemgår en barsk udvikling. Han tager væk fra sin bondefamilie i en lille hviderussisk landsby for at melde sig til tjeneste for fædrelandet. Anden verdenskrig raser på sit højeste, og den russiske hær har brug for alle de soldater, den kan skaffe. Florya går til opgaven med stor ildhu og gåpåmod, men han lærer hurtigt krigen rædsler at kende. Snart er hans eneste følgesvend pigen Glasha.
Der er mange interessante ting ved denne film. Først og fremmest er det spændende at se, hvor subjektivt skildret den er. Nogle scener fører til tvivl om, hvorvidt de er drømme eller virkelighed. Desuden kommer man flere gange ind i Floryas hoved - især da en regn af bomber sprænger foran ham. Al lyd forsvinder på nær en høj pibetone. Efter denne scene kunne man mistænke ham for at have fået granatchok, da han ved flere lejligheder reagerer aggresivt og irrationelt. Flot skildret!
Glashas rolle er dobbelttydig. På den ene side repræsenterer hun Floryas første møde med en kvinde, der ikke er hans mor. På den anden side fungerer hun som en mor i sin omsorg for ham. En hovedscene fremkommer, da de to unge mennesker leger i regnen. Skoven og dråberne giver en poetisk og nærmest lyrisk fornemmelse, som fremkommer flere gange i filmen. Hér tænker man nærmest på Tarkovsky - en tydelig inspirationskilde i flere scener.
De barske scener har gjort et stort indtryk på mig. Der er scener, der leder tankerne hen på Resnais' banebrydende dokumentar, Nat og tåge. Andre minder mere om moderne krigsfilm som Saving Private Ryan og Platoon. Modbydeligt er det.
På det psykologiske plan er Florya naturligvis den karakter, der udvikler sig mest. Fra at være fuld af selvtillid til at blive brudt af krigens rædsler. Kravchenko skildrer personen med en næsten manisk mimik, som nogle gange kapper over og bliver utroværdig. Alligevel skal man lede længe efter en ungdomsskuespiller, der ofrer sig så meget for rollen, som han gør.
Det, jeg har mest imod filmen, er dens længde. Det er ligesom om, at Klimov ikke rigtig ved, hvornår han skal ende filmen, og ser man scenerne i forhold til hinanden, føles visse i uligevægt med hinanden.
Men ud over dette kritikpunkt, er Gå og se en formidabel film, der klart kan anbefales i sammenhæng med andre anden verdenskrigs-film som Solens rige, Au revoir, les enfants og Schindlers liste. Om det er fornuftigt at vise den på en Børne- og ungdomsfilmsfestival, vil jeg ikke kommenterer, men som historisk lærestreg fungerer den virkelig godt.
Her er børn, der bliver brændt i et hus, bunker af lig bag et hus og væmmelige dokumentariske klip af udmagrede jødiske kz-fanger. Ikke lige den børne- og ungdomsfilm, jeg havde forventet at se. Festivalarrangøren begrundede valget med, at historien foregår igennem øjnene på en fjortenårig dreng, hvilket var ét af kriterierne for, at den kunne kaldes en børne- og ungdomsfilm.
Hovedrollen som Florya spilles således af den unge Aleksei Kravchenko, som gennemgår en barsk udvikling. Han tager væk fra sin bondefamilie i en lille hviderussisk landsby for at melde sig til tjeneste for fædrelandet. Anden verdenskrig raser på sit højeste, og den russiske hær har brug for alle de soldater, den kan skaffe. Florya går til opgaven med stor ildhu og gåpåmod, men han lærer hurtigt krigen rædsler at kende. Snart er hans eneste følgesvend pigen Glasha.
Der er mange interessante ting ved denne film. Først og fremmest er det spændende at se, hvor subjektivt skildret den er. Nogle scener fører til tvivl om, hvorvidt de er drømme eller virkelighed. Desuden kommer man flere gange ind i Floryas hoved - især da en regn af bomber sprænger foran ham. Al lyd forsvinder på nær en høj pibetone. Efter denne scene kunne man mistænke ham for at have fået granatchok, da han ved flere lejligheder reagerer aggresivt og irrationelt. Flot skildret!
Glashas rolle er dobbelttydig. På den ene side repræsenterer hun Floryas første møde med en kvinde, der ikke er hans mor. På den anden side fungerer hun som en mor i sin omsorg for ham. En hovedscene fremkommer, da de to unge mennesker leger i regnen. Skoven og dråberne giver en poetisk og nærmest lyrisk fornemmelse, som fremkommer flere gange i filmen. Hér tænker man nærmest på Tarkovsky - en tydelig inspirationskilde i flere scener.
De barske scener har gjort et stort indtryk på mig. Der er scener, der leder tankerne hen på Resnais' banebrydende dokumentar, Nat og tåge. Andre minder mere om moderne krigsfilm som Saving Private Ryan og Platoon. Modbydeligt er det.
På det psykologiske plan er Florya naturligvis den karakter, der udvikler sig mest. Fra at være fuld af selvtillid til at blive brudt af krigens rædsler. Kravchenko skildrer personen med en næsten manisk mimik, som nogle gange kapper over og bliver utroværdig. Alligevel skal man lede længe efter en ungdomsskuespiller, der ofrer sig så meget for rollen, som han gør.
Det, jeg har mest imod filmen, er dens længde. Det er ligesom om, at Klimov ikke rigtig ved, hvornår han skal ende filmen, og ser man scenerne i forhold til hinanden, føles visse i uligevægt med hinanden.
Men ud over dette kritikpunkt, er Gå og se en formidabel film, der klart kan anbefales i sammenhæng med andre anden verdenskrigs-film som Solens rige, Au revoir, les enfants og Schindlers liste. Om det er fornuftigt at vise den på en Børne- og ungdomsfilmsfestival, vil jeg ikke kommenterer, men som historisk lærestreg fungerer den virkelig godt.
19/09-2005
