..Storbydrømme?..
5.0
Det undrer mig lidt, at der nærmest ingen indlæg er under denne film, da det var en af min barndoms absolutte favoritter - men i andre har måske ikke haft den samme gode oplevelse?
Anyways, i min bog er det bestemt en af 80’ernes mest muntre underholdningsfilm.
“Crocodile Dundee” er uden tvivl et ubetinget klimaks i Paul Hogan’s tvivlsomme karriere (hvis man da ikke tæller “Flipper” med :-) Hogan stod udover hovedrollen, også for historie og manuskript (med Oscar-nominering til følge) og det hele bliver heldigvis serveret med et dejligt glimt i øjet.
Alt lige fra de spøjse karakterer der introduceres på Mick’s stamværtshus (Donk, anyone?) til Mick’s kollision med New York’s mange ukendte fænomener, er led i en konstant underholdningsværdi.
Mick’s common sense og umiddelbare tilgang til alt, medfører hurtigt en støt voksende vennekreds - og samtidig støder den australske krokodillejæger på alt fra kokain, til alfonser og transvestitter…
Udgangspunktet er naturligvis kulturkløften, men det er nu ikke et emne der udforskes videre dybt. Tværtimod katalyserer det blot det ene underholdende optrin efter det andet - på overordentlig vellykket vis - hvilket også må betragtes som intentionen.
Det er en af de få feel-good film, der efter min mening aldrig mister charmen, og jeg kan altid lige smække den på, med underholdning og godt humør garanteret. Nogle vil muligvis anse slutningen for en smule over the top (Sue og Mick ved toget), men jeg synes nu, at den matcher hele filmens koncept og stemning perfekt.
Normalt vil jeg nok give 4 stjerner til en vellykket underholdningsfilm, men “Crocodile Dundee” skiller sig nu lidt ud i min bog. Først og fremmest pga. hovedkarakteren Mick Dundee, der med replikker som “That’s not a knife…” har skrevet sig ind i filmhistorien. Men også det lækre score fra Peter Best samt det faktum, at dette er en af de få romantiske komedier, jeg kan se mere end én gang (måske fordi konceptet trods alt er lidt atypisk?) vil jeg strække mig til 5 små stjerner.
Dette er uden tvivl en af de film, hvor nostalgien også spiller ind, men jeg vil nu stadig anbefale den til folk der aldrig har set den. Den er muligvis 80’er - men leveres med underholdningsgaranti.
Efterfølges af en relativt underholdende 2’er (der dog ikke er nær så god) samt desværre en 3’er “Crocodile Dundee i L.A.”, der kun kan betegnes som en decideret katastrofe.
Anyways, i min bog er det bestemt en af 80’ernes mest muntre underholdningsfilm.
“Crocodile Dundee” er uden tvivl et ubetinget klimaks i Paul Hogan’s tvivlsomme karriere (hvis man da ikke tæller “Flipper” med :-) Hogan stod udover hovedrollen, også for historie og manuskript (med Oscar-nominering til følge) og det hele bliver heldigvis serveret med et dejligt glimt i øjet.
Alt lige fra de spøjse karakterer der introduceres på Mick’s stamværtshus (Donk, anyone?) til Mick’s kollision med New York’s mange ukendte fænomener, er led i en konstant underholdningsværdi.
Mick’s common sense og umiddelbare tilgang til alt, medfører hurtigt en støt voksende vennekreds - og samtidig støder den australske krokodillejæger på alt fra kokain, til alfonser og transvestitter…
Udgangspunktet er naturligvis kulturkløften, men det er nu ikke et emne der udforskes videre dybt. Tværtimod katalyserer det blot det ene underholdende optrin efter det andet - på overordentlig vellykket vis - hvilket også må betragtes som intentionen.
Det er en af de få feel-good film, der efter min mening aldrig mister charmen, og jeg kan altid lige smække den på, med underholdning og godt humør garanteret. Nogle vil muligvis anse slutningen for en smule over the top (Sue og Mick ved toget), men jeg synes nu, at den matcher hele filmens koncept og stemning perfekt.
Normalt vil jeg nok give 4 stjerner til en vellykket underholdningsfilm, men “Crocodile Dundee” skiller sig nu lidt ud i min bog. Først og fremmest pga. hovedkarakteren Mick Dundee, der med replikker som “That’s not a knife…” har skrevet sig ind i filmhistorien. Men også det lækre score fra Peter Best samt det faktum, at dette er en af de få romantiske komedier, jeg kan se mere end én gang (måske fordi konceptet trods alt er lidt atypisk?) vil jeg strække mig til 5 små stjerner.
Dette er uden tvivl en af de film, hvor nostalgien også spiller ind, men jeg vil nu stadig anbefale den til folk der aldrig har set den. Den er muligvis 80’er - men leveres med underholdningsgaranti.
Efterfølges af en relativt underholdende 2’er (der dog ikke er nær så god) samt desværre en 3’er “Crocodile Dundee i L.A.”, der kun kan betegnes som en decideret katastrofe.
19/09-2005
