- Loyal genindspilning -

3.0
Genindspilningen af Carpenters “Assault On Precinct 13” er måske nok formålsløs, men en solid spændingsfilm er det da i det store hele blevet til.

Selvom filmen på mange måder er ordinær, så udmærker den sig alligevel i kameraarbejdet. Der er mange vellykkede fotograferinger at finde, hvor særligt indledningen er god. Ligeledes satses der meget på selve stemningen, og det må siges at være positivt, navnlig fordi det falder i tråd med den gamle film.

Intentioner eller ej, så er det dog ikke altid, at filmen er lige interessant, og på trods af det gode kameraarbejde og en række ganske gode actionscener, så har filmen desværre også sine matte øjeblikke, hvor spændingen er udhulet. Her udviste den gamle film (sine store mangler til trods) langt større intensitet på dette område.

Skuespillet er dog et plus; Ethan Hawke får vanen tro usædvanlig meget ud af en skabelonskåret karakter og demonstrerer sit talent på glimrende vis. Som den koldblodige gangsterboss ses Laurence Fishburne, og gør det, lidt overraskende, ganske glimrende med en god underspillet præstation. Derudover ses et par mere eller mindre kendte ansigter i birollerne, og her skal gode gamle Brian Dennehy fremhæves, som man ikke har set det store til i de senere år, men som altså her lader til at være i glimrende form rent skuespilsmæssigt.

Det gode skuespil er derfor med til at rede en lidt middelmådig underholdningsfilm, men ros skal den dog have for aldrig at blive larmende og overgearet, og så er det i øvrigt rart, at den er tro mod originalfilmen ved at være overraskende voldelig, hvilket ikke er let at være i disse politiske korrekte tider.
Sidste Nat på Station 13