..R.I.P..
3.0
- spoilers -
For en del år siden, havde jeg gang i en gyser-rampage i den lokale videobiks, hvilket omfattede et kig på “Pet Sematary 2”. Det var bestemt ikke en videre imponerende oplevelse, selvom jeg kan huske nogle komiske sekvenser med Clancy Brown :-) Men filmen var nu altså tilpas jammerlig til, at jeg aldrig fik tjekket 1’eren ud. Nu - efter at have læst adskillige anbefalinger - fandt jeg endelig “Pet Sematary” billigt på nettet, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig kan tilslutte mig den store entusiasme.
Muligvis havde jeg lidt for høje forventninger, men jeg tror, at dette er en af de gysere man skal ha’ oplevet “dengang” for virkeligt at sætte pris på nu. Sådan har jeg det i hvert fald personligt med nogle af de gysere, som jeg elsker i dag - men som et nyt publikum er knap så imponerede af.
Under alle omstændigheder kommer “Pet Sematary” ikke til at høre blandt mine favorit King-filmatiseringer - selvom der utvivlsomt er blevet lavet mange ringere end denne :-)
Det første der slog mig ved filmen var skuespillet, som efter min mening kun kan betegnes som himmelråbende ringe - selv efter 80‘er-standard. Hovedrolleindehaver Dale Midkiff fyrer sine replikker af som en ung Keanu Reves (ikke godt!), og den første halve time var jeg næsten hypnotiseret af den imponerende mangel på mimik og den uhyrligt uengagerede fremtræden. Den traumatiserede kone (Denise Crosby) fandt jeg knap så slem, men det blev godt nok opvejet af den usandsynligt irriterende lille datter Ellie (spillet af en vis Blaze Berdahl, som ifølge IMDB heldigvis ikke har fået nogen større karriere indenfor filmens verden) Den konstante jamren og det astronomiske antal cheesy “I love you, daddy”-replikker, var så generende, at jeg priste mig lykkelig for sidste del af filmen, hvor denne møgunge heldigvis er udenbys.
Nu er det skam ikke fordi, at jeg forventer Oscar-materiale i en 80’er-King-filmatisering, men skuespillet er så negativt fremtrædende, at det for mit vedkommende ødelagde alt for meget af helhedsindtrykket.
Men når det så er sagt, syntes jeg dog, at “Pet Sematary” har både potentiale og momenter. Eksempelvis er filmens miljøskildring (især den tågede kirkegård) en virkelig stemningsfyldt oplevelse. Desuden er lastbilsulykken grusomt velkomponeret - og man medrives nådesløst sekunderne inden sammenstødet. Ligeledes fristes man til at fremhæve den afdøde søster Zelda (hvilket force og system har gjort) som indrømmet, fremkalder nogle seriøse myrekryb.
Alt i alt fandt jeg skam også filmens sidste halve time både spændende og til dels uhyggelig (selvom de sidste sekunder var lige lovlig B-agtige) Men mit problem er nærmere med den første time, som efter min mening ikke etablerer en tilstrækkelig stemning, men nærmere eksponerer nogle MEGET tvivlsomme skuespillere - et aspekt jeg simpelthen ikke kunne abstrahere fra. Og selvom filmens sidste del var spændende, synes jeg nu, at det ville have pyntet med lidt mere subtil uhygge frem for det temmelig eksplicitte drabsorgie - begået af den Chucky-lignende lille dreng (Miko Hughes) som man også husker fra Cravens “New Nightmare”.
I min bog er dette en relativt jævn King-filmatisering, og slet ikke i samme liga som “Shawshank Redemption”, “The Shining” eller “Stand by me” - men nærmere en film i mellemsektionen sammen med eksempelvis “IT”, “Salem’s Lot” og mange af de andre der er blevet nævnt under King-diskussionen.
For en del år siden, havde jeg gang i en gyser-rampage i den lokale videobiks, hvilket omfattede et kig på “Pet Sematary 2”. Det var bestemt ikke en videre imponerende oplevelse, selvom jeg kan huske nogle komiske sekvenser med Clancy Brown :-) Men filmen var nu altså tilpas jammerlig til, at jeg aldrig fik tjekket 1’eren ud. Nu - efter at have læst adskillige anbefalinger - fandt jeg endelig “Pet Sematary” billigt på nettet, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig kan tilslutte mig den store entusiasme.
Muligvis havde jeg lidt for høje forventninger, men jeg tror, at dette er en af de gysere man skal ha’ oplevet “dengang” for virkeligt at sætte pris på nu. Sådan har jeg det i hvert fald personligt med nogle af de gysere, som jeg elsker i dag - men som et nyt publikum er knap så imponerede af.
Under alle omstændigheder kommer “Pet Sematary” ikke til at høre blandt mine favorit King-filmatiseringer - selvom der utvivlsomt er blevet lavet mange ringere end denne :-)
Det første der slog mig ved filmen var skuespillet, som efter min mening kun kan betegnes som himmelråbende ringe - selv efter 80‘er-standard. Hovedrolleindehaver Dale Midkiff fyrer sine replikker af som en ung Keanu Reves (ikke godt!), og den første halve time var jeg næsten hypnotiseret af den imponerende mangel på mimik og den uhyrligt uengagerede fremtræden. Den traumatiserede kone (Denise Crosby) fandt jeg knap så slem, men det blev godt nok opvejet af den usandsynligt irriterende lille datter Ellie (spillet af en vis Blaze Berdahl, som ifølge IMDB heldigvis ikke har fået nogen større karriere indenfor filmens verden) Den konstante jamren og det astronomiske antal cheesy “I love you, daddy”-replikker, var så generende, at jeg priste mig lykkelig for sidste del af filmen, hvor denne møgunge heldigvis er udenbys.
Nu er det skam ikke fordi, at jeg forventer Oscar-materiale i en 80’er-King-filmatisering, men skuespillet er så negativt fremtrædende, at det for mit vedkommende ødelagde alt for meget af helhedsindtrykket.
Men når det så er sagt, syntes jeg dog, at “Pet Sematary” har både potentiale og momenter. Eksempelvis er filmens miljøskildring (især den tågede kirkegård) en virkelig stemningsfyldt oplevelse. Desuden er lastbilsulykken grusomt velkomponeret - og man medrives nådesløst sekunderne inden sammenstødet. Ligeledes fristes man til at fremhæve den afdøde søster Zelda (hvilket force og system har gjort) som indrømmet, fremkalder nogle seriøse myrekryb.
Alt i alt fandt jeg skam også filmens sidste halve time både spændende og til dels uhyggelig (selvom de sidste sekunder var lige lovlig B-agtige) Men mit problem er nærmere med den første time, som efter min mening ikke etablerer en tilstrækkelig stemning, men nærmere eksponerer nogle MEGET tvivlsomme skuespillere - et aspekt jeg simpelthen ikke kunne abstrahere fra. Og selvom filmens sidste del var spændende, synes jeg nu, at det ville have pyntet med lidt mere subtil uhygge frem for det temmelig eksplicitte drabsorgie - begået af den Chucky-lignende lille dreng (Miko Hughes) som man også husker fra Cravens “New Nightmare”.
I min bog er dette en relativt jævn King-filmatisering, og slet ikke i samme liga som “Shawshank Redemption”, “The Shining” eller “Stand by me” - men nærmere en film i mellemsektionen sammen med eksempelvis “IT”, “Salem’s Lot” og mange af de andre der er blevet nævnt under King-diskussionen.
25/09-2005
