Berørings-angst.

Denne film er så bange for at give udtryk for sympati, at Hitler´s karakter bliver fuldt ud en-dimensionel. Det gør for mig at den tyske tosse fra første klip er en uinteressant filmisk hovedperson. Jeg har på ingen måde en sympati med ham som en filmisk person, og det gør altså at jeg ikke kan leve mig ind i ham som et menneske der har hovedrollen i en filmisk fortælling. At hitler var en stakkels mand er vel kun ganske få uenige i, men det er kedeligt når en hovedkarakter i en film ikke er andet, og ikke udvikler sig. Man nærmer sig ganske kort noget med træet i haven, hvorunder han tilsyneladende kan opleve noget smukt menneskeligt, men man tør ikke give los og tilegne ham noget menneskeligt og livs-nærende, som i denne sammenhæng ville gøre hovedkarakteren endnu mere grufuld og interessant.