- Når anklagen er straffen -

I de sidste par år har det været svært at opstøve ægte og godt drama herhjemme, og derfor bør vi bestemt tage imod ”Anklaget” med kyshånd. Den er kort og godt et regulært bud på årets danske film, og hvor ”Brødre” var det sidste år, kan vi nu håbe på, at dansk drama har fundet en ny blomstringstid siden ”Festen” i ’98.

”Anklaget” berører et svært men notorisk emne, nemlig incest, hvis tabuskjold her er brudt ned, og i stedet konfronteres det med de ubehageligheder som det giver anledning til. Filmen sår tvivl om vores hovedpersons skyld, og det er et godt træk, da det intensiverer hele affæren meget. Den beskriver et menneskets nedbrud, og det helvede man som anklaget person havner i – uskyldig eller ej. Noget der gør filmen utrolig smertefuld og ægte, således at følelserne virkelig når ud over lærredet.

Instruktør Jacob Thuesen er debutant, men det er ærlig talt svært at se, da filmen er instrueret utrolig sikkert og med mange velvalgte billeder, der understreger den melankolske stemning. Fotograferingen er imponerende, og rent teknisk er filmen pletfri.

Filmens største force er og bliver dog det rå drama, som sjældent ses i en sådan kaliber som her. Et nuanceret drama vel at mærke, hvor personskildringen er grundig, og hvor man bliver fortrolig med filmens tema og hovedkarakter, idet filmen har gjort det umuligt for seeren at være fordømmende. Det er et vovet træk, men det fungerer fremragende i praksis, alt imens Troels Lyby giver sit livs præstation i titelrollen.

”Anklaget” er ikke alene en af de modigste danske film længe set, det er også en af de bedste.