Tam affære
2.0
Indrømmet! Dette var mit første møde med Hannibal Lechter. Derfor kan jeg ikke sammenligne filmen, med de to andre. Jeg håber dog at de er betydeligt bedre end Red Dragon. Det har jeg også grund til at tro, så længe Hopkins's rolle er i centrum. Han er nemlig filmens ubestridte højdepunkt, der desværre her er henvist til periferien, i dette tamme og glatpolerede gys.
At Hopkins spiller fremragende kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det er heller ikke fordi skuespillet generelt fejler noget i denne film. Dog forekom Fiennes's rolle mig ikke troværdig. Han er en dygtig skuespiller og spiller teknisk flot her, men fremstår langt mere patetisk end psykotisk. Norton og Keitel leverer veludførte rutinepræstationer. Foruden Hopkins er Watson bedst og mest troværdig som den naive Reba. En rolle der ikke er helt ulig Bess i Breaking the waves.
Red Dragon er en veludført og teknisk flot iscenesat film med et glimrende score af Danny Elfman. Filmens problem er ganske enkelt at historien ikke fænger. Jo, historien om Lechter gør, men den bliver hurtigt tilsidesat, og selvom historien om Dolarhyde måske nok er godt tænkt så fænger den ikke. Det er som om den både skal være skræmmende og rørende, men ender med ikke at være nogle af delene. Jeg kan sagtens se det interesante perspektiv i historien om den sindsyge mand, der bliver forelsket, og må kæmpe en umulig kamp mod sine indre dæmoner, der i sidste ende overvinder hans forelskelse. Men det virker ganske enkelt alt for brugt og fortænkt, der er brugt alt for meget energi på at vise hans følelser helt nøjagtigt, og det er rollen bare ikke stærk nok til, og så falder det til jorden. Man ser hans følelser men "føler dem ikke selv".
En anden men mindre minusfaktor er brugen af tåbelige bipersoner, der tydeligvis skal bringe lidt humor ind i filmen. Som journalisten eller bibliotikaren. Journalisten har en betydning for historien, men hans rolle er stadig idiotisk og malplaceret, og man kan i sådanne film ganske enkelt ikke placere humoristiske elementer alene for humorens skyld. Det er en misfortåelse at film skal indeholde humor, hvis ikke historien giver anledning til det. Det virkelige humorisktiske moment her er Hopkins, og det burde instruktøren have vidst.
Alt i alt en tam og ligegyldig affære. Alligevel ser jeg frem til at se de to andre film. På grund af Hopkins, og på grund af omtalelserne. Jeg skal absolut ikke udelukke at andre kan få det ud af denne her film som jeg ikke kunne. Det handler vel dybest set om at historien rammer en, for potentialet er der jo. Den fangede bare ikke mig.
At Hopkins spiller fremragende kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det er heller ikke fordi skuespillet generelt fejler noget i denne film. Dog forekom Fiennes's rolle mig ikke troværdig. Han er en dygtig skuespiller og spiller teknisk flot her, men fremstår langt mere patetisk end psykotisk. Norton og Keitel leverer veludførte rutinepræstationer. Foruden Hopkins er Watson bedst og mest troværdig som den naive Reba. En rolle der ikke er helt ulig Bess i Breaking the waves.
Red Dragon er en veludført og teknisk flot iscenesat film med et glimrende score af Danny Elfman. Filmens problem er ganske enkelt at historien ikke fænger. Jo, historien om Lechter gør, men den bliver hurtigt tilsidesat, og selvom historien om Dolarhyde måske nok er godt tænkt så fænger den ikke. Det er som om den både skal være skræmmende og rørende, men ender med ikke at være nogle af delene. Jeg kan sagtens se det interesante perspektiv i historien om den sindsyge mand, der bliver forelsket, og må kæmpe en umulig kamp mod sine indre dæmoner, der i sidste ende overvinder hans forelskelse. Men det virker ganske enkelt alt for brugt og fortænkt, der er brugt alt for meget energi på at vise hans følelser helt nøjagtigt, og det er rollen bare ikke stærk nok til, og så falder det til jorden. Man ser hans følelser men "føler dem ikke selv".
En anden men mindre minusfaktor er brugen af tåbelige bipersoner, der tydeligvis skal bringe lidt humor ind i filmen. Som journalisten eller bibliotikaren. Journalisten har en betydning for historien, men hans rolle er stadig idiotisk og malplaceret, og man kan i sådanne film ganske enkelt ikke placere humoristiske elementer alene for humorens skyld. Det er en misfortåelse at film skal indeholde humor, hvis ikke historien giver anledning til det. Det virkelige humorisktiske moment her er Hopkins, og det burde instruktøren have vidst.
Alt i alt en tam og ligegyldig affære. Alligevel ser jeg frem til at se de to andre film. På grund af Hopkins, og på grund af omtalelserne. Jeg skal absolut ikke udelukke at andre kan få det ud af denne her film som jeg ikke kunne. Det handler vel dybest set om at historien rammer en, for potentialet er der jo. Den fangede bare ikke mig.
01/10-2005
