flerlaget underholdning
5.0
En af filmhistoriens mest signifikante, innovative og filmisk set udødelige instruktører, den konsekvent kvalitative Stanley Kubrick, beviser og understreger med Spartacus, at hans alsidige talent rækker ud over stærk nihilisme, dybdegående misantropi og en generel intelligent skildring og spørgsmålstagen ved mennesket (og dennes fordærv) og samfundet omkring. Spartacus er en klassisk, episk og uhyggelig velfortalt storfilm, der overvælder og begejstrer publikum på noget nær alle områder. Uden Spartacus ville Ridley Scotts senere Gladiator (der muligvis er mere nuanceret i dens karakterskildring, men hvis grundlæggende historie til gengæld er opbygget nærmest identisk ud fra Spartacus’ skabelon) ikke have været celebreret som et mesterværk, og man kan tydeligvis se Scotts (forståelige) store fascination og beundring overfor denne film.
Det er værd at nævne, at var det ikke for skuespilleren Kirk Douglas’ stædighed, så ville Kubrick ikke have været indladt i dette famøse projekt. Douglas havde efter sigende haft ’kunstneriske uoverensstemmelser’ med den originale instruktør Anthony Mann, og hyrede derfor i stedet Kubrick, som han havde arbejdet sammen med på filmen Paths of Glory fra 1957. I Spartacus spiller Douglas hovedrollen som en slave, der kæmper sig vejen til frihed og finder talrige allierede, der ligeledes befries som slaver. Douglas vil føre dem fri for Italiens slaviske lænker ved at sejle dem til deres hjemland. En ret simpel historie, der kalder på stor patos, dog uden at sentimentaliteten tager overhånd. Der er mange paralleller at drage mellem Spartacus og den bibelske historie om Moses, men forfatteren Howard Fast (hvis roman har lagt fundament for filmen) hævder hårdnakket, at historien er baseret på en virkelig person. Muligheden er der selvfølgelig, men Kubricks skildring af karakteren er en smule for endimensional til at man for alvor finder Douglas’ hovedperson plausibel (Kubrick havde ikke kunstnerisk frihed over filmen, men denne begrænsning er heldigvis ikke forekommet siden i hans film). Douglas er simpelthen for integritetsfyldt, heroisk og selvopofrende, og det er en skam, at man ikke ser en mere menneskelig ærlig og fejlfyldt side af Spartacus.
Den bagvedliggende symbolik er der dog ikke en finger at sætte på. Allerede under de indledende credits indikeres der, at Spartacus er en historie om den destruerende magt, der selvophævende fratager folk friheden (og meget subtilt visualiserer Kubrick også en gradvis nedbrydning af idealbilledet af maskulinitet, muligvis på grund af frihedsberøvelsen). Filmen er dog mere end bare kampen for frihed gennem monumentale, såvel som intime kampsekvenser. Kubrick inkorporerer flere fremragende understøttende sidehistorier, der (hovedsagligt) er yderst fængende og medrivende. Fundamentalt er Spartacus dog en romantisk kærlighedshistorie, hvor Douglas finder psykologisk frelse og frihed hos Jean Simmons’ karakter. En optimistisk kærlighedsfortælling (der dog naturligvis udmunder i et tragisk slutresultat, men desværre skildres en smule flegmatisk uden ægte empati fra publikums side) er ikke ligefrem det, man forventer fra Kubricks side, der er en notorisk pessimist (eller realist?). Kubrick giver dog også plads til en mere kritisk indfaldsvinkel, hvor kvinderne fra dengang oftest ikke var andet end et kødeligt objekt overfor mændenes begærlighedstilfredsstillelse. Primaldrifterne, der ligeledes visualiseres under de bestialske gladiator-kampscener (der muligvis leder tilbage til den primitive opfattelse af maskulinitet, hvorved Kubrick provokerer yderligere ved heldigvis ikke at undvige de homoseksuelle undertoner, der er at finde i filmen).
Spartacus er rig på storladne og flamboyante sekvenser, der for alvor overrumpler publikum. Disse er naturligvis pakket ind i hamrende flotte billeder, der stadig imponerer grænseløst. Produktionsværdien er høj, og storfilm kommer sjældent i en flottere indpakning end her. Kubrick udviser et respektindgydende og virtuost overblik over projektet, hvis eneste kritikpunkt på virkemidlernes side er den banale og alt for opulente usik, der til tider er ret anstrengende. Dialogen er skarp og velskrevet og byder endda på enkelte poetiske og kontemplative udgydelser. Man bemærker især den smukke sekvens, hvor Douglas filosoferer over viden omkring brutalitet versus skønhed.
Spartacus er en tung, men ultimativt også meget udbytterig affære. Helteglorificeringen trækker dog ned i helhedsbedømmelsen, samtidig med at de sideløbende historier (Douglas kamp for frihed og de politiske intriger) svinger en smule ukongruent, hvor spændingsniveauet desværre ikke er enslignende. Fejlene er dog let tilgivelige, da Spartacus er en storslået filmfortælling af høj kaliber. Stor respekt for Kubricks overlegne og yderst talentfulde iscenesættelse. Spartacus vil muligvis ikke stå som hans mest betydningsfulde eller for den sags skyld bedste film, men som fremragende underholdning fungerer den upåklageligt.
Det er værd at nævne, at var det ikke for skuespilleren Kirk Douglas’ stædighed, så ville Kubrick ikke have været indladt i dette famøse projekt. Douglas havde efter sigende haft ’kunstneriske uoverensstemmelser’ med den originale instruktør Anthony Mann, og hyrede derfor i stedet Kubrick, som han havde arbejdet sammen med på filmen Paths of Glory fra 1957. I Spartacus spiller Douglas hovedrollen som en slave, der kæmper sig vejen til frihed og finder talrige allierede, der ligeledes befries som slaver. Douglas vil føre dem fri for Italiens slaviske lænker ved at sejle dem til deres hjemland. En ret simpel historie, der kalder på stor patos, dog uden at sentimentaliteten tager overhånd. Der er mange paralleller at drage mellem Spartacus og den bibelske historie om Moses, men forfatteren Howard Fast (hvis roman har lagt fundament for filmen) hævder hårdnakket, at historien er baseret på en virkelig person. Muligheden er der selvfølgelig, men Kubricks skildring af karakteren er en smule for endimensional til at man for alvor finder Douglas’ hovedperson plausibel (Kubrick havde ikke kunstnerisk frihed over filmen, men denne begrænsning er heldigvis ikke forekommet siden i hans film). Douglas er simpelthen for integritetsfyldt, heroisk og selvopofrende, og det er en skam, at man ikke ser en mere menneskelig ærlig og fejlfyldt side af Spartacus.
Den bagvedliggende symbolik er der dog ikke en finger at sætte på. Allerede under de indledende credits indikeres der, at Spartacus er en historie om den destruerende magt, der selvophævende fratager folk friheden (og meget subtilt visualiserer Kubrick også en gradvis nedbrydning af idealbilledet af maskulinitet, muligvis på grund af frihedsberøvelsen). Filmen er dog mere end bare kampen for frihed gennem monumentale, såvel som intime kampsekvenser. Kubrick inkorporerer flere fremragende understøttende sidehistorier, der (hovedsagligt) er yderst fængende og medrivende. Fundamentalt er Spartacus dog en romantisk kærlighedshistorie, hvor Douglas finder psykologisk frelse og frihed hos Jean Simmons’ karakter. En optimistisk kærlighedsfortælling (der dog naturligvis udmunder i et tragisk slutresultat, men desværre skildres en smule flegmatisk uden ægte empati fra publikums side) er ikke ligefrem det, man forventer fra Kubricks side, der er en notorisk pessimist (eller realist?). Kubrick giver dog også plads til en mere kritisk indfaldsvinkel, hvor kvinderne fra dengang oftest ikke var andet end et kødeligt objekt overfor mændenes begærlighedstilfredsstillelse. Primaldrifterne, der ligeledes visualiseres under de bestialske gladiator-kampscener (der muligvis leder tilbage til den primitive opfattelse af maskulinitet, hvorved Kubrick provokerer yderligere ved heldigvis ikke at undvige de homoseksuelle undertoner, der er at finde i filmen).
Spartacus er rig på storladne og flamboyante sekvenser, der for alvor overrumpler publikum. Disse er naturligvis pakket ind i hamrende flotte billeder, der stadig imponerer grænseløst. Produktionsværdien er høj, og storfilm kommer sjældent i en flottere indpakning end her. Kubrick udviser et respektindgydende og virtuost overblik over projektet, hvis eneste kritikpunkt på virkemidlernes side er den banale og alt for opulente usik, der til tider er ret anstrengende. Dialogen er skarp og velskrevet og byder endda på enkelte poetiske og kontemplative udgydelser. Man bemærker især den smukke sekvens, hvor Douglas filosoferer over viden omkring brutalitet versus skønhed.
Spartacus er en tung, men ultimativt også meget udbytterig affære. Helteglorificeringen trækker dog ned i helhedsbedømmelsen, samtidig med at de sideløbende historier (Douglas kamp for frihed og de politiske intriger) svinger en smule ukongruent, hvor spændingsniveauet desværre ikke er enslignende. Fejlene er dog let tilgivelige, da Spartacus er en storslået filmfortælling af høj kaliber. Stor respekt for Kubricks overlegne og yderst talentfulde iscenesættelse. Spartacus vil muligvis ikke stå som hans mest betydningsfulde eller for den sags skyld bedste film, men som fremragende underholdning fungerer den upåklageligt.
01/10-2005
