Flot, eventyrlig og grum.

Dette er ikke Burtons bedste film, og langtfra en helstøbt film, men alligevel er tonen så varm og kærlig, at Charlie er en sikker vinder. Hovedrollen, spillet af den vanvittigt talentfulde barneskuespiller Freddie Highmore, leverer intet mindre end en oscarværdig præstation, og jeg tør vædde meget på at han vil blive nomineret. Filmen er proppet med Burtonsk kærlighed til det gotiske og sadomasokistiske, og det passer godt ind i denne finurlige historie. Det som alligevel gør Charlie en smule flad, er at de resterende børneskuepillere´s karakterer er meget primitive, og at disse børn langtfra kan ramme det talentfulde spil, som resten af filmens dygtige ensemble har lagt. Filmens opbygning er utrolig forudsigelig, da man har fastholdt eventyrets dramaturgi, og det gør at filmens midterdel bliver en anelse lang i spyttet, da man ved at alle børn, på nær vores helt, skal afvikles på fantasifuld vis. Elfman´s musik er herlig, og rammer atter Burtons bizarre univers så præcist, at musikken ofte redder en haltende skuespillerpræstation eller lidt for realistisk billed-komposition. Alt i alt er det forståeligt at denne film høster publikum i biograferne, da den leverer den klassiske eventyrlige vare, som publikum altid vil hungre efter. Der er tale om et filmisk univers, der lader publikum rejse ind i en anden verden, og denne virkelighedsflugt er der et bredt publikum til.