slice of Heaven
5.0
Den tyske filminstruktør Tom Tykwer spillefilmsdebuterede allerede i 1993 med Die Tödliche Maria, men bragede først igennem på den internationale filmscene med hans tredje film, den adrenalinfyldte og gennemført hektiske Lola Rennt, der vakte stor jubel hos anmelder såvel som publikum i hele verdenen. Efter den smukke, men desværre lettere oversete Der Krieger und die Kaiserin, instruerede Tykwer denne international producerede drama, hvor hans let genkendelige og mesterlige signatur heldigvis ikke forsvandt i processen. Tykwer har altid været en meget original og personlig instruktør, hvor sammenblandingen af æstetisk stilisering og historiemæssig substans går op i en højere enhed. Heaven er et atypisk og meget smukt kærlighedsdrama, der endnu engang understreger Tykwer som et unikt talent i filmiske sammenhænge.
Handlingen i Heaven er overordnet en smule spinkel og enkel, men følelserne er til gengæld ægte og evigt nærværende. Dette skyldes ikke mindst Cate Blanchett (som jeg til tider har fundet overvurderet og overeksponeret, men i denne film spiller hun absolut fremragende) og Giovanni Ribisi i de to altdominerende hovedroller, hvor de to byder på intim, helt igennem overbevisende og smertefyldt sammenspil. Ribisi og Blanchett udlever hver især superbe og indsigtsfulde portrætter af to skrøbelige individer, der finder emotionel styrke og ægte kærlighed i hinanden. Blanchett spiller kvinden, der under et bombeattentat, hvor offeret skulle have været en narkotikabagmand, kommer til at myrde 4 uskyldige mennesker. Hendes sjæl tynges naturligvis af denne gerning, og under politiets hårdtslående afhøringer, forelsker Ribisi, der er tolk, sig i denne kvinde. Ved hjælp af Blanchetts oprigtige og reelle intentioner understøtter Tykwer tvetydigheden i fortællingen, hvor man finder sympati for denne kvinde, der ultimativt er et offer for samfundets ligegyldighed overfor alvorlige problemstillinger som stoffer. Ribisi introduceres som en lettere naiv (og muligvis fiktionaliserende) karakter, hvis handlinger publikum dog kommer til at forstå via den indfølte kærlighedsskildringen.
Heaven fortælles i et tålmodigt og psykologisk malerisk tempo, som Tykwer mestrer til fulde Han er eminent til at opbygge og bevare en psykologisk spænding og plausibilitet, der intensiveres betydeligt gennem de glimrende skuespilpræstationer. Den indledningsvis forblindende forelskelse (fascination fra Ribisis side, taknemlighed fra Blanchetts) udvikles hurtigt til en mere dybdegående og gensidig kærlighed, hvorved fortællerperspektivet også begrænses til de to hovedkarakterer, og de bagvedliggende konspirationsteorier og komplikationer forekommer irrelevante. Tykwer indikerer deres kærlighedsposition gennem seksualiteten. Under en flugt er Ribisi og Blanchett ufrivillige vidner til en meget upersonlig sexscene mellem to fremmede (som styres af rendyrket begær og intet mere), der næsten ender i fatal tilfangetagelse af politiet. Lidt længere inde i filmen klippes både Ribisi og Blanchett næsten skaldet, og den tiltrækkende seksualitet er herved ekskluderet. Da der alligevel forekommer sex mellem de to, skyldes det, at kærligheden er oprigtig og ærlig. I min fortolkning banaliserer jeg Tykwers kærlighedsskildring en smule, men det er svært at redegøre fyldestgørende for hans filosoferende visualisering. Den fantastiske slutning er alt andet end forklarende og enkel, men indikerer alligevel evident, at Ribisi og Blanchett har fundet paradis igennem deres kærlighed til hinanden (og man hjemsøges af ordene ’how high can I go?’ fra filmens begyndelse). Og alt dette serveres uden sødladen sentimentalitet indpakket i fordummende eskapisme.
Heaven er en hypnotiserende og attraktiv sanseoplevelse, der efterlader publikum med en i sandhed unik og opløftende sindstilstand. Der bydes æstetisk smukke, mindeværdige og afsindig flotte billeder, udmundet af den exceptionelle og originale fotografering. Musikken af Arvo Pärt er ubeskrivelig følelsesladet, og Heaven må siges at være en af de smukkeste og bedste film, jeg har set i meget lang tid. Tykwer er en opsigtsvækkende etter i filmbranchen.
Handlingen i Heaven er overordnet en smule spinkel og enkel, men følelserne er til gengæld ægte og evigt nærværende. Dette skyldes ikke mindst Cate Blanchett (som jeg til tider har fundet overvurderet og overeksponeret, men i denne film spiller hun absolut fremragende) og Giovanni Ribisi i de to altdominerende hovedroller, hvor de to byder på intim, helt igennem overbevisende og smertefyldt sammenspil. Ribisi og Blanchett udlever hver især superbe og indsigtsfulde portrætter af to skrøbelige individer, der finder emotionel styrke og ægte kærlighed i hinanden. Blanchett spiller kvinden, der under et bombeattentat, hvor offeret skulle have været en narkotikabagmand, kommer til at myrde 4 uskyldige mennesker. Hendes sjæl tynges naturligvis af denne gerning, og under politiets hårdtslående afhøringer, forelsker Ribisi, der er tolk, sig i denne kvinde. Ved hjælp af Blanchetts oprigtige og reelle intentioner understøtter Tykwer tvetydigheden i fortællingen, hvor man finder sympati for denne kvinde, der ultimativt er et offer for samfundets ligegyldighed overfor alvorlige problemstillinger som stoffer. Ribisi introduceres som en lettere naiv (og muligvis fiktionaliserende) karakter, hvis handlinger publikum dog kommer til at forstå via den indfølte kærlighedsskildringen.
Heaven fortælles i et tålmodigt og psykologisk malerisk tempo, som Tykwer mestrer til fulde Han er eminent til at opbygge og bevare en psykologisk spænding og plausibilitet, der intensiveres betydeligt gennem de glimrende skuespilpræstationer. Den indledningsvis forblindende forelskelse (fascination fra Ribisis side, taknemlighed fra Blanchetts) udvikles hurtigt til en mere dybdegående og gensidig kærlighed, hvorved fortællerperspektivet også begrænses til de to hovedkarakterer, og de bagvedliggende konspirationsteorier og komplikationer forekommer irrelevante. Tykwer indikerer deres kærlighedsposition gennem seksualiteten. Under en flugt er Ribisi og Blanchett ufrivillige vidner til en meget upersonlig sexscene mellem to fremmede (som styres af rendyrket begær og intet mere), der næsten ender i fatal tilfangetagelse af politiet. Lidt længere inde i filmen klippes både Ribisi og Blanchett næsten skaldet, og den tiltrækkende seksualitet er herved ekskluderet. Da der alligevel forekommer sex mellem de to, skyldes det, at kærligheden er oprigtig og ærlig. I min fortolkning banaliserer jeg Tykwers kærlighedsskildring en smule, men det er svært at redegøre fyldestgørende for hans filosoferende visualisering. Den fantastiske slutning er alt andet end forklarende og enkel, men indikerer alligevel evident, at Ribisi og Blanchett har fundet paradis igennem deres kærlighed til hinanden (og man hjemsøges af ordene ’how high can I go?’ fra filmens begyndelse). Og alt dette serveres uden sødladen sentimentalitet indpakket i fordummende eskapisme.
Heaven er en hypnotiserende og attraktiv sanseoplevelse, der efterlader publikum med en i sandhed unik og opløftende sindstilstand. Der bydes æstetisk smukke, mindeværdige og afsindig flotte billeder, udmundet af den exceptionelle og originale fotografering. Musikken af Arvo Pärt er ubeskrivelig følelsesladet, og Heaven må siges at være en af de smukkeste og bedste film, jeg har set i meget lang tid. Tykwer er en opsigtsvækkende etter i filmbranchen.
02/10-2005
