velspillet men mangelfuld film

Mesterinstruktøren Anthony Minghella (som jeg har haft den store ære og fornøjelse af at overvære under et meget inspirerende foredrag) spillefilmsdebuterer (og krediteres naturligvis også som manuskriptforfatter) fornemt med denne stilfærdige, men stedvis også humoristiske og rørende drama, der appellerer til hjertet uden at forfalde til tanketom sentimentalitet eller tommetyk romantisme. Desværre er historien ultimativt ikke synderlig ophidsende og kan til tider endda føles en smule kedsommelig. Som debutant imponerer Minghella dog med en stor menneskelig indsigt, og selvom selve omdrejningspunktet ofte før er blevet eksploreret på film, så forsøger Minghella sig med en mere ambitiøs og alternativ indfaldsvinkel til begrebet sorgbehandling, og på denne front kan slutresultatet da heller ikke undsige sig være vellykket. Desværre er den underliggende opbyggende kærlighedsfortælling lidt for banal og snæversynet til at understøtte førnævnte aspekt fyldestgørende.

Juliet Stevenson er ret velspillende som den efterladte og sorgfyldte enke, der ikke kan komme sig over mandens død og lukker derfor sig selv inde i hendes egen verden, hvor hun distancerer menneskerne omkring sig for at undgå dyberegående menneskelig kontakt. Herfra udvikler historien i Truly Madly Deeply (der kan blamere sig med en af filmhistoriens smukkeste titler) sig dog ganske atypisk, da manden vender tilbage, ikke kun i spirituel form, men i en helt konkret fysisk skikkelse. Minghella bibeholder dog realismen og plausibiliteten, især via hans bevidst manglende stillingtagen til Stevensons metafysiske behandling af sorg som enten et guddommeligt touch eller mental selvindbildning. Alan Rickman er eminent som den afdøde og nu tilbagekomne mand, og Rickman understreger med denne film endnu engang, at han er en af nutidens mest karismatiske og talentfulde karakterskuespillere. Minghella stiller spørgsmålstegn ved glorificeringen af tidligere minder, da Rickmans tilbagekomst gradvist og langsommeligt genopdager de ægteskabelige irritationsmomenter, der nu engang er uundgåelige. Dette aspekt af ganske fascinerende, men Minghella udforsker det ikke tilpas fyldestgørende, og det overnaturlige præmis udnyttes desværre ikke optimalt.

Truly Madly Deeply er et roligt drama, der ligger et godt fundament for Minghellas opsigtsvækkende og kvalitative karriere. Desværre hæver den sig ikke op til det for alvor seværdige, da den har sine småkedelige og mangelfulde momenter.