fantasifulde Burton
3.0
Den fascinerende og magiske instruktør Tim Burton (der nok ikke kræver en længere introduktion) debuterer indenfor spillefilmens verden med filmatiseringen af Paul Reubens tv-serie om Pee Wee Herman (som jeg indrømmet ikke har nogen kendskab til), der er endt som en charmerende, sød og moderat morsom og underholdende affære, der dog langtfra nærmer sig den kvalitative liga af absolut fremragende og hjertefyldte film, som Burton senere hen har beriget os med. Dette skyldes selve Pee Wee karakteren, der er mere langt mere anstrengende end seværdig, og som grundlæggende ikke fortjener en rendyrket filmatisering.
Det ville være synd at kategorisere Reubens som en begavet komiker, af den slags som især 80’erne besad i overflod, og hans selvkreerede Pee Wee Herman begår sig da heller ikke særlig godt på det store lærred, hvor hans utallige grinelyde og besynderlige udbrud hurtigt begynder at gå publikum en smule på nerverne. Det er ikke umuligt, at børn og yngre sjæle vil kunne finde morskab i Reubens infantile udskejelser, men det gjorde jeg ikke, og seværdigheden i Pee Wees’s Big Adevnture skal for mit vedkommende derfor findes i Burtons forrygende iscenesættelse. Hvad der helt nøjagtig har tiltrukket Burton (der er notorisk selektiv i hans filmprojekter) til filmen, kan man kun spekulere over, da manuskriptet tydeligvis både er hamrende forudsigelig og uoriginal, men faktum er, at Burton optimerer filmen betydeligt gennem hans indladenhed i projektet, og der er en masse Burton’ske kvaliteter og varemærker at finde i filmen. De forunderlige og idérige opfindelser, der selvsagt er at finde i Pee Wee’s Big Adventure, skriger klassisk Burton og som fundamenterende stiløvelse er der ikke en finger at sætte på filmen. Desværre er Pee Wee’s Big Adventure ’kun’ en (nødvendig dog) springbræt til større produktioner for Burton, og der er ingen spændende kontemplativ subtekst at finde i filmen (som der normalvis ellers er at finde hos Burton), der derved analytisk set er en svag affære. Da intentionerne dog ikke har været højere end at kreere en uforpligtende og børnevenlig familiefilm, kan man ikke rigtig kritisere filmen på dette punkt.
De finansierende studier har tydeligvis haft tiltro til Burtons unikke og visionære sans (hvor hans æstetik dog er udviklet betydeligt i den smukkeste retning siden denne film), der naturligvis byder på Burtons klassiske bizarre og til tider morbide humor, perfekt integreret i en mere alvorlig fortælleramme (hvor moralen serveres evident). Som Burton-film er Pee Wee’s Big Adventure en sand og forrygende fornøjelse, men Reubens irriterende karakter og mangelfulde humor på manuskriptfronten trækker stærkt ned i helhedsbedømmelsen. Som stor Burton-fan var filmen et kig værd, men langtfra en mindeværdig oplevelse.
Det ville være synd at kategorisere Reubens som en begavet komiker, af den slags som især 80’erne besad i overflod, og hans selvkreerede Pee Wee Herman begår sig da heller ikke særlig godt på det store lærred, hvor hans utallige grinelyde og besynderlige udbrud hurtigt begynder at gå publikum en smule på nerverne. Det er ikke umuligt, at børn og yngre sjæle vil kunne finde morskab i Reubens infantile udskejelser, men det gjorde jeg ikke, og seværdigheden i Pee Wees’s Big Adevnture skal for mit vedkommende derfor findes i Burtons forrygende iscenesættelse. Hvad der helt nøjagtig har tiltrukket Burton (der er notorisk selektiv i hans filmprojekter) til filmen, kan man kun spekulere over, da manuskriptet tydeligvis både er hamrende forudsigelig og uoriginal, men faktum er, at Burton optimerer filmen betydeligt gennem hans indladenhed i projektet, og der er en masse Burton’ske kvaliteter og varemærker at finde i filmen. De forunderlige og idérige opfindelser, der selvsagt er at finde i Pee Wee’s Big Adventure, skriger klassisk Burton og som fundamenterende stiløvelse er der ikke en finger at sætte på filmen. Desværre er Pee Wee’s Big Adventure ’kun’ en (nødvendig dog) springbræt til større produktioner for Burton, og der er ingen spændende kontemplativ subtekst at finde i filmen (som der normalvis ellers er at finde hos Burton), der derved analytisk set er en svag affære. Da intentionerne dog ikke har været højere end at kreere en uforpligtende og børnevenlig familiefilm, kan man ikke rigtig kritisere filmen på dette punkt.
De finansierende studier har tydeligvis haft tiltro til Burtons unikke og visionære sans (hvor hans æstetik dog er udviklet betydeligt i den smukkeste retning siden denne film), der naturligvis byder på Burtons klassiske bizarre og til tider morbide humor, perfekt integreret i en mere alvorlig fortælleramme (hvor moralen serveres evident). Som Burton-film er Pee Wee’s Big Adventure en sand og forrygende fornøjelse, men Reubens irriterende karakter og mangelfulde humor på manuskriptfronten trækker stærkt ned i helhedsbedømmelsen. Som stor Burton-fan var filmen et kig værd, men langtfra en mindeværdig oplevelse.
07/10-2005
