Citizen Kane Light
5.0
Biografisk film om den succesfulde multimillionær, filmproducent/instruktør, forretningsmand, vovehals, pilot, flykonstruktør, m.m. Howard Hughes (DiCaprio) liv, der trods penge og magt hæmmes mere og mere af en psykisk lidelse.
Den legendariske instruktør Scorsese forsætter, ligesom med ”Gangs Of New York”, med at søge efter den amerikanske sjæl og efter historier om hvad der har været med til at forme Amerika. Det må sige at lykkes helt godt med denne fantastisk flotte storfilm, der unægteligt leder tankerne hen på Orson Well’s mesterværket ”Citizen Kane”, selv om ”The Aviator” ikke er oppe i samme liga (kun få film er).
I hovedrollen gør DiCaprio en fornem indsats og får atter bevist overfor sine kritikere, at han ikke bare er et ”pretty baby face”, men faktisk en dygtig og seriøs skuespiller, også selv om hans fysiske fremtoning kan virke lidt drenget i forhold til virkelighedens Hughes. DiCaprio får i den grad menneskeliggjort Hughes og hans stærke og svage sider og tegner et både foruroligende, men også sympatisk portræt af et menneske der igennem livet kæmper med sine indre dæmoner, her dog med fokus på de år hvor Hughes byggede sit imperium op, og han gør det så godt, at han får os alle til at blive nervøse for, at vi også skulle lide af en eller anden form for tvangshandlinger.
I filmens biroller optræder en lang række store navne, mest fremtrædende er Blanchett som Katharine Hepburn. En rolle hun er blevet rost meget for og hun vandt da også en Oscar for bedste kvindelige birolle. For mig er hun dog en af filmens kritikpunkter, for selv om hun da indrømmet spiller fornemt, sad jeg også og tænkte at hun faktisk spillede og begyndte at føle hende påtaget og lettere irriterende. Selve portrættet fandt jeg heller ikke gennemført, man får ikke indtryk af, at Hepburn er den store stjerne hun er, men da filmen har fokus på Hughes, er dette et mindre kritikpunkt.
Handlingen trækker sig over en lang række år, men uden at den af den grund fremstår usammenhængende, som den slags store biografiske film ofte har en tendens til. Scorsese har klogeligt valgt at gøre det til en personlig historie om et menneske og de begivenheder der var med til at forme ham og ikke omvendt.
Teknisk er filmen en lækkerbisken, den har en fantastisk fotograferet billed-side og Scorsese’s valg af farvelægning, der passer til de år filmen foregår, gør billederne unikke at se på. Filmen er desuden vidunderligt klippet sammen og musikken af Howard Shore er fremragende.
”The Aviator” vandt ikke en Oscar for bedste film, som den ellers var nomineret til, den gik i stedet til Eastwood’s boksedrama ”Million Dollar Baby” og selv om det ikke er en dårlig film, så var det ikke fortjent.
Den legendariske instruktør Scorsese forsætter, ligesom med ”Gangs Of New York”, med at søge efter den amerikanske sjæl og efter historier om hvad der har været med til at forme Amerika. Det må sige at lykkes helt godt med denne fantastisk flotte storfilm, der unægteligt leder tankerne hen på Orson Well’s mesterværket ”Citizen Kane”, selv om ”The Aviator” ikke er oppe i samme liga (kun få film er).
I hovedrollen gør DiCaprio en fornem indsats og får atter bevist overfor sine kritikere, at han ikke bare er et ”pretty baby face”, men faktisk en dygtig og seriøs skuespiller, også selv om hans fysiske fremtoning kan virke lidt drenget i forhold til virkelighedens Hughes. DiCaprio får i den grad menneskeliggjort Hughes og hans stærke og svage sider og tegner et både foruroligende, men også sympatisk portræt af et menneske der igennem livet kæmper med sine indre dæmoner, her dog med fokus på de år hvor Hughes byggede sit imperium op, og han gør det så godt, at han får os alle til at blive nervøse for, at vi også skulle lide af en eller anden form for tvangshandlinger.
I filmens biroller optræder en lang række store navne, mest fremtrædende er Blanchett som Katharine Hepburn. En rolle hun er blevet rost meget for og hun vandt da også en Oscar for bedste kvindelige birolle. For mig er hun dog en af filmens kritikpunkter, for selv om hun da indrømmet spiller fornemt, sad jeg også og tænkte at hun faktisk spillede og begyndte at føle hende påtaget og lettere irriterende. Selve portrættet fandt jeg heller ikke gennemført, man får ikke indtryk af, at Hepburn er den store stjerne hun er, men da filmen har fokus på Hughes, er dette et mindre kritikpunkt.
Handlingen trækker sig over en lang række år, men uden at den af den grund fremstår usammenhængende, som den slags store biografiske film ofte har en tendens til. Scorsese har klogeligt valgt at gøre det til en personlig historie om et menneske og de begivenheder der var med til at forme ham og ikke omvendt.
Teknisk er filmen en lækkerbisken, den har en fantastisk fotograferet billed-side og Scorsese’s valg af farvelægning, der passer til de år filmen foregår, gør billederne unikke at se på. Filmen er desuden vidunderligt klippet sammen og musikken af Howard Shore er fremragende.
”The Aviator” vandt ikke en Oscar for bedste film, som den ellers var nomineret til, den gik i stedet til Eastwood’s boksedrama ”Million Dollar Baby” og selv om det ikke er en dårlig film, så var det ikke fortjent.
09/10-2005
