Punch-lines og Action
4.0
Tidligere secret service agent (Willis), der nu ernærer sig som lurvet detektiv, prøver sammen med en tidligere professionel football-spiller (Wayans) at finde ud af, hvorfor en ung stripper, som detektiven var hyret til at beskytte og som football-spilleren var kæreste med, er blevet myrdet.
Efter at have se Willis gøre så god en figur som rapkæftet ”mod-sin-vilje” actionhelt i de to (første) fantastiske og gennemførte actionmesterværker ”Die Hard” 1 og 2 (som denne her ikke kommer tæt på), kan valget af ham til denne her næsten virke for oplagt, som var filmen kun lavet for at atter engang at se ham i sådan en rolle. De to karakterer ligger i hvert fald lige rigeligt tæt på hinanden, her er han bare endnu mere kynisk og beskidt, men desværre også langt mere klichefyldt, flad og påtaget.
Helten der er nede i sølet, på grund af en eller anden form for tragisk begivenhed og får chancen for at genvinde sin selvrespekt og dermed respekten fra sin familie og omverdenen, er i hvert fald set så ofte at det næsten er trættende og i Scott’s instruktion tilføres den intet nyt eller spændende, mens de fladtrådte klicheer næsten trækkes for langt ud i forsøget på at gøre Willis rå og sej. Man har prøvet at give rollen lidt dybde og ægte menneskelige kvaliteter ved at udstyre ham med en kone og datter, til hvem han begge har et dårligt forhold, men den stikker bare ikke så dybt som de gerne vil have os til at tro og er næsten mere forstyrrende end egentlig vedkommende for selve historie og de mange ellers medrivende actionscener og så er den i bund og grund heller ikke særlig ny.
Men ikke desto mindre må man erkende at Willis gør det godt i sådanne roller og det er svært ikke at trække på smilebåndet når han fyrer den ene mere platte rå bemærkning af efter den anden, også selv om man så må finde sig i at der det meste af tiden tales i overskrift lignende punch-lines af den slags man har hørt utallige gange før.
Handlingen er ærlig talt en tynd gang te, der ikke kan overbevise og har sine forklaringsproblemer og huller hvis man giver den for meget tanke, mens den indimellem er tæt på at køre fast, som aner den ikke hvor den lige vil hen. Men den fungerer dog rimeligt som ramme for en god gang dybt underholdende ramasjang og spænding og det er her, sammen med instruktør Scott’s talent på billedsiden og hans ofte rappe klippestil og evner for at ”designe” en film, så den ser lækker ud og virker åndedrætsfremkaldende, at filmen vinder stort og tager sine stik hjem.
Musikken af Michael Kamen, der siges ikke at kunne fordrage filmen, er også velkomponeret og dejlig svulstig og medvirker til at denne her meget amerikanske actionbasker fungerer så godt som den alligevel gør.
Det er form over indhold, men hvilken form og da vi er over i en genre som denne, så er det let at tilgive, for man bliver godt underholdt og derfor får filmen den sidste ekstra stjerne med.
Efter at have se Willis gøre så god en figur som rapkæftet ”mod-sin-vilje” actionhelt i de to (første) fantastiske og gennemførte actionmesterværker ”Die Hard” 1 og 2 (som denne her ikke kommer tæt på), kan valget af ham til denne her næsten virke for oplagt, som var filmen kun lavet for at atter engang at se ham i sådan en rolle. De to karakterer ligger i hvert fald lige rigeligt tæt på hinanden, her er han bare endnu mere kynisk og beskidt, men desværre også langt mere klichefyldt, flad og påtaget.
Helten der er nede i sølet, på grund af en eller anden form for tragisk begivenhed og får chancen for at genvinde sin selvrespekt og dermed respekten fra sin familie og omverdenen, er i hvert fald set så ofte at det næsten er trættende og i Scott’s instruktion tilføres den intet nyt eller spændende, mens de fladtrådte klicheer næsten trækkes for langt ud i forsøget på at gøre Willis rå og sej. Man har prøvet at give rollen lidt dybde og ægte menneskelige kvaliteter ved at udstyre ham med en kone og datter, til hvem han begge har et dårligt forhold, men den stikker bare ikke så dybt som de gerne vil have os til at tro og er næsten mere forstyrrende end egentlig vedkommende for selve historie og de mange ellers medrivende actionscener og så er den i bund og grund heller ikke særlig ny.
Men ikke desto mindre må man erkende at Willis gør det godt i sådanne roller og det er svært ikke at trække på smilebåndet når han fyrer den ene mere platte rå bemærkning af efter den anden, også selv om man så må finde sig i at der det meste af tiden tales i overskrift lignende punch-lines af den slags man har hørt utallige gange før.
Handlingen er ærlig talt en tynd gang te, der ikke kan overbevise og har sine forklaringsproblemer og huller hvis man giver den for meget tanke, mens den indimellem er tæt på at køre fast, som aner den ikke hvor den lige vil hen. Men den fungerer dog rimeligt som ramme for en god gang dybt underholdende ramasjang og spænding og det er her, sammen med instruktør Scott’s talent på billedsiden og hans ofte rappe klippestil og evner for at ”designe” en film, så den ser lækker ud og virker åndedrætsfremkaldende, at filmen vinder stort og tager sine stik hjem.
Musikken af Michael Kamen, der siges ikke at kunne fordrage filmen, er også velkomponeret og dejlig svulstig og medvirker til at denne her meget amerikanske actionbasker fungerer så godt som den alligevel gør.
Det er form over indhold, men hvilken form og da vi er over i en genre som denne, så er det let at tilgive, for man bliver godt underholdt og derfor får filmen den sidste ekstra stjerne med.
12/10-2005
