overfladisk eksplorering
3.0
Den renommerede og yderst respekterede instruktør Ridley Scotts på mange måder storslåede debutfilm (der er baseret på en roman af Joseph Conrads), er en odysse ud i attraktiv og malerisk (og naturligvis også velproduceret) æstetik, hvor selve historiesiden dog ikke kan undsige sig at være lettere mangelfuld. Scotts fortid som reklamefilmsinstruktør fornægter sig naturligvis ikke på billedsiden, men heldigvis forfalder han ikke til en substansløs og kunstnerisk flad debutfilm (som mestendels af hans kollegaer gjorde, og stadig gør), der tager den lette vej til pengebagmændenes lommer. Scott forsøger sig i stedet med en mere kompleks fortælling om menneskelig fanatisme overfor æresbegreber, der nemt kan kategoriseres som decideret debilitet. The Duellists er dog ligeså meget en ganske fornuftig underholdningsfilm, der besidder talrige klassiske eventyrmomenter, uden at disse dog kommer til at underminere realismen.
Keith Carradine er velvalgt i hovedrollen som en integritetsfylde officer i Napoleons hær, hvis veje nærmest konstant krydses med Harvey Keitels karakter, der gang på gang duellerer Carradine til drabelige kampe, der ultimativt skulle og burde ende fatalt. Keitels kampliderlige og irrationelle karakter repræsenterer fortidens primitive og deliristiske æresbegreber, mens Carradine symboliserer moderniseringen og humaniseringen af disse. To nemesis, der konstant konfronteres. Keitels tykhovedet og snæversynede opførsel tangerer til tider til både det tåbelige og uplausible, og ikke engang en herre af Keitels format kan for alvor levendegøre den psykologisk flade karakter. Selve historien i The Duellists er en smule flad og til tider også uophidsende. Man kunne muligvis forsvare den alt for tynde simplicitet ved at fremhæve denne som understøtter for ligegyldigheden i de utallige dueller, katalyseret af ligegyldige detaljer, men faktum er, at historien aldrig for alvor løfter sig til noget særpræget eller fremragende. Dette afskærer også publikum for enhver form for emotionel indlevelse i The Duellists.
Som tidsbillede er filmen dog ganske gennemført, og The Duellists har da også været stor inspirationskilde for fremtidige filmmagere, hvor Kevin Reynolds og Michael Caton-Jones kan fremhæves som store beundrer. Filmen bugner med klassiske Scott-signaturer, som han senere har genoplivet med den famøse Gladiator og hans seneste, den underholdende, men ligeledes emotionel bagatelliserende Kingdom of Heaven (som jeg er glad for, at du kunne lide, Das). Selvom The Duellists kan være trættende i længden, så er den dog skam slet ikke uden kvaliteter, der berettiger Scotts kategorisering som kvalitativ instruktør. Underholdningen er overordnet god, og Scott beviser flere gange, hvor overlegent han mestrer spændingsvirkemidlerne, og hvor friske og originale disse kommer til at fremstå i hans kyndige hænder. Det endelige opgør bugner i særdeleshed med psykologisk, såvel som ydre spænding, og Scott efterlader publikum med et sanselig og malerisk billede i slutningen, hvor Keitel ligeledes indser sin latterlige stædighed, og hvorledes denne har frarøvet ham enhver form for ære og menneskelig stolthed. The Duellists er en udmærket film, der ligger en stabil grobund for Scotts senere filmiske, og hovedsagligt altid seværdige udskejelser (allerede to år scener begik han sit første mesterværk med sci-fi/gyserklassikeren Alien). Det er dog ikke The Duellists, som Scott vil blive husket for.
Keith Carradine er velvalgt i hovedrollen som en integritetsfylde officer i Napoleons hær, hvis veje nærmest konstant krydses med Harvey Keitels karakter, der gang på gang duellerer Carradine til drabelige kampe, der ultimativt skulle og burde ende fatalt. Keitels kampliderlige og irrationelle karakter repræsenterer fortidens primitive og deliristiske æresbegreber, mens Carradine symboliserer moderniseringen og humaniseringen af disse. To nemesis, der konstant konfronteres. Keitels tykhovedet og snæversynede opførsel tangerer til tider til både det tåbelige og uplausible, og ikke engang en herre af Keitels format kan for alvor levendegøre den psykologisk flade karakter. Selve historien i The Duellists er en smule flad og til tider også uophidsende. Man kunne muligvis forsvare den alt for tynde simplicitet ved at fremhæve denne som understøtter for ligegyldigheden i de utallige dueller, katalyseret af ligegyldige detaljer, men faktum er, at historien aldrig for alvor løfter sig til noget særpræget eller fremragende. Dette afskærer også publikum for enhver form for emotionel indlevelse i The Duellists.
Som tidsbillede er filmen dog ganske gennemført, og The Duellists har da også været stor inspirationskilde for fremtidige filmmagere, hvor Kevin Reynolds og Michael Caton-Jones kan fremhæves som store beundrer. Filmen bugner med klassiske Scott-signaturer, som han senere har genoplivet med den famøse Gladiator og hans seneste, den underholdende, men ligeledes emotionel bagatelliserende Kingdom of Heaven (som jeg er glad for, at du kunne lide, Das). Selvom The Duellists kan være trættende i længden, så er den dog skam slet ikke uden kvaliteter, der berettiger Scotts kategorisering som kvalitativ instruktør. Underholdningen er overordnet god, og Scott beviser flere gange, hvor overlegent han mestrer spændingsvirkemidlerne, og hvor friske og originale disse kommer til at fremstå i hans kyndige hænder. Det endelige opgør bugner i særdeleshed med psykologisk, såvel som ydre spænding, og Scott efterlader publikum med et sanselig og malerisk billede i slutningen, hvor Keitel ligeledes indser sin latterlige stædighed, og hvorledes denne har frarøvet ham enhver form for ære og menneskelig stolthed. The Duellists er en udmærket film, der ligger en stabil grobund for Scotts senere filmiske, og hovedsagligt altid seværdige udskejelser (allerede to år scener begik han sit første mesterværk med sci-fi/gyserklassikeren Alien). Det er dog ikke The Duellists, som Scott vil blive husket for.
14/10-2005
