En Spiller Under Bordet Tak!
4.0
To (Wilson, Vaughn) ikke helt så unge ungkarle, fordriver deres fritid med at mænge sig ind til diverse bryllupper, for at score damer. Det går fint indtil en af dem bliver forelsket.
Handlingen er lige så tynd som de G-strengs trusser, vore to hovedpersoner så ivrigt prøver at trække af de single-kvinder de lægger ned og slutningen er mere forudsigelig end en brud til et bryllup mellem mand og kvinde.
Filmen følger tæt den gængse formular for sådanne film og byder på en lang række af de klicheer som hører genren til. Det er skematisk og samtidig uden meget ægte indhold.
Men når denne romantiske komedie alligevel virker så fint som den gør, så skyldes det først og fremmest vore to hovedpersoner og de tossede situationer, som især en lettere frastødende Vaughn placeres i undervejs og deres måde at tackle dem på, eller manglen på samme.
Det er hverken nyskabende, originalt eller særlig opfindsomt og det ville være synd at påstå at der bydes på intelligent humor, men der bydes til gengæld på massere af den, der er mange skægge scener undervejs som man skal være noget af en stivnakke for ikke at le af. Tillige er Owen som vanligt tilbagelænet charmerende og Vaughn utiltalende på den ufede måde man kun kan holde lidt af. Walken spiller bare den Walken man har set ofte, men det gør han så også perfekt og McAdams er tilpas sød at se på, som kvinden der bejles til. Isla Fisher som uligevægtig ung kvinde, er fuldendt overspillende (og en af de smukkeste kvinder jeg mindes at have set), så det er også som det skal være.
Humoren og stilen, minder om den man ser i film som ”Meet The Parents” og den her er hverken værre eller bedre, så kan man lide den, er der ingen grund til at man ikke skulle kunne grine af ”Wedding Crashers”.
Handlingen er lige så tynd som de G-strengs trusser, vore to hovedpersoner så ivrigt prøver at trække af de single-kvinder de lægger ned og slutningen er mere forudsigelig end en brud til et bryllup mellem mand og kvinde.
Filmen følger tæt den gængse formular for sådanne film og byder på en lang række af de klicheer som hører genren til. Det er skematisk og samtidig uden meget ægte indhold.
Men når denne romantiske komedie alligevel virker så fint som den gør, så skyldes det først og fremmest vore to hovedpersoner og de tossede situationer, som især en lettere frastødende Vaughn placeres i undervejs og deres måde at tackle dem på, eller manglen på samme.
Det er hverken nyskabende, originalt eller særlig opfindsomt og det ville være synd at påstå at der bydes på intelligent humor, men der bydes til gengæld på massere af den, der er mange skægge scener undervejs som man skal være noget af en stivnakke for ikke at le af. Tillige er Owen som vanligt tilbagelænet charmerende og Vaughn utiltalende på den ufede måde man kun kan holde lidt af. Walken spiller bare den Walken man har set ofte, men det gør han så også perfekt og McAdams er tilpas sød at se på, som kvinden der bejles til. Isla Fisher som uligevægtig ung kvinde, er fuldendt overspillende (og en af de smukkeste kvinder jeg mindes at have set), så det er også som det skal være.
Humoren og stilen, minder om den man ser i film som ”Meet The Parents” og den her er hverken værre eller bedre, så kan man lide den, er der ingen grund til at man ikke skulle kunne grine af ”Wedding Crashers”.
19/10-2005
