En sukret sag
3.0
"Spoilers"
"Halløj" er måske ikke det mest moderne eller brugte ord, men det beskriver ganske godt, hvor hult og indholdsløst underholdningen tager sig ud i Burtons filmatisering af den berømte børnebog. Men underholdning behøver jo ikke altid at være indholdsrig og dyb, og "Chokoladefabrikken" er da på sin vis en sjov oplevelse.
Specielt starten er imponerende og sjov. Charlie bor med sin ludfattige forældre og bedsteforældre i en faldefærdig hytte, hvor drømmen om at besøge Wonkas fabrik, der tårner op i det fjerne, dominerer den lille knægt og hans families tanker. Selvfølgelig besøger Charlie fabrikken, og han møder den bizarre og Michael Jackson-lignende uhyggelige Willy Wonka, der sammen med sine trofaste små medarbejdere udraderer sine gæster en for en, for til sidst at finde frem til det barn, som han vil give den ultimative gave.
Der er ikke megen overraskelse over plottets udvikling, og det er svært at finde Willy Wonka fascinerende på et hvilket som helst andet plan end det underholdende. Han er langt mere skræmmende end sjov, og det samme gælder hans hjælpere. Hvis jeg var et lille barn, ville jeg sikkert få mareridt. Men fabrikken i sig selv er i al sin sukrede farverighed ganske flot og spændende. Indbegrebet af eyecandy.
Hele eventyret blev dog lidt for sukret til min smag i sidste ende. Men hvis børnene ikke bliver skræmt af Wonka-monstret og hans gyselige hjælpere, vil de nok kunne more sig i et par timer over spetaklet. Dog var salen i Yurakucho (Tokyo) ikke fyldt med børn, men med unge par i 20'erne, der alle lod til at more sig som var de fem år gamle igen. Jeg følte mig skam underholdt, men måske ikke helt til tilfredshed.
Jeg har endda glemt mit store kritikpunkt: De chokoladebarer som sendes ud af Wonkas fabrik ser ikke specielt lækre ud, og Charlies små bidder ser ikke ud til at bringe ham megen glæde. I god chokolade af høj kvalitet såsom extra mørk chokolade fra Schweiz, er sukkeret nærmest blot er et krydderi til chokoladesmagen. I Burtons film er sukkeret derimod hele smagen. Det ligner en sukkerfabrik snarere end en chokoladefabrik. Men nok brokkeri herfra. Jeg begræder ikke at jeg brugte to timer i fabrikken, men jeg har ikke lyst til at vende tilbage.
Forresten er jeg tilbage på nettet og scope efter et par måneder væk herfra. Jeg befinder mig i øjeblikket og det næste års tid i Tokyo, hvor jeg regelmæssigt besøger de forskellige cinemateker rundt omkring i byen. Jeg ser rigtig mange film, men da de fleste ikke er oprettet her, kan jeg ikke skrive kommentarer til dem, desværre. Men bortset fra det er jeg tilbage og farligere end nogensinde før.
"Halløj" er måske ikke det mest moderne eller brugte ord, men det beskriver ganske godt, hvor hult og indholdsløst underholdningen tager sig ud i Burtons filmatisering af den berømte børnebog. Men underholdning behøver jo ikke altid at være indholdsrig og dyb, og "Chokoladefabrikken" er da på sin vis en sjov oplevelse.
Specielt starten er imponerende og sjov. Charlie bor med sin ludfattige forældre og bedsteforældre i en faldefærdig hytte, hvor drømmen om at besøge Wonkas fabrik, der tårner op i det fjerne, dominerer den lille knægt og hans families tanker. Selvfølgelig besøger Charlie fabrikken, og han møder den bizarre og Michael Jackson-lignende uhyggelige Willy Wonka, der sammen med sine trofaste små medarbejdere udraderer sine gæster en for en, for til sidst at finde frem til det barn, som han vil give den ultimative gave.
Der er ikke megen overraskelse over plottets udvikling, og det er svært at finde Willy Wonka fascinerende på et hvilket som helst andet plan end det underholdende. Han er langt mere skræmmende end sjov, og det samme gælder hans hjælpere. Hvis jeg var et lille barn, ville jeg sikkert få mareridt. Men fabrikken i sig selv er i al sin sukrede farverighed ganske flot og spændende. Indbegrebet af eyecandy.
Hele eventyret blev dog lidt for sukret til min smag i sidste ende. Men hvis børnene ikke bliver skræmt af Wonka-monstret og hans gyselige hjælpere, vil de nok kunne more sig i et par timer over spetaklet. Dog var salen i Yurakucho (Tokyo) ikke fyldt med børn, men med unge par i 20'erne, der alle lod til at more sig som var de fem år gamle igen. Jeg følte mig skam underholdt, men måske ikke helt til tilfredshed.
Jeg har endda glemt mit store kritikpunkt: De chokoladebarer som sendes ud af Wonkas fabrik ser ikke specielt lækre ud, og Charlies små bidder ser ikke ud til at bringe ham megen glæde. I god chokolade af høj kvalitet såsom extra mørk chokolade fra Schweiz, er sukkeret nærmest blot er et krydderi til chokoladesmagen. I Burtons film er sukkeret derimod hele smagen. Det ligner en sukkerfabrik snarere end en chokoladefabrik. Men nok brokkeri herfra. Jeg begræder ikke at jeg brugte to timer i fabrikken, men jeg har ikke lyst til at vende tilbage.
Forresten er jeg tilbage på nettet og scope efter et par måneder væk herfra. Jeg befinder mig i øjeblikket og det næste års tid i Tokyo, hvor jeg regelmæssigt besøger de forskellige cinemateker rundt omkring i byen. Jeg ser rigtig mange film, men da de fleste ikke er oprettet her, kan jeg ikke skrive kommentarer til dem, desværre. Men bortset fra det er jeg tilbage og farligere end nogensinde før.
20/10-2005
