Kærlighed og Klicheer
1.0
Endelig har Bridget (Zellweger) fundet kærligheden hun så længe har søgt efter, men at have et forhold er slet ikke så nemt endda.
Den første film om den lidt buttede single-pige Bridget Jones blev i 2001 en stor succes og så måtte der naturligvis komme en efterfølger, men den er der intet godt kommet ud af.
Allerede den første film fandt jeg ikke den helt store begejstring i, men ved siden af denne her, så ligner den næsten et mesterværk. Vi får ganske enkelt serveret den mest klichefyldte og klæbrige tandløse omgang kærlighedskomedie man kan tænke sig, uden at man på et eneste tidspunkt hverken føler for personerne eller griner med eller af dem.
Det er langtrukket, dybt uoriginalt og man har denne gang været så pinligt angst for at vi skal blive stødt på nogen måder, at man har arbejdet med livrem og seler når man småfilosoferer over parforholdets genvordigheder, at der ikke rammes en eneste oprigtig tanke man gider spilde sin tid på og det var ellers noget af det, man kan sige faktisk lykkes i etteren et stykke hen ad vejen. Når så filmen heller ikke virker på et eneste andet punkt, uden at den er nydelig at se på, så er det skidt.
Zellweger er dybt irriterende i hovedrollen og resten af holdet giver blot uinspirerende og ligegyldige rutinepræstationer. Man sidder næsten med følelsen af, at en som Grant kun medvirker fordi han ikke lige havde andet at lave, men ellers ikke gider gøre noget ud af det.
Det kan godt være at ”Bridget Jones” er britisk, men hele produktionen minder i uhyggelig grad om en formularisk og skematisk amerikansk film i en allerede overfyldt genre, og den her lægger sig helt i bunden.
Den første film om den lidt buttede single-pige Bridget Jones blev i 2001 en stor succes og så måtte der naturligvis komme en efterfølger, men den er der intet godt kommet ud af.
Allerede den første film fandt jeg ikke den helt store begejstring i, men ved siden af denne her, så ligner den næsten et mesterværk. Vi får ganske enkelt serveret den mest klichefyldte og klæbrige tandløse omgang kærlighedskomedie man kan tænke sig, uden at man på et eneste tidspunkt hverken føler for personerne eller griner med eller af dem.
Det er langtrukket, dybt uoriginalt og man har denne gang været så pinligt angst for at vi skal blive stødt på nogen måder, at man har arbejdet med livrem og seler når man småfilosoferer over parforholdets genvordigheder, at der ikke rammes en eneste oprigtig tanke man gider spilde sin tid på og det var ellers noget af det, man kan sige faktisk lykkes i etteren et stykke hen ad vejen. Når så filmen heller ikke virker på et eneste andet punkt, uden at den er nydelig at se på, så er det skidt.
Zellweger er dybt irriterende i hovedrollen og resten af holdet giver blot uinspirerende og ligegyldige rutinepræstationer. Man sidder næsten med følelsen af, at en som Grant kun medvirker fordi han ikke lige havde andet at lave, men ellers ikke gider gøre noget ud af det.
Det kan godt være at ”Bridget Jones” er britisk, men hele produktionen minder i uhyggelig grad om en formularisk og skematisk amerikansk film i en allerede overfyldt genre, og den her lægger sig helt i bunden.
22/10-2005
