Udramatiske finurligheder
3.0
Jonas Elmers debutfilm "Let's Get Lost" kan meget vel gå hen og blive et hovedværk indenfor det, man kunne kalde caféfilm.
Vi følger et firkløver fra Nørrebro, der alle er omkring de tredive og alle har små hverdagsproblemer at slås med. Der er den trivelige Mogens, som bruger det meste af sin tid på sofaen foran fjernsynet. Han bor til leje hos Julie, der netop er blevet droppet af kæresten René og det har hun mildt sagt svært ved at acceptere. Desuden møder vi Mogens to fodboldkumpaner; den fanatiske Michael Laudruptilhænger Steffen, der konstant er i pengeforlegenhed, og den spirende kriminalforfatter Thomas, som hverken har held med at få hul på romanen "Manden fra Athen" eller med at få kontakt til drømmepigen, der bor i lejligheden over for Mogens. I et afdæmpet og udramatisk tempo leveres de små separate historier, hvor Julies uforløste forhold til den ualmindeligt bøvede fotograf René er den, der levnes flest meter film. Fodboldfyrenes meritter er mere håndgribelige og drejer sig enten om at skaffe penge til den forestående landskamp eller om at få intim kontakt med drømmepigen overfor.
En morsom dansk komedie!
Med lige dele underfundig humor og uimodståelig charme lykkes det flere steder for Jonas Elmer at give et meget morsomt og tidstypisk generationsportræt. Den bevidst underspillede humor, der gennemstrømmer filmen fungerer langt hen ad vejen og leveres med en stram og kontrolleret hånd. Det er desuden en forbløffende velcastet film, hvor især Sidse Babett Knudsens Julie er indbegrebet af den frustrerede cafépige. Der er dog steder hvor historien halter, så som sidehistorien om forfatterspiren Thomas, der både er kedeligt fortalt og desuden virker noget påklistret. Julies endelige opgør med kæresten René (spillet af Martin Kongstad) virker i øvrigt underligt abrupt, mest fordi historien her for første og eneste gang forlanger, at man tager den alvorligt. Men det er ret beset småtterier, der fortoner sig i indtrykket af en velfortalt komedie, som måske ikke er noget mesterværk, men afgjort er en af de bedre danske film i en rum tid. Oven på anstrengte og umorsomme lidelser som "Stjerner uden hjerner" og "Skat, det er din tur", puster denne lille film liv i forhåbningerne om, at der faktisk er noget at grine ad i dansk film.
Caféfilm
Der er ingen tvivl om at filmen vil blive nævnt og diskuteret over mangt et cafébord i den kommende tid. Den appellerer mere end måske godt er til det intellektuelle café publikum, og man kunne frygte, at det i sidste ende ville skæmme ens oplevelse. Med sin sort/hvide stil og en historie, der er mere beskrivende end handlende, skriger den nærmest efter at blive skyllet ned med en varm cappucino. Men selv den lidt vel poppede titel er man villig til at se igennem fingre med, når det hele leveres med en charme og en varme, som det her er tilfældet.
Vi følger et firkløver fra Nørrebro, der alle er omkring de tredive og alle har små hverdagsproblemer at slås med. Der er den trivelige Mogens, som bruger det meste af sin tid på sofaen foran fjernsynet. Han bor til leje hos Julie, der netop er blevet droppet af kæresten René og det har hun mildt sagt svært ved at acceptere. Desuden møder vi Mogens to fodboldkumpaner; den fanatiske Michael Laudruptilhænger Steffen, der konstant er i pengeforlegenhed, og den spirende kriminalforfatter Thomas, som hverken har held med at få hul på romanen "Manden fra Athen" eller med at få kontakt til drømmepigen, der bor i lejligheden over for Mogens. I et afdæmpet og udramatisk tempo leveres de små separate historier, hvor Julies uforløste forhold til den ualmindeligt bøvede fotograf René er den, der levnes flest meter film. Fodboldfyrenes meritter er mere håndgribelige og drejer sig enten om at skaffe penge til den forestående landskamp eller om at få intim kontakt med drømmepigen overfor.
En morsom dansk komedie!
Med lige dele underfundig humor og uimodståelig charme lykkes det flere steder for Jonas Elmer at give et meget morsomt og tidstypisk generationsportræt. Den bevidst underspillede humor, der gennemstrømmer filmen fungerer langt hen ad vejen og leveres med en stram og kontrolleret hånd. Det er desuden en forbløffende velcastet film, hvor især Sidse Babett Knudsens Julie er indbegrebet af den frustrerede cafépige. Der er dog steder hvor historien halter, så som sidehistorien om forfatterspiren Thomas, der både er kedeligt fortalt og desuden virker noget påklistret. Julies endelige opgør med kæresten René (spillet af Martin Kongstad) virker i øvrigt underligt abrupt, mest fordi historien her for første og eneste gang forlanger, at man tager den alvorligt. Men det er ret beset småtterier, der fortoner sig i indtrykket af en velfortalt komedie, som måske ikke er noget mesterværk, men afgjort er en af de bedre danske film i en rum tid. Oven på anstrengte og umorsomme lidelser som "Stjerner uden hjerner" og "Skat, det er din tur", puster denne lille film liv i forhåbningerne om, at der faktisk er noget at grine ad i dansk film.
Caféfilm
Der er ingen tvivl om at filmen vil blive nævnt og diskuteret over mangt et cafébord i den kommende tid. Den appellerer mere end måske godt er til det intellektuelle café publikum, og man kunne frygte, at det i sidste ende ville skæmme ens oplevelse. Med sin sort/hvide stil og en historie, der er mere beskrivende end handlende, skriger den nærmest efter at blive skyllet ned med en varm cappucino. Men selv den lidt vel poppede titel er man villig til at se igennem fingre med, når det hele leveres med en charme og en varme, som det her er tilfældet.
19/11-2018
