Not Your Fucking Mommy
2.0
Journalisten Rachel (Watts) og hendes søn (Dorfman) er efter de uhyggelige begivenheder for nogle måneder siden, flyttet til en rolig lille by. Men da en ung mand dør, efter at have set et mystisk videobånd, begynder der igen at ske skræmmende ting.
Efter den store succes med det vellykkede amerikanske remake af den japanske kultgyser ”Ringu”, måtte der naturligvis, som også var tilfældet med den originale version, komme en efterfølger.
Om det så er i erkendelse af, at den oprindelige efterfølger til ”Ringu” var noget forfærdeligt rod og et rigtigt makværk, at man har valgt ikke at bruge helt samme historie som i ”Ringu 2”, ved jeg ikke, men den er ikke et direkte remake, men en efterfølger til et remake, men med en ny handling og det et fornuftigt valg, da man dermed har haft mulighed for at forbedre de mange ting der ikke virkede i ”Ringu 2”.
Til at instruere den har man hyret Nakata, der også stod bag de to oprindelige japanske film (og flere andre japanske gyserfilm) og om han har valgt at sige ja fordi han håbede på, at opnå en stor kommerciel succes og på den måde åbne op for Hollywood, eller om det fra hans side også blev set som en chance for at forbedre den skamløse dårlige toer, kan være svært at sige, men det er da lykkes ham at gøre handlingen en del mere tydelig og logisk end i hans originale efterfølger, men det kunne næsten også kun blive bedre.
Bedre er det så også blevet, men desværre ikke meget og det får mig til at tænke på, at der måske slet ikke burde laves efterfølgere til disse film.
Handlingen er noget søgt og tyndbenet nonsens, der kun i meget få scener formår at frembringe blot en anelse uhygge og den ødelægger en del af handlingen og udgangspunktet fra etteren (som det også i endnu værre grad var tilfældet med ”Ringu 2”). Selv om den visuelt har nogle flotte og visionære scener, så bliver den både for grafisk, direkte og har alt for mange klicheer og en del gentagelser fra etteren, og gud hvor er jeg altså træt af mystiske børn i amerikanske gyserfilm.
Klimaks er for mig også et udtryk for, den værste form for kommerciel kassetænkning jeg længe har set, for at tilfredsstille et publikum på en politisk korrekt måde, så ingen bliver stødt og vi alle kan gå lykkelige hjem. Man har ganske enkelt ikke har turde at køre linien ud og gennemføre det præmis man ellers selv har sat op tidligere i historien for at afslutte filmen, da den med stor sandsynlighed kunne få en del amerikanere til at holde sig væk.
Watts er stadig en vidunderlig skuespiller og selv om hun gør en fin indsats, så fatter jeg ikke at hun har gidet at sige ja til denne film, allerede på papiret burde man have kunne se at den ikke ville fungere.
Har man interesse i disse film, så kan jeg i øvrigt anbefale at se kortfilmen (ca. 15 minutter) ”Rings”, der er en prolog til denne her. Ikke at jeg fandt den uhyggelig, men den var da i det mindste så kort, at man næsten ikke nåede at kede sig som tilfældet er med hovedfilmen.
Efter den store succes med det vellykkede amerikanske remake af den japanske kultgyser ”Ringu”, måtte der naturligvis, som også var tilfældet med den originale version, komme en efterfølger.
Om det så er i erkendelse af, at den oprindelige efterfølger til ”Ringu” var noget forfærdeligt rod og et rigtigt makværk, at man har valgt ikke at bruge helt samme historie som i ”Ringu 2”, ved jeg ikke, men den er ikke et direkte remake, men en efterfølger til et remake, men med en ny handling og det et fornuftigt valg, da man dermed har haft mulighed for at forbedre de mange ting der ikke virkede i ”Ringu 2”.
Til at instruere den har man hyret Nakata, der også stod bag de to oprindelige japanske film (og flere andre japanske gyserfilm) og om han har valgt at sige ja fordi han håbede på, at opnå en stor kommerciel succes og på den måde åbne op for Hollywood, eller om det fra hans side også blev set som en chance for at forbedre den skamløse dårlige toer, kan være svært at sige, men det er da lykkes ham at gøre handlingen en del mere tydelig og logisk end i hans originale efterfølger, men det kunne næsten også kun blive bedre.
Bedre er det så også blevet, men desværre ikke meget og det får mig til at tænke på, at der måske slet ikke burde laves efterfølgere til disse film.
Handlingen er noget søgt og tyndbenet nonsens, der kun i meget få scener formår at frembringe blot en anelse uhygge og den ødelægger en del af handlingen og udgangspunktet fra etteren (som det også i endnu værre grad var tilfældet med ”Ringu 2”). Selv om den visuelt har nogle flotte og visionære scener, så bliver den både for grafisk, direkte og har alt for mange klicheer og en del gentagelser fra etteren, og gud hvor er jeg altså træt af mystiske børn i amerikanske gyserfilm.
Klimaks er for mig også et udtryk for, den værste form for kommerciel kassetænkning jeg længe har set, for at tilfredsstille et publikum på en politisk korrekt måde, så ingen bliver stødt og vi alle kan gå lykkelige hjem. Man har ganske enkelt ikke har turde at køre linien ud og gennemføre det præmis man ellers selv har sat op tidligere i historien for at afslutte filmen, da den med stor sandsynlighed kunne få en del amerikanere til at holde sig væk.
Watts er stadig en vidunderlig skuespiller og selv om hun gør en fin indsats, så fatter jeg ikke at hun har gidet at sige ja til denne film, allerede på papiret burde man have kunne se at den ikke ville fungere.
Har man interesse i disse film, så kan jeg i øvrigt anbefale at se kortfilmen (ca. 15 minutter) ”Rings”, der er en prolog til denne her. Ikke at jeg fandt den uhyggelig, men den var da i det mindste så kort, at man næsten ikke nåede at kede sig som tilfældet er med hovedfilmen.
22/10-2005
