Den levende animationsfilm
5.0
Spoilers
Så fik jeg endelig set Miyazaki Hayaos sidste nye storfilm. En fornøjelse, som det jo som regel er med Miyazakis film. Se der er nemlig animationsfilm, og så er der Miyazaki Hayao-film.
Miyazaki Hayao har efterhånden vundet så mange filmhjerter, at han har plads til at fortælle historier på abstrakte planer i selv en stramt håndteret og ekstremt nøje tilrettelagt genre som tegnefilmen. I ”Hauru no Ugoku Shiro” stiller han flere spørgsmål, end han giver svar, og det har forvirret en stor del af publikum. De fleste forventer at få serveret en omgang letforståelig og smukt eksekveret underholdning, når de sætter sig til rette i en biografstol for at se en animationsfilm. Kendere af Miyazaki ser ofte hans film af andre grunde. Der er plads til et element af uforudsigelighed, når man sætter sig til at se en film af Miyazaki. Mange refererer ofte til nogle scener, hvori der var nogle udefinerbare stemninger eller situationer, som greb dem om hjertet, når de forklarer, hvorfor de elsker disse film. Mange siger, at de får en klump i halsen hver gang de ser en bestemt scene i filmen. De scener der griber er dog forskellige fra situation til situation. Det jeg prøver at sige er, at Miyazaki er en troldmand, der bruger sin magi i detaljerne. Hans film er ikke alene fantasifulde, de pirrer vores egne fantasier og tanker igennem de mindste detaljer. Der er plads til at læse mellem stregerne.
De fleste af hans film har haft en konventionel fortællestil og en forholdsvis enkel og ligetil indre logik. Det er ikke tilfældet med ”Hauru no Ugoku Shiro”. Her er fortællingen meget mere abstrakt. Der er en meget mere flydende overgang mellem detaljer (eller symboler) og plotmekanismerne. I starten af filmen bliver Sophie forvandlet til en gammel dame af en heks. Men det kræver ingen magi eller stort dramatisk klimaks for hende at finde sin rette alder, sit rette væsen. Det er en langsom tilpasning. En langsom udvikling som vi næsten ikke får øje på, da troldmanden Howl samtidig kæmper en langt mere visuelt imponerende kamp med sine indre og ydre dæmoner. Men tag ikke fejl, dette er Sophies historie. Som hun siger, Howl har blot ventet på, at hun vælger at forandre sig. At hun dropper bedstemorfacaden, og tør vise sig som sig selv. Det er dermed også interessant, at hun til sidst vælger at beholde sit sølvgrå hår. Selv når prinsen og prinsessen får hinanden til sidst, så har de ikke droppet hele facaden.
Miyazakis leg med konventionerne er også tydelig i Madam Sulimans kommentar til sidst. ”Århh, skal vi give dem en happy end? Er det ikke lidt for meget? Nåmen så skidt da.” Miyazakis film har hele tiden indeholdt mere end genrekonventioner og eventyrlig underholdning, og det ses ikke tydeligere i denne film, der som et resultat endda har forvirret og frastødt nogle mennesker. Det hele er vel et spørgsmål om abstraktion og fantasi. Gudskelov at den slags stadig dyrkes rundt omkring i verden.
Så fik jeg endelig set Miyazaki Hayaos sidste nye storfilm. En fornøjelse, som det jo som regel er med Miyazakis film. Se der er nemlig animationsfilm, og så er der Miyazaki Hayao-film.
Miyazaki Hayao har efterhånden vundet så mange filmhjerter, at han har plads til at fortælle historier på abstrakte planer i selv en stramt håndteret og ekstremt nøje tilrettelagt genre som tegnefilmen. I ”Hauru no Ugoku Shiro” stiller han flere spørgsmål, end han giver svar, og det har forvirret en stor del af publikum. De fleste forventer at få serveret en omgang letforståelig og smukt eksekveret underholdning, når de sætter sig til rette i en biografstol for at se en animationsfilm. Kendere af Miyazaki ser ofte hans film af andre grunde. Der er plads til et element af uforudsigelighed, når man sætter sig til at se en film af Miyazaki. Mange refererer ofte til nogle scener, hvori der var nogle udefinerbare stemninger eller situationer, som greb dem om hjertet, når de forklarer, hvorfor de elsker disse film. Mange siger, at de får en klump i halsen hver gang de ser en bestemt scene i filmen. De scener der griber er dog forskellige fra situation til situation. Det jeg prøver at sige er, at Miyazaki er en troldmand, der bruger sin magi i detaljerne. Hans film er ikke alene fantasifulde, de pirrer vores egne fantasier og tanker igennem de mindste detaljer. Der er plads til at læse mellem stregerne.
De fleste af hans film har haft en konventionel fortællestil og en forholdsvis enkel og ligetil indre logik. Det er ikke tilfældet med ”Hauru no Ugoku Shiro”. Her er fortællingen meget mere abstrakt. Der er en meget mere flydende overgang mellem detaljer (eller symboler) og plotmekanismerne. I starten af filmen bliver Sophie forvandlet til en gammel dame af en heks. Men det kræver ingen magi eller stort dramatisk klimaks for hende at finde sin rette alder, sit rette væsen. Det er en langsom tilpasning. En langsom udvikling som vi næsten ikke får øje på, da troldmanden Howl samtidig kæmper en langt mere visuelt imponerende kamp med sine indre og ydre dæmoner. Men tag ikke fejl, dette er Sophies historie. Som hun siger, Howl har blot ventet på, at hun vælger at forandre sig. At hun dropper bedstemorfacaden, og tør vise sig som sig selv. Det er dermed også interessant, at hun til sidst vælger at beholde sit sølvgrå hår. Selv når prinsen og prinsessen får hinanden til sidst, så har de ikke droppet hele facaden.
Miyazakis leg med konventionerne er også tydelig i Madam Sulimans kommentar til sidst. ”Århh, skal vi give dem en happy end? Er det ikke lidt for meget? Nåmen så skidt da.” Miyazakis film har hele tiden indeholdt mere end genrekonventioner og eventyrlig underholdning, og det ses ikke tydeligere i denne film, der som et resultat endda har forvirret og frastødt nogle mennesker. Det hele er vel et spørgsmål om abstraktion og fantasi. Gudskelov at den slags stadig dyrkes rundt omkring i verden.
24/10-2005
