Det moderne babelstaarn
6.0
Denne film mangler en kommentar.
Fritz Langs ”Metropolis” er den futuristiske storfilm over dem alle, og den er stadig frisk efter næsten firs år. Baseret på fortællingen fra det gamle testamente om Babelstårnet, hvor de store hoveder ikke kan finde sammen med de hårdarbejdende hænder, og dette er hvad forårsager tårnets undergang. Det fantastiske ved filmen er at selv om den er noget af det største og mest imponerende af alle stumfilm rent visuelt, så har den også en historie, der er mere end blot billeder af en futuristisk storby (der ikke er helt ved siden af moderne Tokyo). Den unge forkælede Freder Fredersen (Gustav Fröhlich) lever et dekadent liv i toppen af byen, som hans far, Joh Fredersen (Alfred Abel), har udtænkt og skabt. Men en dag dukker pigen Maria (Brigitte Helm) op fra underverdenen, hvor arbejderne bor, og hun viser Freder, at arbejderne også er hans brødre. Freder føler sig tiltrukket af Maria, og hvad hun står for, så han opsøger hende i underverdenen, og finder derved ud af hvordan hans far udnytter arbejderne.
Men dette er ikke ren kommunistisk eller socialistisk propaganda. Marias prædikener handler om, at hjertet må være det, der bringer hovedet og hånden sammen. Om gensidig forståelse. Men inden filmen når frem til denne forståelse, må personerne gå en grueligt masse igennem. Joh Fredersens rival til sin afdødes kones kærlighed, den gale professor Rotwang (Rudolf Klein-Rogge), har bygget et ”maskinmenneske” i denne kvindes billede, men Joh benytter robotten til at tage Marias form, og stoppe disse prædikener. Rotwang bliver arrig, og han beordrer robotten til at skabe kaos og undergang for Joh. Kærlighed er en stærk og svær kraft. Robotten forfører både overklassen og underklassen til undergang. Da Freder ser robotten ,der ligner hans elskede, i hans fars arme, får han også hallucinationer om de syv dødssynder, alt imens hun danser farlige erotiske danse i natklubben i Yoshiwaradistriktet i byen (Yoshiwara som også var forlystelsesdistriktet i Edo (Tokyo fra 1600-1868)).
Filmen kombinerer personlige historier om begær og vrede med en overordnet historie om klassernes kamp. Og den foreslår forhandling, samarbejde. Et budskab der er evig gyldigt, og derfor fungerer filmen også tematisk den dag i dag. Selv effekterne, der virkelig må have taget pusten af publikum, er storslåede i dag. Jeg har aldrig set en stumfilm i sådanne størrelsesforhold. I sandhed en stor film.
Fritz Langs ”Metropolis” er den futuristiske storfilm over dem alle, og den er stadig frisk efter næsten firs år. Baseret på fortællingen fra det gamle testamente om Babelstårnet, hvor de store hoveder ikke kan finde sammen med de hårdarbejdende hænder, og dette er hvad forårsager tårnets undergang. Det fantastiske ved filmen er at selv om den er noget af det største og mest imponerende af alle stumfilm rent visuelt, så har den også en historie, der er mere end blot billeder af en futuristisk storby (der ikke er helt ved siden af moderne Tokyo). Den unge forkælede Freder Fredersen (Gustav Fröhlich) lever et dekadent liv i toppen af byen, som hans far, Joh Fredersen (Alfred Abel), har udtænkt og skabt. Men en dag dukker pigen Maria (Brigitte Helm) op fra underverdenen, hvor arbejderne bor, og hun viser Freder, at arbejderne også er hans brødre. Freder føler sig tiltrukket af Maria, og hvad hun står for, så han opsøger hende i underverdenen, og finder derved ud af hvordan hans far udnytter arbejderne.
Men dette er ikke ren kommunistisk eller socialistisk propaganda. Marias prædikener handler om, at hjertet må være det, der bringer hovedet og hånden sammen. Om gensidig forståelse. Men inden filmen når frem til denne forståelse, må personerne gå en grueligt masse igennem. Joh Fredersens rival til sin afdødes kones kærlighed, den gale professor Rotwang (Rudolf Klein-Rogge), har bygget et ”maskinmenneske” i denne kvindes billede, men Joh benytter robotten til at tage Marias form, og stoppe disse prædikener. Rotwang bliver arrig, og han beordrer robotten til at skabe kaos og undergang for Joh. Kærlighed er en stærk og svær kraft. Robotten forfører både overklassen og underklassen til undergang. Da Freder ser robotten ,der ligner hans elskede, i hans fars arme, får han også hallucinationer om de syv dødssynder, alt imens hun danser farlige erotiske danse i natklubben i Yoshiwaradistriktet i byen (Yoshiwara som også var forlystelsesdistriktet i Edo (Tokyo fra 1600-1868)).
Filmen kombinerer personlige historier om begær og vrede med en overordnet historie om klassernes kamp. Og den foreslår forhandling, samarbejde. Et budskab der er evig gyldigt, og derfor fungerer filmen også tematisk den dag i dag. Selv effekterne, der virkelig må have taget pusten af publikum, er storslåede i dag. Jeg har aldrig set en stumfilm i sådanne størrelsesforhold. I sandhed en stor film.
26/10-2005
