De voksne forstår ikke
6.0
Truffauts debut er noget nær en perfekt film. Perfekt er et ord, som jeg ikke slynger om mig til højre og til venstre. Intet er perfekt, og bestemt heller ikke Truffauts ”Les Quatre Cents Coups”. Dog viser den alt hvad en film bør være: Følelsesmæssigt og intellektuelt stimulerende på samme tid.
Filmen følger 14-årige Antoine Doniel (Jean-Pierre Leaud), der ganske forståeligt ikke er så vild med skolen. Det går nu heller ikke så godt i hjemmet. En af de vigtigste karakterer i filmen er moren. I første scene vi ser hende, sætter hun sig træt i sofaen og ruller sine nylonstrømper af. Hun vil tydeligvis hellere være ung pige end mor. Filmen antyder fra starten, at hun ikke kan udstå sin rolle overfor sin søn. Faren virker mere som en hyggeonkel end en far. Dette er der også en forklaring på, men klogt nok serveres den forklaring først senere i filmen. Vi lærer først figurerne at kende gennem observation, så vi kan identificere os med dem, inden de bliver dæmoniseret. Dette giver også karakterer flere sider og dimensioner. Mere fylde. Og dette er med til at gøre filmen hjerteskærende realistisk.
Men alene i sin stil er filmen realistisk. Små børn der ser dukketeater. En skoleklasse fuld af hormongale 14-årige, der naturligvis ikke kan sidde stille, når læreren læser poetiske skildringer af seksuel kærlighed op i klassen. Antoine, der gulper en flaske mælk, som han har stjålet, da han flygter hjemmefra. Detaljerne i filmen giver den så meget fylde og publikum får en intuitiv forståelse for situationen den forsøger at skildre.
Men den overordnede historie om de to uforlignelige størrelser, Antoine og verden, er fantastisk flot fortalt. Antoines oprør, eller måske bare reaktion, tager i starten blot form af almindelige narrestreger såsom at skrive på skolevæggen. Enhver har gjort lignende ting. Derfra eskalerer situationen fra til pjækkeri, og en løgn om at han ikke har været i skole, da hans mor er død. Det sidste udspringer af et råd fra en af hans kammerater, at hans dækkehistorie for ikke at have været i skole skal være dramatisk, ellers vil læreren ikke tro ham. Når Antoine kommer hjem får han ingen omsorg eller forståelse.
Filmens japanske titel (hvor jeg så den) er forresten ”Otona ha Wakatte Kurenai”. De voksne forstår mig ikke. Og det er ganske rigtigt. Ingen forsøger at forstå Antoine. Selv når Antoine anstrenger sig for at få sin mors accept, går det hele op i flammer. Moren er mere bekymret over at Antoine så hende kysse en anden mand, og at han nu vil sladre til faren. Antoine finder kun forståelse hos sin ven, og sammen gør de alt det, de ikke må. Men selv når de gør dette, vil ingen forsøge at forstå dem. Problemerne eskalerer og eskalerer, indtil vi kan se det uundgåelige.
Truffaut fortæller via filmen nogle vigtige ting hvad angår individ og samfund, og hvad det vil sige at blive voksen. En næsten perfekt film.
Filmen følger 14-årige Antoine Doniel (Jean-Pierre Leaud), der ganske forståeligt ikke er så vild med skolen. Det går nu heller ikke så godt i hjemmet. En af de vigtigste karakterer i filmen er moren. I første scene vi ser hende, sætter hun sig træt i sofaen og ruller sine nylonstrømper af. Hun vil tydeligvis hellere være ung pige end mor. Filmen antyder fra starten, at hun ikke kan udstå sin rolle overfor sin søn. Faren virker mere som en hyggeonkel end en far. Dette er der også en forklaring på, men klogt nok serveres den forklaring først senere i filmen. Vi lærer først figurerne at kende gennem observation, så vi kan identificere os med dem, inden de bliver dæmoniseret. Dette giver også karakterer flere sider og dimensioner. Mere fylde. Og dette er med til at gøre filmen hjerteskærende realistisk.
Men alene i sin stil er filmen realistisk. Små børn der ser dukketeater. En skoleklasse fuld af hormongale 14-årige, der naturligvis ikke kan sidde stille, når læreren læser poetiske skildringer af seksuel kærlighed op i klassen. Antoine, der gulper en flaske mælk, som han har stjålet, da han flygter hjemmefra. Detaljerne i filmen giver den så meget fylde og publikum får en intuitiv forståelse for situationen den forsøger at skildre.
Men den overordnede historie om de to uforlignelige størrelser, Antoine og verden, er fantastisk flot fortalt. Antoines oprør, eller måske bare reaktion, tager i starten blot form af almindelige narrestreger såsom at skrive på skolevæggen. Enhver har gjort lignende ting. Derfra eskalerer situationen fra til pjækkeri, og en løgn om at han ikke har været i skole, da hans mor er død. Det sidste udspringer af et råd fra en af hans kammerater, at hans dækkehistorie for ikke at have været i skole skal være dramatisk, ellers vil læreren ikke tro ham. Når Antoine kommer hjem får han ingen omsorg eller forståelse.
Filmens japanske titel (hvor jeg så den) er forresten ”Otona ha Wakatte Kurenai”. De voksne forstår mig ikke. Og det er ganske rigtigt. Ingen forsøger at forstå Antoine. Selv når Antoine anstrenger sig for at få sin mors accept, går det hele op i flammer. Moren er mere bekymret over at Antoine så hende kysse en anden mand, og at han nu vil sladre til faren. Antoine finder kun forståelse hos sin ven, og sammen gør de alt det, de ikke må. Men selv når de gør dette, vil ingen forsøge at forstå dem. Problemerne eskalerer og eskalerer, indtil vi kan se det uundgåelige.
Truffaut fortæller via filmen nogle vigtige ting hvad angår individ og samfund, og hvad det vil sige at blive voksen. En næsten perfekt film.
29/10-2005
