- Sidder fast i sadlen -

5.0
Howard Hawks var en mand der vidste, hvordan en god western skulle skrues sammen. Med ”Rio Bravo” nåede han et nyt højdepunkt sent i karrieren.

Som klassisk western har filmen alt at tilbyde. Lige fra den simple men genrebevidste historie til de heftige skuddueller. Særligt filmens finale er flot og actionfyldt. Romancen er underspillet og skøn, mens humoren er opløftende og veltimet. Nok er opskriften gammel, men råvarerne har aldrig været bedre.

Karakterbehandlingen er desuden fremragende. Personlighederne udforskes fornemt, og vi bliver fortrolige med karaktererne via et væld af gode talescener, hvor dialogen er vidunderlig. Men naturligvis også takket være skuespillet, hvor det glimrende cast virkelig formår at yde deres bedste. John Wayne har jo aldrig været den store skuespiller, men her ses han i en af hans absolut mest mindeværdige roller. Dean Martin er ligeledes glimrende som drukkenbolten kaldet ”Dude”, mens Hollywoods svar på Onkel Anders, Walter Brennan, er herlig som filmens humoristiske omdrejningspunkt, for slet ikke at glemme smukke Angie Dickinson, der også yder en fornem præstation.

Det kan godt være man skal lede langt efter de kunstneriske kvaliteter i ”Rio Bravo” - men hvor Leone var kunstneren indenfor westerngenren, så var Hawks showmanden. Her får du underholdning. Prima underholdning vel at mærke. Filmens muntre stemning smitter stadig af på en, og dermed kan ”Rio Bravo” i dag fejres som tidløs topunderholdning og fortsat leve op til sin velfortjente klassikerstatus.
Rio Bravo