One For The Fuck, Two For.....

4.0
Da den tidligere gangster, nu producent, Chili (Travolta) er ved at blive træt af filmbranchen, går han over i musik-industrien og finder hurtigt et stort talent (Milian) han vil tage under sine vinger. Det sker ikke uden problemer.

Denne efterfølger til Barry Sonnenfeld’s 1995 thriller/komedie hit ”Get Shorty”, begge efter historier af Elmore Leonard, er stillet op som en lang og ofte vellykket morsom ironiseren og indersider joke over både film- og især musikbranchen og så filmen selv.

Det kan selvfølgelig virke billigt, at filmen på sin side udviser en kritisk holdning overfor en underholdnings-industri som den så tydeligt selv er en del af, men dette ironiserer den også taktfuldt og fornøjeligt over, som da Travolta i begyndelsen af filmen nævner, at man kun må sige ”fuck” en gang i løbet af en film, hvis man ikke vil have en for høj alders-grænse bedømmelse (en såkaldt R-rating) og så siges ordret ikke mere i filmen (som i USA fik en PG-13 rating, der er lavere).

Personligt finder jeg, at den virker næsten lige så godt som den forrige film, trods en noget dårligere modtagelse blandt filmkritikere og andet godtfolk. Den er da indrømmet let at laste på nogen områder. Den kan virke en anelse skematisk, mekanisk (som en kritiker også påpeger) og som en glat designer-film, men den fungerer ikke desto mindre som fin underholdning om en gruppe indbildte mennesker, der alle er så falske som de kommer og hvor en tidligere gangster, er den der udviser de største humanistiske kvaliteter, selv om han også i sidste ende blot meler sin egen kage.

Der spilles gennemgående godt, og selv om Travolta træder vande, så er han altså cool nok i hovedrollen til at bære filmens titel. Også The Rock er en fornøjelse, når han spiller mod imod sit egent image som machomand og her giver den som bøsset bodyguard.

Det er teknisk upåklageligt, med lækre billeder og godt fortalt i en fint tempo og så er der massere af god musik (og en del mindre god).

Jeg blev i hvert fald positivt overrasket over denne stærkt kritiserede efterfølger, der absolut er bedre end sit rygte med de rette forventninger.
Be Cool