Sandet og livet

Teshigahara Hiroshis eksistentielle fabel om en mand fanget i et sandhul med en kvinde er en af de flotteste, mest gribende film jeg nogensinde har set. Første gang jeg så filmen, havde jeg enormt høje forventninger efter at have læst artikler, der beskrev den noget af det bedste fra perioden. Alle forventninger blev indfriet.

Teshigahara er lidt en outsider i filmverdenen i Japan. Han arbejder også med lerkunst og andre æstetiske kunstarter end film. Hans film er svære at sætte i en direkte sammenhæng med den japanske ny bølge i denne periode, selv om der måske er nogle tematiske ligheder. Men Teshigaharas ”Suna no Onna” omhandler nogle essentielle eksistentialistiske spørgsmål, så det er let at finde lighedspunkter med hvilken som helst film eller fortælling. Og alligevel er ”Suna no Onna” helt sin egen.

Som sagt handler den om en mand, entomologen Junpei (Okada Eiji), der på en ekspedition efter et sjældent insekt ved nogle sandbanker i de fjerneste ender af landet lokkes til at sove hos en pige (Kishida Kyoko) i en landsby. Men det er ikke en helt almindelig landsby. Husene er gravet ned hver for sig i sandhuller, og om aftenen må beboerne grave det faldne sand op, så husene ikke dækkes til. Allerede her er et eksistentialistisk tema at finde: Myten om Sisyfos. Manden finder langsomt ud af at hverken pigen eller de andre landsbybeboere har i sinde at lade ham komme op igen. De har brug for en stærk mand til at grave, så det hele ikke styrter sammen.

Manden gør alt for at komme fri. Først binder han pigen og truer med at gøre hende fortræd, men de andre landsbybeboere giver ham ingen rebstige. I stedet tørster de ham til at arbejde. Manden holder fast i det ene håb efter det andet om at komme ud. Verden udenfor vil ikke glemme ham. Han kan bygge sin egen stige. Han forsøger at fange krager, som han kan binde en seddel på om hjælp. Han drives efterhånden så langt ud, at han vil gøre det skammeligste foran landsbybeboerne for bare en chance for at komme op af hullet. Alt imens bliver han mere vant til livet med pigen og sandet.

I forsøget på at fange krager, opdager han noget, der måske kan give ham en rolle at spille i dette sandsamfund. I starten af filmen siger han gentagende gange, at hans eneste drøm er at få sin navn i en bog om insekter. Men denne drøm bliver hurtigt tilsidesat, da han bliver konfronteret med de mere basale ting i livet.

Naturkræfterne og samfundskræfterne som han forsøgte at stritte imod i starten er umulige at overvinde. Et begær til en kvinde (hvilket kan være en mulig fortolkning af sandet) kan tvinge en mand til tomgang, men uanset hvor meget han stritter imod, uanset hvor meget han ønsker at se nyt sand, så er sand jo sand. Hellere grave løs sand om aftenen end at falde i kviksandet.

Al den snak om sand leder mig til filmens fænomenale billeder. Først og fremmest af sand, men også af menneskeligt begær, fortvivlelse, håbløshed, håb og stille og rolig opgivelse. Et portræt af menneskets kamp for at bryde fri af sine lænker, og den langsomme, uundgåelige tilvending af lænkerne.

Det er en fænomenal enkel historie, der er fænomenalt flot fortalt. Som sagt, en af de bedste film jeg nogensinde har set.

Tak til Scope for at oprette denne film. Jeg håber at den nye "Foreslå film" funktion vil fungere effektivt og til gavn for os alle.