Bøhmanden I Skabet
1.0
Efter som barn, at have set sin far blive taget af bøhmanden, må Tim (Watson) som voksen se sin frugt i øjnene og søge tilbage til huset hvor det hele skete.
Instruktør Kay, der spillefilmsdebuterede i 1997 med filmen ”The Last Time I Committed Suicide”, kan ikke siges at være det store talent bedømt ud fra hans række af mere eller mindre ukendte film. Alligevel har Sam Raimi, der jo er manden bag blandt andet kultgyseren ”Evil Dead” og de (indtil nu) to vellykkede ”Spider-man” filmatiseringer, sammen med sin gamle parter Rob Tapert, hyret ham til at stå bag denne gyserfilm, der er hans første i genren, for deres nyligt grundlagte filmselskab ”Ghost House Pictures”.
Om det kan skyldes at de mener at kunne se noget i ham skal være usagt, men det er intet der kommer til udtryk i denne her film, bortset fra at den har tjent pænt og dermed opfyldt sin formål.
Der er ikke meget kød på den uoriginale og uopfindsomme historie, der prøver at få en række chok til at gøre det ud for ægte uhygge og psykologisk spænding, for at filmen til slut kan kamme over i et inferiørt effektjageri fyldt med billigt udseende tricks og et sjæleløst og intetsigende computerskabt monster.
Personudviklingen er svag og karaktererne papmacheagtige, ligeledes er skuespillet og filmens psykologiske tema om at man skal se sin frygt i øjnene for at overvinde den, banalt og endimensionalt formuleret og naivt eksekveret.
Klippestilen er ofte heftig og kameraet snurrer rundt i mere eller mindre formulariske ture, der skal sørge for at man som publikum ikke mister interessen og føler sig underholdt af det indimellem høje tempo i en ellers sløv forestilling.
Meget gys er der ikke over det, selv om starten da kan virke lidt skræmmende, hvis man kan finde den følelse frem man sandsynligvis har oplevet som barn, at ligge i sin seng på et mørkt værelse og blive bange for ingenting. Men da resten at denne ferske fortælling begynder at udfolde sig, er det absolut slut med noget der kan minde om uhygge, medmindre man er temmelig grøn indenfor feltet.
Instruktør Kay, der spillefilmsdebuterede i 1997 med filmen ”The Last Time I Committed Suicide”, kan ikke siges at være det store talent bedømt ud fra hans række af mere eller mindre ukendte film. Alligevel har Sam Raimi, der jo er manden bag blandt andet kultgyseren ”Evil Dead” og de (indtil nu) to vellykkede ”Spider-man” filmatiseringer, sammen med sin gamle parter Rob Tapert, hyret ham til at stå bag denne gyserfilm, der er hans første i genren, for deres nyligt grundlagte filmselskab ”Ghost House Pictures”.
Om det kan skyldes at de mener at kunne se noget i ham skal være usagt, men det er intet der kommer til udtryk i denne her film, bortset fra at den har tjent pænt og dermed opfyldt sin formål.
Der er ikke meget kød på den uoriginale og uopfindsomme historie, der prøver at få en række chok til at gøre det ud for ægte uhygge og psykologisk spænding, for at filmen til slut kan kamme over i et inferiørt effektjageri fyldt med billigt udseende tricks og et sjæleløst og intetsigende computerskabt monster.
Personudviklingen er svag og karaktererne papmacheagtige, ligeledes er skuespillet og filmens psykologiske tema om at man skal se sin frygt i øjnene for at overvinde den, banalt og endimensionalt formuleret og naivt eksekveret.
Klippestilen er ofte heftig og kameraet snurrer rundt i mere eller mindre formulariske ture, der skal sørge for at man som publikum ikke mister interessen og føler sig underholdt af det indimellem høje tempo i en ellers sløv forestilling.
Meget gys er der ikke over det, selv om starten da kan virke lidt skræmmende, hvis man kan finde den følelse frem man sandsynligvis har oplevet som barn, at ligge i sin seng på et mørkt værelse og blive bange for ingenting. Men da resten at denne ferske fortælling begynder at udfolde sig, er det absolut slut med noget der kan minde om uhygge, medmindre man er temmelig grøn indenfor feltet.
03/11-2005
