Pubertet og Plejebørn

Efterfølger til “The Omen”.

Drengen Damian (Scott-Taylor) er blevet teenager siden de frygtelige begivenheder der foregik da han var barn (første film). Han bor hos sine onkel (Holden) og dennes kone (Grant), og aner endnu ikke helt den skæbne der er ham tiltænkt. Men det skal snart ændre sig.

Med den fremragende (og meget dystre) slutning der var på første film, kunne man egentlig godt undvære at der blev lavet en efterfølger. Men med den succes første film fik, var det vel næsten uundgåeligt nu vi var på vej ind i efterfølgernes tidsalder.

Heldigvis er den ikke nær så slem som man kunne forvente, selv om den ikke kan leve op til forgængeren på et eneste punkt.

Den er som filmhåndværk fint lavet, uden at være kvalitativ filmkunst. Den har sine momenter af spænding og stemning, uden at blive rigtig uhyggelig, og selv om vi godt kan regne ud vi skal overraskes i slutningen, nu vi blev det i den første, så lykkes det den alligevel at overraske en smule.

Holden der havde takket nej til hovedrollen i originalen, da han ikke ville lave en film om ”det onde”, valgte denne gang at sige ja (man har vel kun en mening til man tager en ny, og hvis pengene er gode nok og succesen synes sikret så kan selv de bedste vel ændre holdning!), og han udfylder sin rolle som jordnær og sympatisk familiemenneske, næsten lige så godt som Gregory Peck gjorde i den første film, og rollerne er da også meget ens (de skal jo også forstille at være brødre).

Til den bærende og vigtige rolle som Damian, har man med held fundet en ung skuespiller der kan bære den. Man frygter først at det bliver pinligt, men Scott-Taylor gør det strengt taget ganske godt og man tror på hans forvandling fra almindelig ung knægt der intet aner om sin skæbne, til antikrist selv.

Til slut kan jeg kun sige, ak ja det er ikke altid let at have plejebørn og slet ikke når de kommer til den problemfyldte pubertetstid.

Efterfølges af ”The Final Conflict” (hvad det nu ikke blev).