Sandpapir møder silkehud

Pierre er en travl forlagsredaktør, der samtidig er en berømt foredragsholder. Allerede i de første scener ser vi den selvsikre Pierre bryde en masse tabuer. Han lader sin ven køre ham for hurtigt til lufthavnen, mens Pierres datter kører med uden sele. Han ryger ombord på flyet på trods af ”Rygning Forbudt”-skilte. Han kigger efter den unge stewardesse. Og det er ikke det eneste, han gør. Da han når hotellet i Lissabon, opdager han, at stewardessen Nicole bor på samme hotel som ham selv, og han inviterer hende ud på en bar, hvor han faderligt forfører hende ved at belære hende om Balzac. De fortsætter forholdet i Paris, hvor det dog er svært at finde tid og plads til hinanden. Pierre tager hende derfor med ud på landet under det påskud, at han holder forelæsning for lokalbefolkningen. Det bliver dog svært for Pierre at skjule Nicole og samtidig underholde sit publikum, og Pierre har travlt med at orme sig ud af situationen. Han er så optaget af sin affære, at han ikke levner konen og barnet derhjemme en tanke. Han kan ikke indse, at forholdet med Nicole umuligt kan fortsætte. Til sidst er Nicole nød til at fortælle ham det, men da er det for sent. Pierre er til den tid drevet for langt ud.

Det er ganske vidst en enkelt historie, men den er fortalt så præcist og overbevisende, at det giver kuldegysninger at iagttage Pierre og alt hvad han står for. Jeg er sikker på, at enhver mand forstår ham, og lige netop derfor ikke kan udstå ham. Den måde han retter på Nicoles måde at sidde på. Eller hendes bukser. Hans ubeslutsomhed og løgne, der føder flere løgne. Den dramatiske slutning er uundgåelig. Gad vide om Pierre også vidste det?